Hengivelsen som kritik

Vinderne af Udstillingsprisen Vision 2016, performancekollektivet Sisters Hope, vil i 2017 omdanne Den Frie Udstillingsbygning til en kostskole, der over en måned vil forsøge at omskole os i at sætte æstetikken, kunstens hengivende sensibilitet, før alt andet. Kunsten.nu tog en snak med den kommende forstanderinde, Gry Worre Hallberg.

I efteråret 2017 åbner udstillingen Sisters Academy i Den Frie Udstillingsbygning. En markant anderledes version af en kostskole, hvor man kan blive indskrevet i alt fra 24 timer til 4 uger. Sisters Hope, som står bag konceptet, opererer i krydsfeltet mellem performance, pædagogik, forskning og aktivisme. Det koncept har nu tre millioner kroner i ryggen, som vinder af Udstillingsprisen Vision 2016. Vi mødte Gry Worre Hallberg til en snak om hengivelse, kritik, hverdagspoesi og bæredygtige forankringsmodeller via kunstens uforudsigelige, men gavmilde rum.

Læs nyheden om Udstillingsprisen Vision 2016

“Projektets intention er for os en nærmest aktivistisk intention, og det er klangbunden i det performative værk. Aktivismen handler ikke så meget om nye demokratiformer, som det handler om at give adgang til en mere sanselig og poetisk måde at erfare verden på,” forklarer hun under det runde tag på Dome of Visions, som Hallberg har haft den kunstneriske ledelse af i flere år.

Ekskluderede potentialer
Den æstetiske vision blev plantet tidligt i Gry Worre Hallbergs liv, da hun som 17-årig blev introduceret til den performative kunst.

“Den tilstand, som blev vækket i mig i den proces, var så værdiskabende for mig. Samtidig undrede det mig, at der dels var så få, der havde adgang til det rum, dels at så få var tiltrukket af det. Senere blev det tydeligere for mig, at det i høj grad handler om, at vi har opbygget et samfund og et uddannelsessystem, der ikke understøtter det møde og den forbindelse til det æstetiske.”

Man fornemmer hurtigt, også bare i det energiske blik, der møder én, at der er store spørgsmål på spil her. Oplysningstidens rationalisering og industrialiseringens resultatorienterede forbrugslogik er i Sisters Hope knyttet til en tradition for kritisk teori, der ofte har revolutionen og den totale omvæltning som mål. Men her adskiller Sisters Hope sig konstruktivt, kunne man sige:

“Vi lever i en tid styret af forskellige logikker, der er indlejret i vores samfundssystem. Og her har den rationelle og kognitive logik fortrængt mere poetiske og sanselige erkendelsesformer. Se bare på vores uddannelsessystem. Det er den debat vi vil sætte i gang, når vi siger, at vi vil demokratisere det æstetiske. Vi vil gerne give adgang til et mere sanseligt og poetisk rum for alle mennesker, ikke kun dem, der føler sig hjemme i kunstens rum. Det er jo sådan set allerede videnskabeligt bevist, at æstetiske processer både er innovations- og empatiskabende. Og den bedste måde at genindføre det æstetiske på er logisk nok via uddannelsessystemet, da det i så fald vil ramme bredt. Men den her vision om et Sensous Society (sanseligt samfund), som vi kalder det, kan i princippet indføres i alle mulige sammenhænge: hospitaler, plejehjem og kriminalforsorgen fx.”

Omskrivning af avantgarden
Der har været en meget lang tradition for kunstneriske strategier gennem bl.a. avantgarden og situationismen, der gør op med kunstrummets grænsedragninger, og her har performancekunsten haft en central rolle, som Sisters Hope forsøger at bygge videre på.

“Nu hedder vi jo Sisters Hope, og det bunder i en reel forhåbning om, at den agenda, vi kommer med, kan ændre noget, få den æstetiske dimension og alle dens værdier inkluderet i et hverdagsliv. Det er ikke bare et fremtidsscenarium, men via performancekunsten en levet, kropsliggjort realitet. Vi tænker ikke bare. Det er omsat som handling i et værk, hvor en anden virkelighed gælder.”

