Hesselholdt & Mejlvang farver byen hudfarvet

I dialog med byen
Med The Flesh Tint Project vil kunstnerduoen bestående af Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang gerne i dialog med aalborgenserne. Udstillingen er et samarbejde mellem Kunsthal Nord og Kunsten (Aalborg Kunstmuseum) – og Hesselholdt & Mejlvangs hidtil største præsentation i Danmark.
Den starter i KUNSTENs midlertidige lokaler på banegården og fortsætter som en flagallé gennem byen til Kunsthal Nord, hvor resten af udstillingen bliver vist.

Og invitationen til dialog rækker ikke bare ud på gaderne i Aalborg midtby. Kunstnerne har ligefrem fået omdelt værker med afbrændte flag ud til samtlige borgere i det Nordjydske gennem avisen af samme navn.

Mere end et angreb på Dansk Folkeparti
Dannebrogsflagene i det offentlige rum er i den bemærkelsesværdige farve, som almindeligvis betegnes som ‘hudfarve’. Og i udstillingen i Kunsthal Nord bliver det umiddelbart genkendelige, trygge, intime og hjemlige rum, pejsestablen, bamsen og det broderede pudevår udsat for indfarvning med samme kulør.

Med denne strategi går The Flesh Tint Project indlysende i kødet på nationalfølelsen, på danskheden som en konstruktion, der ekskluderer andre og gør dem til ‘de fremmede’, samt på rendyrkningen af en politisk retorik, der fremmaner frygten for det fremmede som et udgangspunkt for fællesskab.

Men det er ikke blot yderste-højre-syndromet, der bliver kastet en projektør på her. Ud over at udpege et fysisk kendetegn ved den vestlige race, kan man også påstå, at ‘flesh tint’ henviser til et kulturelt bestemt sæt af måder, hvorpå man kan blive accepteret som et subjekt, der tilhører fællesskabet. Det er karakteristisk for vores moderne vestlige samfund, at vi i høj grad regulerer os selv, så vi passer ind i normen. Ved at forme os selv som gode samfundsborgere søger vi at opnå beskyttelse og anerkendelse fra det fællesskab, vi gerne vil være en del af. Vi bliver normale.

Som Hesselholdt & Mejlvang kraftigt antyder med værktitler som White Man’s Pavillion og Pillowcase of the Fatherland har denne norm, vi har tilpasset os, været defineret som en hetero-normativ orden; det vil sige en orden, der er baseret på ideen om den hvide middelklassemand som indbegrebet af det frie individ. Det er her den lyse hudfarve kommer ind i billedet – og nationalflaget. Det vi slet ikke ser, fordi det er så normalt og derfor gennemsigtigt. I The Flesh Tint Project sker der en helt bogstavelig og bevidst overlejring af ‘det biologisk normale’ (den hvide mand) og det ‘kulturelt normale’ (den suveræne stat) i det kødfarvede dannebrogsflag.

Immunisering og sårbarhed
Hesselholdt og Mejlvang viser med deres kødfarvede flag og andre indfarvede værker, at et normaliserende samfund – ud over at skabe gode samfundsborgere – også har den funktion, at det beskytter og privilegerer de individer, der eksemplificerer normen. Gennem job, social anerkendelse, sygeforsikringer, pensionsordninger osv. Problemet med den form for immunisering mod sårbarhed, som finder sted i normaliserende systemer, er bare, at den – samtidig med den beskytter nogen – også ekskluderer andre; de andre. De andre er alle dem, der, hvad enten det er på grund af etnicitet, køn, sociale tilhørsforhold eller arbejdsløshed, ikke tilhører den privilegerede normalitet.

En trojansk hest
The Flesh Tint Project er blevet iscenesat som en trojansk hest midt i byen. Ikke blot er det projektets formål at pege på dobbeltheden mellem det tilforladelige og volden – det forhold, at volden faktisk er et produkt af det tilforladelige. Men som iscenesat begivenhed fremviser projektet også selv netop den dobbelthed.

De festlige flag leder én fra banegården via Boulevarden, og de fortættes i guirlandeformationer, når man kommer ned af strøget på Algade, for til sidst at kulminere i et visuelt fyrværkeri af flag i kedelhallen på Nordkraft. Først når man kommer ind i selve udstillingen i Kunsthal Nord, møder man projektets mørke side.

Her hænger de store beskadigede flag som ildevarslende tegn. White Man’s Pavillion (2015) er et andet eksempel på denne ‘unheimliche’ sameksistens af det hjemlige, det trygge og volden. Det lyserødt-farvede lysthus er barrikaderet, og kun via små kighuller kan man få adgang til den uhyggelige kulisse inde i lysthuset.

I udstillingen finder man også Camouflaged Alligators (2015), der tilsyneladende er dukket op ud af den blå luft, og som kamuflerer sig i hud, der har samme farve og aftegning som flisegulvet, de står på.

Uhyggen sniger sig ind på den besøgende, og jo mere de biedermeierske landskabsstykker, broderede pudevår og pænt stablede brændestykker fremmaner danskhed og hjemlig kultur, desto mere frygter man tilsynekomsten af det fremmede og det farlige.

Det politisk-minimale
Umiddelbart kan den pastelsarte hudfarve virke som et dekorativt element i byens gader, snarere end aktivistisk kunst. Men det skal man ikke tage fejl af.

I deres brug af flaget som objekt lægger Hesselholdt og Mejlvang sig i arven fra den amerikanske kunstner Jasper Johns, der sidst i 1950erne malede det amerikanske flag i en italesættelse af maleriet som et konkret medie. Deres praksis kan måske bedst forstås ud fra det, som den tyske kurator Klaus Biesenbach i starten af 2000erne kaldte for ‘det politisk-minimale’, og som betegnede den bølge af kunstnere, der på dette tidspunkt, med udgangpunkt i konceptkunsten og minimalismen, åbnede sig mod det sociale felt.

Her kan nævnes den bosnisk-herzegovinske kunstner Nebojsa Seric-Shobas projekt fra 1999 Under All Those Flags, hvor kunstneren hængte halvgennemsigtige plastikbaner op i tomme flagstænger i Sarajevo under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Flagene blev dermed til en slags skærme, der reflekterede de kampe, som fandt sted i byen mellem de forskellige etniske grupperinger.

Den politiske brod i The Flesh Tint Projet er måske knap så eksplicit som i Shobas projekt. Vi befinder os trods alt også i en fredelig provinsby i Danmark. Men selvom kunstnerne understreger, at deres ærinde er at komme i dialog og stille spørgsmål, så rummer The Flesh Tint Project en destabilisering af den orden, der i dag beskytter ved at priviligere nogle og ekskludere andre fra samme beskyttelse.

En ny begyndelse
I den forstand er projektet ikke mindre politisk end Under All Those Flags. Ved at prikke til den dominerende orden og udstille dens ekskluderende logik åbner Hesselholdt og Mejlvang op for et nyt rum. Bevidstheden om, at vi er udsatte – og i en positiv betydning afhængige af hinanden – kan blive et nyt udgangspunkt for, at vi begynder at genoverveje, hvordan vi vil leve sammen på trods af uforudsigelighed og usikkerhed. Det er her, The Flesh Tint Project starter.