Hirst: Et tæmmet vilddyr

Til sommer afholdes OL i London, hvilket bringer millioner af mennesker til byen. Dermed er der grobund foren blockbuster på Tate Modern, og det sikreste kort at spille er: Damien Hirst. Udstillingen åbner 4. april og tæller alle hans greatest hits. Dermed er byens spidser glade, og Tate’s magtfulde direktør, Nick Serota, er glad. Men hvad med Damien Hirst, er han også glad?

Hooligan-kunstneren, deri et interview i 1996 blev spurgt, om han kunne tænke sig en stor Tate-udstilling. Hvortil han svarede:

“No way. Museums are for dead artists.I’d never show my work in the Tate. You’d never get me in that place.”

Men Damien Hirst, eftersigende verdens rigeste kunstner, er faktisk også glad. I et nyt interview i dagbladet The Observer forklarer Damien Hirst sit kursskifte:

“When you’re young, you’re invincible, you’re immortal – or at least you think you are. The possibilities are limitless, you’re inventing the future. Then you get older and suddenly you have a history. It’s fixed. You can’t change anything.”

Fra Duchamp til Hirst
Damien Hirst’s dage som den fandenivoldske outsider, der gør oprør mod institutionen, er altså forbi. Men spørgsmålet er, om Hirst nogensinde har været i opposition til kunstinstitutionen? Arbejderdrengen fra Leeds har spillet hooligan-rollenperfekt, men har fra karrierens begyndelse været en attraktiv gevinst for gallerier og museer.

Kun kunstkritikere har standhaftigt brugt ham som yndlingsaversion. Eksempelvis britiske Robert Hughes, der anklager Damien Hirst for at være skyld i nutidskunstens kollaps. Sammeholdning har den amerikanske kritiker Donald Kuspit, hvis bog ”The end of art” tegner en forfalds-linje fra Duchamp over Warholt til Hirst. New York-kritikeren Jerry Saltz kalder Hirst for en ussel kopi af Jeff Koons.

Til denne kritik har Nick Serota sagt, at fordi Hirst er blevet så stor en stjerne, så er ”masser af skeptikere klar til at sætte kniven i ham”. Nick Serota har støttet Hirst fra begyndelsen og har gennem årene forgæves forsøgt at erhverve hans største værker, der dog er blevet solgt til de rige samlere, herunder selvsagt Charles Saatchi.

I 1995 vandt Hirst den britiske Turner Prize, i hvis jury Nick Serota er leder (ifølge kritikere den enerådige leder). Og nu tildeler Serota altså Hirst den førstestore museumsudstilling i Storbritannien. Udstillingen forventes at stikke alle hidtidige besøgstal til en kunstudstilling i London.

Men hvorfor nu?
Det er dermed en årelang alliance mellem kunstneren og direktøren, der føder udstillingen. Men tidspunktet undrer britiske kunstfolk. 44 år gammel befinder Hirst sig på et vadested midt i sin karriere, så hvorfor skal han have denne store udstilling netop nu?

“Det virker både altfor sent og alt for tidligt, navnlig fordi det er længe siden, Hirst har lavetet betydeligt værk,” pointerer kunstskribenten Fisun Güner på magasinet The Arts Desk.

Men at udstillingen kommer nu, synes  at være et logisk resultat af bevægelserne i London: Tate har brug for det; London har brug for det; Hirst har brug for det.

Tate Modern åbnede i maj måned 2000 i The Bankside Power House, bygget i 1947. Det kostede 134 mio. pund at omforme denne bygning til et museum for den nye kunst.

At det lykkedes at skaffe så mange penge til projektet skyldes bl.a. Damien Hirst og hans udstilling Freeze i en tom London-lagerbygning i 1988. Hirst var studerende på Goldsmiths College og kuraterede udstillingen, som talte værker af ham selv og 17 medstuderende.

Udstillingen var startskuddet for Young British Artists-fænomenet, der formåede at åbne londonernes øjne for samtidskunsten og dermed byggede en platform, som Tate Modern kunne stå på.

Under Nick Serotas ledelse er Tate Modern siden blevet en svimlende publikumssucces – med over 4 mio. gæster om året. At holde denne kadence er svært, men nødvendigt for museet, der argumenterede for sin berettigelse med oplevelsesøkonomiske argumenter:

”I hovedstadens hjerte vil museet etablere et nyt vartegn og et fremragende offentligt rum for hele nationen og fremhæve London’s position som et verdenscentrum, der bringer kulturelle, sociale og økonomiske fordele…”

En seriøs undersøgelse
Damien Hirst og Tate Modern er derfor et lykkeligt ægteskab denne sommer.

Tate Modern kan sælge billetter og vise en kunstner, museet rent faktisk har støttet hele vejen. Damien Hirst får en million tilskueres opmærksomhed, og det kan måske puste nyt liv i hans tilsyneladendes krantende karriere.

Og med nogen tøven anerkender The Guardian’s kritiker Charlotte Higgins, at udstillingen sikkert er en god idé:

“My own feelings are mixed. With some hesitation, I think it probably is a good decision. There is no point doing things by halves: Hirst is, like him or not, an artist with a truly global reach. People from all over the world will want to go to this show. It will be a blockbuster (… ) This exhibition, if it is done well, ought to give visitors the opportunity to dispassionately and seriously examine his place in art history.”