Med Sisters Academy defineres rammerne og logikken meget klart:

“Nu er det her skolen i et sansende samfund, og alle skal navigere ud fra den præmis. Det bliver et vildt forløb, hvor æstetikken er sat over alt andet, og en mulighed for at eksperimentere og afprøve helt andre tanke-, handle- og samværsformer.”

Forløbet kommer til at se sådan her ud:

Som ‘publikum’ indskriver du dig i alt fra et døgn til fire uger, du skal forberede dig på nogle mentale omvæltninger og medbringe en særlig opbakning til opholdet, du bliver indsluset gennem en længere proces og får skoleuniform og notesbøger. Til gengæld skal du deponere din mobil og ur. Strukturer opløses til fordel for nye med en anden logik. The Octopus er skolens koordinator og leder eleverne videre fra forløb til forløb ud fra løbende samtaler. Der vil være et bredt udvalg af klasser, faste måltider, morgen- og aftensamling og forskellige former for kunstnerisk input. Til sidst gennemgår du et udskrivningsritual og en samtale med The Sister om, hvordan du kan integrere de sanselige og poetiske erfaringer i dit liv udenfor skolens trygge rum.

Et eksempel til implementering
Sisters Hope skal overtage ledelsen på en skole i Sverige om et par uger som led i den svenske udgave af Sisters Academy, der er samproduceret med Inkonst, og da de var derovre for et par uger siden, var de ude at gå en tur og undrede sig over, at sneen på vejen ikke var blevet ryddet – der plejer at være styr på sådan noget i Sverige. Det resulterede i et lille tankeeksperiment:

“Hvordan ville vejdirektoratet fungere i et ‘sensous society’? De ville nok slet ikke rydde sneen væk, da det for det første er smukt. At folk ville falde, ville ud fra undersøgelser af det deforme også være interessant, og sidst ville sneen også gøre os mere kropsligt bevidste i forsøget på at bevæge vore kroppe på det kolde materiales betingelser. Blot et eksempel på, hvad der ville ske, hvis man sætter æstetikken foran alt andet og derfor tager nogle helt andre beslutninger. Med Sisters Academy spørger vi: hvordan ville uddannelsessystemet se ud, hvis vi satte æstetikken foran alt andet? Derfor er det også et meget vigtigt fokus for os at udvikle forskellige forankringsstrategier, der gør, at de erkendelser, der udvikler sig i vores projekter, kan føres ind i deltagernes hverdag. Når vi arbejder med en skole som nu i Sverige, så vil lærerne typisk nedskrive tre elementer, som de forpligter sig på at integrere i deres undervisning i op til to år efter.”

Potentialet i det ukendte
Sisters Hope arbejder med to modeller for de her projekter: The Takeover, hvor rektoren går af og overdrager ledelsen til The Sister (Gry Worre Hallberg), og hvor hun leder de ansatte lærere på skolen, og nu Sisters Academy, hvor de selv udtænker og modellerer hele skolesystemet fra bunden.

“Har man overhovedet et skema? Har man klokketider? Skelner man mellem farver? Alle de ting, vi normalt tager for givet, kaster vi op i luften. Og nogle gange skal man opleve det u-hjemlige, det ukendte, for at finde hjem. Jeg tror, der er et enormt potentiale i det ukendte, men vi er helt aktuelt i det danske samfund utrolig bange for det ukendte. På den måde ligger der et kæmpe uudnyttet potentiale dér, i mine øjne. I den kropslige, sanselige hengivelse til det ukendte. Det er hengivelsen, der er understimuleret i vores samfund, og det er i bund og grund projektets kritiske kerne. Og det, tror jeg, sagtens kan ske, uden at man giver køb på den kritiske refleksion,” forklarer Hallberg og uddyber:

“For nogle af deltagerne er det måske så værdiskabende, at det rent faktisk bliver integreret i deres eget liv. Og med et så radikalt deltagelsesformat, som vi arbejder med og vores stærke aktivistiske intentioner, er det super vigtigt at arbejde med, hvordan man som publikum bliver ført både ind og ud af værket. Det er som sagt ikke en omvæltning, men en intervention, inspiration og integration, der på sigt kan ændre vores måde at erkende og leve i verden på, og det tror jeg sådan set er en ret bæredygtig måde at skabe forandring på.”