Hva såååå Art Cityyyyyy!

”Kunst skal bare elskes og nydes! Der er jo ikke noget bedre i verden.” Sådan lyder det i Art City på Roskilde Festivals campingområde søndag formiddag. Det næsten euforiske udsagn kommer fra Martine, en af de unge kunstpiloter fra Unges Laboratorier for Kunst, og det er umiddelbart meget rammende for den stemning, der er omkring U.L.K.s base.

U.L.K. er en ungdomsgruppe på Statens Museum for Kunst, der udvikler kunstformidling til sin egen aldersgruppe. På Roskilde står de for projektet WrapLab, en udforskning af plastikkens kunstneriske muligheder.

Frem med spraydåsen
En af de store attraktioner er en labyrintisk plastikvæg, som bare venter på at blive fyldt med tags og malerier. Dvs. den venter ikke ret længe.

Et af de fascinerende aspekter ved Roskilde er, at man knap har slået en pløk i jorden, før hele pladsen ser ud til, at alle har boet der i ugevis. Helt i samme ånd bliver plastikken hurtigt fyldt med farver stykke for stykke.

Festivalgæsterne repræsenterer en god blanding af dem, der har strålen fra en spraydåse som en naturlig forlængelse af pegefingeren og dem, der med mindre rutinerede bevægelser svinger en posca-pen hen over plastikken. Forskelligheden er en del af U.L.K.s pointe: Alle har et udtryk at dele, og uanset forudsætninger kan alle være en del af kunsten.

Wrappin’ that ass
Flere festivalgæster eksperimenterer med at bygge, klippe og folde alverdens ting i plastik.

Der bliver lavet et par ekstra arme og en god blød booty i alternative plastikoperationer, og Art City er også stedet at gå hen for at lave et nyt sæt tøj, hvis man skulle være kommet til at forlade lejren uden en trevl på kroppen.

Den slags kan jo ske.

Der er masser af kunstfaglig substans i U.L.K. Lilibeth Cuenca Rasmussen former lemmer ad libitum med de unge, og plastiklegen bliver tilmed tilføjet en snert af kemiundervisning, da en decideret plastikekspert fra nationalmuseets bevaringsafdeling deler ud af sin viden om materialets egenskaber og finurligheder.

Cello a’la peperoni
Fra plastik-kemien i den ene ende af Art City kan man passende bevæge sig til elektromagnetisk videnskab i den anden. Her står en lydinstallation skabt af Mikkel Bech-Hansen og Valdemar Schultz Andreasen, og hvis man nogensinde har spekuleret over, hvordan det lyder, når man sender en cellosuite gennem et stykke peperoni, er det stedet at gå hen for at få det opklaret.

Værket hedder Recycling Waves, og med loddekolber, farvede ledninger stikkende i alle retninger  og diverse strømledende tingester opfordrer det publikum til at sende lyd gennem alt fra øldåser til fingerspidser og direkte ud i højttalerne.

Og det gør de så, for festivalgæster er jo som oftest både lydige og vilde med ting, der larmer. Modstanden i den genstand, man sender de elektromagnetiske bølger – altså lyden – igennem, afgør i hvilken grad, lyden bliver manipuleret, og der bliver scratchet og mixet i stor stil.

Refleksionsrum i en container
Lige ved siden af lydinstallationen finder man Art Citys mest traditionelt udformede kunstneriske indslag. Her hænger Maj Hasagers værkserie Memories of Imagined Places.

Maj Hasager har interviewet unge palæstinensere på Vestbredden om de landsbyer, deres familier flygtede fra for mere end 60 år siden.

Derefter har hun opsøgt og fotograferet de steder, hvor landsbyerne lå. På denne måde undersøger værket, hvordan forestillinger og virkelighed kolliderer i erindringer, der er nedarvet gennem tre generationer.

Værket er mindre actionpacked, end man kender det fra den gængse festivalkunst. I stedet tilbyder det et stille og roligt og for nogle garanteret tiltrængt refleksionsrum midt i galskaben.

Tusinde plastikposer – en ballon.
Ved SMKs ‘dome’ bliver den kæmpemæssige plastikposeballon Museo Aero Solar fyldt med luft søndag eftermiddag, og den rejser sig som et stort dovent dyr på den åbne plads. På hver side af den bliver en søndagsbranderts ølspil sat i stå et øjeblik, mens festivalgæsterne vantro stirrer på ballonen, der bliver større og større.

Når den bliver blæst op igen efter warm-up dagene, er den forhåbentlig blevet endnu større, for så har alle festivalgæster haft mulighed for at bidrage til en udvidelse af det flyvende museum med overskydende plastikposer og klippe-klistre-gejst.