Huset lever, kunsten fylder

Glem det. Du kan ikke se den. For sådan er det med pop up-udstillinger. De forsvinder som dug for solen, så lad være med at blinke, men læs endelig videre, for ved midlertidige udstillinger er det des vigtigere med omtale og samtale, så kunsten er sikret en form for efterliv.

Udstillingen, som det skal handle om her, hedder Home is where the House is, med henvisning til Sigmund Freud, evnen for at skabe og holde relationer og længslen mod nærhed.

Men jeg vil helst glemme alle de fine ord, som kurator Natalia Gutman bruger, og hellere bare se på udstillingen med nyskabte værker af kunstnerne Mie Mogensen og Carissa Potter i den private Hellerup-villa, hvor offentligheden blev budt indenfor henover en weekend.

Formidlingen er minimal, udstillingsgæsterne kan ved indgangen få udleveret en værkfortegnelse, men slippes ellers løs i hele stueetagen og haven med, hvor drivhuset har en lydinstallation ved Tobias Kiel Lauesen, som har optaget og redigeret en intim samtale mellem Mogensen og Potter. Her er det tydeligt, at de ikke kun har alder og køn tilfælles, foruden dét at de begge har boet og arbejdet som billedkunstnere i San Fransisco. De to er på samme frekvens.

Den er sprød, denne frekvens, hvis man ser på de billeder og skulpturer, som Gutman har arrangeret indenfor. Sprød som i noget, der nemt kan flække, fordi det er størknet overflade og sofistikeret indbydende.

Mogensen har lavet en serie sort-hvide tegninger af efterladenskaber fra hygge-kom-sammen. Enten familiens morgenbord, når alle er ilet ud ad døren. Eller indflytterfesten med pizzabakker. Der har lige været nogen, men nu er de væk.

Potter har lavet sort-hvide tegninger, som passer til den indbyggede reol, så tegningerne dækker for bøgerne og får reolen til at ligne et opslag i en tegneserie med hvide rammer om de udsagn og detaljer, som alle giver en lidt morsom, lidt følsom og lidt eksistentiel tone. Gajol-pakke-visdomsord eller sms-beskeder, man har lyst til at gemme på.

Det ser godt ud. Men man skal aldrig lade sig snyde af, at noget har flotte farver, lækre materialer og indbydende kompositioner. Det er okay at tænke over, hvorfor der i køkkenet hænger orange goache-portrætter af kvinder fra Weimar-kredsen i 1930’erne og 1940’erne; som eksempelvis tekstilkunstner på Bauhaus-skolen Anni Albers, billedhugger og nyskabende industriel designer Marianne Brandt, dadaist og pioner inden for fotomontage Hannah Höch.

Det er også okay at blive utilpas ved det besynderlige værktøj, som hænger på kroge (begge dele værker af Mogensen). Dette matsorte grove stentøj får følge af en større mængde gevækster i blank glasur, lavet af både Mogensen og Potter.

Der er nogen, som bor her

Men der er også, dekorativt placeret, rigtige planter og vaser med buketter fra haven. Der er en veloursofa med spraglede puder, passende afstemt i farverne. Gardiner, som falder skødesløst i fuld loftshøjde. Og en børnesikringslåge mod kældertrappen, i entréen cykelhjelme for de fire beboere og et enkelt privat foto i hjørnet af samtalekøkkenet.

Jeg føler mig velkommen. Jeg kan godt lide at være her. Jeg kan lide, at der er farver på væggene, at funkisvillaen er så stilfuldt renoveret, inklusiv spøjse detaljer som huller i væggene mellem rum og ud til. Jeg kan også godt lide, at et hjem bliver et offentligt udstillingssted hen over en weekend. Der tages ikke entré. Det er ikke en salgsudstilling. Det er grundlæggende et generøst projekt.

Papirværkerne på udstillingen er pænt indrammet i ensartede rammer, men mindre kan gøre det. Det behøver ikke være omfattende at lave en pop up-udstilling, bare kunsten er god.

