Hurlumhej på Moesgaard

Tillad mig for en gangs skyld at skrive en anmeldelse. Det er ellers ikke en genre jeg begiver mig af med, og da slet ikke negative anmeldelser, som jeg principielt mener bør undgås eller være så kortfattede som muligt, da det sjældent er værd at spilde krudt på noget, som alligevel ikke er godt. Men her gælder det en udstilling, som ikke er noget enestående tilfælde, og som bør betragtes som et symptom på et fænomen, der har bredt sig ind i kunstens og museernes verden. Anmeldelsen handler om den nyåbnede oldtidsudstilling på Moesgaard Museum ved Aarhus, som godt nok er kulturhistorisk og ikke kunstnerisk, men det er underordnet i denne sammenhæng.

Nye rammer
Museet har fået helt nye rammer, der er intet mindre end fantastiske, tegnet af Henning Larsen og Kristine Jensen. Den nye bygning løfter sig op som en skråning i terrænet ved Moesgård, så den går i et med landskabet på meget storslået vis. Den grandiose stemning skifter dog til noget, hvor der er anderledes lavt til loftet, når man nede i bygningen træder ind i den permanente udstilling af Danmarks oldtid, både bogstaveligt og billedligt talt.

Det umiddelbare indtryk, der melder sig ved første gennemsyn er: Bordel! Det er lummert og noget bliver udnyttet i en grad, der tangerer overgreb. For denne anmeldelses skyld foretager jeg efterfølgende et ekstra gennemsyn, men bliver kun marginalt mildere stemt.

Lysets drama
Lad os begynde med belysningen. Gennemgående henligger rummene i mørke med gråmalede vægge, og alle genstande er svagt belyst med diminutive spots, så alt træder ud af mørket med størst mulig teatralsk effekt. Helt systematisk er alle udstillingsartefakter kun delvist belyst, øjensynlig for at øge den dramatiske virkning, hvorved alle genstande større end en mønt har store skyggepartier, der ikke lader sig aflæse.

Jeg vil anbefale besøgende selv at medbringe en stor lommelygte, hvis man ønsker at se genstandende ordentligt. Det er tydeligt at udstillingsgenstandende ikke længere spiller hovedrollen i udstillingen, men at de er reduceret til dramatiske effekter og rekvisitter i en installation, der handler om noget helt andet. I visse tilfælde er artefakterne endda installeret ovenpå videoskærme, hvis farvestrålende animationer eller mønstre reducerer artefakterne til flade silhouetter.

Det eneste der er ordentligt belyst og fremvises tydeligt, er en snes talende museumsfolk, der på store, opretstående videoskærme, fortæller om fundene og deres betydning. Det er åbenlyst at disse museumsfolk er de egentlige hovedpersoner i forestillingen, de træder detaljeret og klart markeret igennem.

Hurlumhejhus og spøgelsestog
Så er der indretningen. Den er labyrintisk. Alle vægge har spidse vinkler eller er krumme og de forgrener sig i flere retninger i et snævert og indelukket system, hele tiden med forskellige niveauer, op og ned ad trapper. Man føres ad ramper ind i små grotter og trange korridorer. Man er konstant udsat for desorientering og ved at fare vild. Overalt er der iscenesættelser med scenografi, lys, lyd og video. Gulvet i mosefundsafdelingen er gyngende og sumpet. Der er vikingeborge, klostre og basilikaer opført i mdf og papmache, mange steder befolket med voksfigurer og videobaggrunde.

Alle steder blandes lyden fra de mange tableauer, rundt om næste hjørne høres kamprumlen fra vikingeslaget. Det minder foruroligende meget om Hurlumhejhuset i Tivoli, eller snarere som Spøgelsestoget med den forskel, at man ikke bliver kørt rundt i små vogne, men selv skal gå.

Formidlingens paradoks
Jeg anser formidling for at være en god ting, der kan demokratisere og udvide forståelsen af oplevelsen, men her er det som om, man ikke længere tror på, at artefakterne, kunstgenstandene, i sig selv rummer magi og oplevelse, og man ikke længere har tillid til at publikum er i stand til at forestille sig noget på egen hånd.

Så derfor præsenterer man ikke de nøgne genstande i sig selv, men skaber en gennemtygget og halvfordøjet forestilling, en disneyficeret versionering, der kommer til at handle om noget helt andet. Jeg tager på museum med det ønske at se det originale og unikke, ikke for at se en eller anden ferm formningslærers papmachekatedral og stemningsfulde animationsvideo. Så vil jeg hellere foretrække at blive hjemme og læse om det i en bog, eller se det på tv og internettet.

Formidling som mål i sig selv
Samlingen på Moesgaard rummer enestående fund, som sagtens kan stå udstillingsdistancen uden tilsætning af ret meget andet, men desværre har formidlingen taget overhånd som et mål i sig selv. Og desværre er det et fænomen, som breder sig ind i kunstens verden på museer og udstillingshaller.

I kampen om publikum anvendes alle tænkelige tricks for at kunsten ikke skal virke kedelig eller utilgængelig, ofte med det resultat at den hvide kube mere og mere forvandles til en black box med teatralske effekter, der stjæler billedet fra kunsten.

På Moesgaard åbner den permanente udstilling af Danmarks middelalder i 2016. Jeg gruer allerede nu for, hvilke spektakulære påfund man finder frem til i den sammenhæng.