Hvor ender Anna, og hvor begynder Birgitte?

Besøgende på KunstCentret Silkeborg Bad skal ikke forvente at få serveret et helstøbt og færdigt portræt af Anna Klindt (1899-1985) fra Birgitte Kristensens hånd. I stedet bliver man præsenteret for et fragmenteret og mangfoldigt konglomerat af udtryk, udsagn og fortællinger centreret omkring den afdøde kunstner, der gør det umuligt at skille fiktion fra fakta, Anna fra Birgitte.

Det umulige portræt
”Jeg opdagede, at jo mere jeg arbejdede med Anna, jo mere forsvandt hun. Alt, hvad jeg havde, var brudstykker, udenomsting. Artikler og bøger om hende, ting hun havde sagt, hendes værker – men fandtes hun overhovedet?" Spørger Birgitte Kristensen.

Samme følelse videregiver hun til den besøgende i de forskellige installationsmiljøer, eller haver, som hun kalder dem. Man støder hele tiden på Anna fra en ny vinkel: gående i sin have, i et løftet telefonrør, i glasuren på den kage du spiser – men altid i småbidder taget ud af kontekst.

Anna i vejen
Birgitte Kristensen tilbyder ikke kun en, men to forskellige historiske udgaver af Anna Klindts liv. ”Et portræt er altid en fiktion, men Anna Klindt tilføjer endnu en dimension,” siger hun, ”Ikke nok med, at jeg mødte forskellige historiske fremstillinger og kunsthistoriske tolkninger – Anna Klindt skabte også fiktioner om sig selv.”

”Anna Klindt var en selviscenesættelsens mester, der ikke stod tilbage for at stikke en lodret løgn”, fortsætter Birgitte Kristensen, ”Det gjorde det endnu sværere, men også fascinerende at lave mit portræt af hende, min fiktion. Hun fortalte frejdigt, at hun havde gennemført og reformeret akademiet, men i virkeligheden droppede hun ud efter kort tid i protest over den dårlige undervisning, man tilbød kvinderne."

Birgitte som Anna og vice versa
I sit selvportræt har Kristensen iscenesat sig selv i en anekdote om Anna Klindt, der korporligt blokerer adgangen til sit hus, da man vil hente hendes værker til en udstilling på Sofienholm.

”Anna forstod at skabe opmærksomhed, og fremstod ofte meget maskulin. Jeg tror, hun var bevidst om sig selv som figur, og det er derfor, jeg synes, hun er så interessant. Det er ikke kunstneren Anna Klindt, men kvinden Anna Klindt, jeg blev fanget af. I dag kunne man kalde hendes liv for en lang performance,” siger Birgitte Kristensen.

Subjektiv historieskrivning
Kristensen forsøger ikke at skjule, at hendes fortælling om Anna Klindt er en fiktion, der mest af alt handler om hende selv. Men det betyder ikke, at Anna Klindt er passiv: ”Jeg har opfattet det som en dialog, hvor jeg selv har flyttet mig. Jeg prøvede at sætte mig i Annas sted, og det har givet mig et perspektiv på mig selv set udefra.”

Anna Klindts 9 Haver afslører det umulige i at bedrive objektiv historieforskning og skabe en sammenhængende fortælling ud af fortidens kaos. I stedet bedriver Birgitte Kristensen en befriende subjektiv historieskrivning, hvor det ikke betyder så meget, hvornår fiktionen begynder og realiteterne ender.

Åben for fortolkning
Centralt i installationen er en række fotografier af Anna Klindt, hvor hun er skåret ud af billedet, så kun omgivelserne definerer hendes silhuet. ”Jeg følte, at Anna var et tomrum, jeg selv skulle fylde ud, og det kunne jeg ikke,” fortæller Birgitte Kristensen.

Dermed efterlader hun Anna Klint åben for fortolkning. Ligesom Kristensen har skabt en fortælling om sig selv og Anna Klindt, står det den besøgende frit for at tage fragmenterne til sig og skabe sin helt egen fiktion.