Hvis ikke det var fordi, det medfører så meget lidelse, kunne jeg skraldgrine, så dumt er det!

I sin udstilling No Lithium, No Work på Kunsthal Aarhus sætter Maryam Jafri møder op mellem silikonebabyer, underbetalte kinesiske arbejdere, sexdukker, Kurt Cobain og reklamer for kondomer. Det handler om forbrugskulturens monstrøse sammenfiltring. Jeg griner, men først og fremmest græder jeg.

I Kunsthal Aarhus’ rotunde står en arbejdsstation; et simpelt skrivebord, en Mac og en kontorstol. Henover skærmen flyder en strøm af reklamer, mens der på bordet rundt om er placeret kontortilbehør med logoer fra medicinalfirmaer. En kop fra Lipitor, der laver medicin mod hjerte-kar-sygdomme, en tapeholder, der reklamerer for sovepillen Ambien mm.

Reklamerne på skærmen er mest fra det globale syd og promoverer kondomer, kager, klimaanlæg, øl, banker osv., men mange synes i deres dramaturgi at kredse om situationer på arbejdspladser med forskellige former for udmattende arbejde, sexuel chikane eller kønsmæssige ubalancer. Plus sekvenser med kontorarbejdere, der i frustration går amok og smadrer deres it-udstyr!

Sådan er kapitalismen! I bund og grund absurd og ikke særlig smart. For det første pumpes det umættelige, materielle forbrugsbegær op af rent skuespil. For det andet er det udmattende at producere alt skidtet, og for det tredje medfører det ‘livsstilsygdomme’ af epidemiske proportioner – stress, depression, søvnbesvær, diabetes – som medicinalindustrien så kan score kassen på.

Hvis det ikke var fordi, disse kæder af årsager/virkninger medfører så meget lidelse, kunne jeg skraldgrine, så dumt er det.

Det hele er filtret ind i hinanden

Arbejdsstationen er en installation med titlen Home Office ft. Angola, Irak, Vietnam, Vicodin (2021), og den er typisk for den Københavnerbaserede pakistansk-amerikanske kunstner Maryam Jafri (f. 1972), som er fænomenal god til diskret at udpege forbindelser og sammenhænge i forbrugskulturen i en global virkelighed, hvor ulighed, begær, magt, drøm og maskespil på diabolsk vis er vævet ind i hinanden.

Hun gør det i sådanne tørre, konceptuelle præsentationer med brug af eksisterende genstande, billeder og film derude fra verden. Der er ikke meget håndværk eller stoflighed over det. Ikke desto mindre sniger Jafris værker sig ind i sindet og tanken og bliver ved med at gnave der.

Lithium for sjælen og kapitalen

Se blot indgangsværket No Lithium, No Work (2023). Her har kunstneren placeret en række genstande på et bord, som alle har råstoffet Lithium som fællesnævner. Lithium er en vigtig komponent i fremstillingen af batterier til alt fra smartphones og computere til elbiler og solpaneler, men bruges også i medicin mod bipolare lidelser.
Her ligger blandt andet en iPad, som afspiller Nirvanas hit Lithium, et computertastatur der staver Help Me, en musemåtte med Jack-Ondskabens-Hotel-Nicholson og et foto fra et psykiatrisk hospital.

På væggene omkring hænger fotos fra teknologigiganten Foxcoons fabrikker, og dermed kædes Lithiumstoffets dobbelte anvendelse yderligere sammen med de – for slutbrugeren – skjulte, umenneskelige arbejdsforhold, hvorunder alt vores teknologiske isenkram fremstilles af kinesiske arbejdere. Så grelle er de, viser billederne, at der er spændt store sikkerhedsnet ud mellem fabriksbygningerne for at hindre selvmord.

Jafri har blik for sådanne absurde og smertelige sammenhænge, som værktitlen No Lithium, No Work da også indikerer: Giv alle et skud Lithium, så nogen kan holde ud at fremstille de smartphones, som andre skal holde ud at benytte, og som alle er ufrie slaver af.

Skuespilsamfundet

Al (den grufulde) nøgternhed til trods er der konstant en teatralsk vibration i udstillingens værker. I toskærms-videoværket Love Reborn (2023), som er skruet sammen af fundne videobidder fra nettet, stifter vi på den ene skærm bekendtskab med (amerikanske) kvinder som plejer hyperrealistiske babydukker, som var det rigtige spædbørn, mens vi på den anden skærm møder (amerikanske) mandlige forbrugere af sexdukker. Skuespillet er trængt helt ind i moderskabs- og kærlighedsakten, og silikonebarnet fødes skam helt rigtigt ved at klippe en stofhinde op, mens der er hverdagsproblemer med at holde skridtet rent på sexdukken. Drøm og vare er ét, og produktionen af dukkerne er (suk) lagt i hænderne på underbetalte kvinder fra det globale syd; vi ser dem overvåget af en mandlig forvalter.

Også fetishudstyret bliver i værket Avalon (2011), der mikser dokumentaroptagelser med iscenesatte sekvenser, produceret i et ikke navngivet land i Asien og eksporteret til Vesten, hvor S/M-rollespil finder sted i ‘skoler’, ‘hospitaler’ eller ‘fængsler’, som det knastørt – men også velgørende ‘realitetsforvirrende’ – dokumenteres i tre fotocollager, Schools/Hospitals/Prisons (2012).

Under mit besøg på udstillingen kommer jeg flere gange til at tænke på Guy Debord, Situationisten, som i sit ofte omtalte essay Skuespilssamfundet fra 1967 blandt andet dissekerede det moderne kapitalistiske samfund (alias ‘Skuespilssamfundet’) således: “Skuespillet er ikke en samling af billeder: Det er en social relation mellem mennesker, som er formidlet af billeder”.

“Tro på dig selv”

Trænger man efter disse nedstigninger i begærets forbrug til en kærlig opmuntring, er der tilsyneladende råd for det i udstillingen. I løbet af de seneste år er der kommet apps på markedet, hvor man kan bestille kendte mennesker til at sende en personlig hilsen. Jafri har hyret et par stykker til at lykønske hende med en fernisering i værket Hi Maryam (2021), hvor blandt andet en kendt skuespiller nurser hende til at “tro på sig selv” (ha ha, av av), mens han roser hende for at være nået dertil, at hun overhovedet kan præsentere en udstilling .

Økonomisk vækst har gjort os – nej, jeg mener nogle af os! – fri af naturens og de jordiske behovs begrænsninger, men har i stedet fostret et monster, som er ved at fortære al ægte hjertelighed. Det er absurd og grineren. Men i sandhed heller ikke nogen feel-good udstilling.

Og nej, heller ikke værket Wellness-Postindustrial Complex (2017) er forsonende.
Værket kredser om den voksende transport af østlige praksisser som yoga, akupunktur og meditation til mennesker i vesten. Men også selvhjælpsterapien er i Jafris optik fedtet ind i varebegæret. Det viser hun ved at indvæve reklamer i installationen og benytte siliconekropsdele fra fetishbutikker – blandt andet et par fødder med påsatte akupunkturnåle.

På den måde fremstilles disse praksisser som individuelle og markedskorrupte terapier, der passer perfekt ind i den moderne kapitalismes ansvarsforflyttelse: Det er dig selv, der skal fikse systemets sygdomsfremkaldende dårskab.

Til slut slår det mig, at du måske får den fornemmelse, at No Lithium, No Work er en politisk udstilling på den belærende, gumpetunge måde. Men her er ingen paroler eller moralske pegefingre. Jafri sætter ting sammen, simpelthen.

Og lader mig om at grine og græde.