Kommet for at blive

Billedkunstnerne Anne Aarsland og Mette Helena Rasmussen fandt i 2017 sammen om at lave salonudstillinger i private hjem, først deres egne, på henholdsvis Frederiksberg og Amager, siden hen andres. Næste gang er i Aarhus (den 14.-18. september hos Lene Kesselhahn).

Aarsland og Rasmussen har planer om at arrangere to-fire årlige, offentlige kunstudstillinger i private hjem. Udstillingerne er ophængninger af et halvt hundrede indrammede værker samt skulpturer – alt er til salg.

Interessen er voldsom. Både fra de almindeligt nysgerrige, dem som køber kunst, nichemedier for kultur og den brede presse. Der er gode kunstnere med. Det skal også siges, at den akademiuddannede Rasmussen allerede gør sig som tv-vært og arbejder professionelt som boligstylist.

Pop up-udstillinger er kommet for at blive. Et andet nyligt eksempel er Autonomics, som fandt sted på fjerde sal i Ahlefeldtsgade, indre København, torsdag den 28. juni fra klokken 17 til 21.30.

Her udstillede Julia Scher, Karen Blixen, Rasmus Myrup, Henriette Heise, Sandra Mujinga, Cerith Wyn Evans, Michel Auder, Jakob S. Boeskov, Carl Th. Dreyer, Henrik Plenge Jakobsen, Lisa Anne Auerbach, Jonah Freeman & Justin Lowe (sidstnævnte er også aktuelle med en større installation på Kunsthal Charlottenborg). Herligheden var arrangeret af The Scandinavian Institute, som normalt holder til i Chinatown, New York.

Hvor Aarsland og Rasmussens pop up-udstillinger i private hjem er salgsudstillinger af kvalitetsværker med appel til livsstilsmagasiner, er pop up-udstillinger som Autonomics snarere tematisk kuraterede og henvendt til en mere snæver kreds. Ikke at det gør noget.

Dertil er der den finte, at det imposant klingende The Scandinavian Institute er en art organisatorisk kunstprojekt ved Jakob S. Boeskov. Det lyder seriøst, og det er det også, men man kan sagtens etablere en institution i et kosteskab eller en cykelkælder.

Det seneste udstillingsprojekt fra The Scandinavian Institute, Autonomics, sætter fuld skrue på udstillingskonceptet og erklærer, at udstillingen handler om skandinaviske idealsamfund som Christiania og Drakabygget, den autonome computerteknologis politiske påvirkning og kunstnernes evner for at skabe alternativer og kritik.

Udstillinger som disse er ofte selvfinancierede og produceres for ganske få midler. Motivation, udtryk og produktionsomstændigheder varierer voldsomt. Det er med til at gøre pop up-udstillingerne så charmerende.

Det er bare noget, du gør

Tilbage til Hellerup og udstillingen Home is where the House is.

Kunstneren Mogensen siger, at hun er bange for alt det smukke. Alligevel ved jeg, at hun bor smukt og til hverdag bevæger sig rundt i hyperæstetiske omgivelser. Det er vel ikke noget at skamme sig over? Det er bare noget, hun gør. Og når hun på opfordring bliver bedt om at lave nye værker til den her omtalte udstilling, så producerer hun en bunke skønheder. Jovist, ser man på tegningerne, er de klaustrofobiske, men det er æstetiske ophobninger.

Kunstnerkollega Potter mener selv, at hendes værker handler om ‘radical acceptance’, en rummelighed, også af smerten. Jeg kan godt se, at hendes tegninger og de medfølgende tekster er finurlige og skæve (“My grandma was engaged to 3 men at the same time. She always kept a tight schedule.”). Men også her er udtrykket skønt, og det gør ikke noget, at hun er en virkelig dygtig tegner.

Sat sammen i denne udstilling kan jeg sagtens få øje på kunsten, det bliver ikke livsstilsreportage. Det er en udstilling, som gør mig bevidst om, at der bag om og sammen med al skønheden bor komplekse relationer og halve sætninger, som hænger i rummene – også efter menneskene er gået.

Samtidig bliver jeg fyldt med mod og inspiration til at fange nogle af disse halve sætninger og skrive dem op på væggen. Det er levet liv, og det skal man ikke være bange for. Huset lever, fordi mennesker bebor det. Det er bare noget, som du gør.