Historien som afsløring

Med kustodens vejledning til, hvordan jeg skulle bevæge migind i Søren Loses udstilling Relicts påkunsthallen Brandts, blev jeg ført gennem den korridorlignende passage mellemden hvide blanke væg og installationen Curtain,med hvilken Lose henviser til Det Østtyske Enhedspartis samlingssal i PalastDer Republik fra DDR, som Søren Lose har oplevet nedrivningen af.

I al sinenkelhed er det et fint virkemiddel, som formår at skabe spænding ognysgerrighed, før man går i dybden med udstillingen.

Tæppets referencer til noget, der skal afdækkes, fungererdesuden som en god introduktion til udstillingens erindringstema. Medinstallationer, collager, tekster og fotografier undersøges den rolle, dehistoriske spor spiller for vores egen selvforståelse.

Historien som et billede på os selv.
Som et teater-tæppe henleder Curtain også tankerne til vores omgivelser som en skueplads forvores egne fortællinger om os selv. Med sine rekonstruktioner af kendtebygninger og statuer, som ikke længere eksisterer, peger Lose på de muligefortællinger, vi ikke har valgt.

Lose understreger herved, at fortidens spor ikkeer neutrale, men i høj grad er konstruerede af de selvforståelser, der styrervores handlinger – fx når vi med magt destruerer symbolske bygninger ogmonumenter med det formål at videregive et bestemt billede af os selv.

I værket Ghost(2011) har Lose rekonstrueret dele af en kolossal statue af Lenin, som blevdestrueret efter Berlin-murens fald. Et nuanceret værk, som både giveroplevelsen af den oprindelige statues storhed, og samtidig viser en skrøbelighedved at blotte værkets udføring af træ og flamingo.

Det giver et meget nøgterntbillede på kulturelle og politiske ideologiers forgængelighed. I værket Flag (2011) har Lose ligeledes genskabt elementerfra vægdekorationen fra Palast Der Republik. I Loses udgave er det kollagerbestående af billeder fra DDR.

Ved at føre det historiske og det ikke længere eksisterendeind i en ny og konkret kontekst, sammenblander Lose fiktion og dokumentation,og hæver Relicts op over at være enudstilling om DDR.

Tematiseringen af vores historiebevidsthed – og herved altdet, vi ikke vil huske eller ønsker fraværende – bliver allestedsnærværende og Relicts fremstår som en meget konsistentog fokuseret udstilling.

En intim udstilling
Der er noget intimt over Relicts.Både på grund af værkernes stille og enkle udtryk, i de små personligeerindringer, der er nedskrevet i tilknytning til nogle af værkerne, og ikurateringen af udstillingen, som udspiller sig i et lille rum omkranset afvæggen, installationen Curtain samten opstillet træplade.

Det indbyder til fordybelse og refleksion og passermeget godt ind i de grundlæggende eksistentielle temaer, som Lose behandler.

Relicts hører tilden type af udstillinger, som ikke umiddelbart imponerer ved sin æstetiskefremtoning, men som formår at gøre indtryk og vokse i erindringen. Bestemt enudstilling, som er et besøg – eller flere – værd.