Art Matter følger i en temaserie forskningscentret Kunsten som forum, der løbende udgiver essays, hvor forskere og kunstnere bidrager med ny viden om kunstens sociale infrastrukturer. I essayet Reparationsmanualer går den amerikanske medieteoretiker og kunsthistoriker Shannon Mattern på opdagelse i en praktisk genre, der sjældent regnes som en del af kunstens eller litteraturens verden. Vi får her adjunkt Solveig Daugaards indføring i Matterns essay.
Reperationsmanualen er en af hverdagslivets brugsgenstande, som i youtube-tutorial’ens tidsalder måske kan forekomme at være på vej i glemmebogen. Men aktualiseret af den globale ‘Right to Repair’ bevægelse, som også vinder indpas i Danmark i disse år, ser vi oftere og oftere manualer optræde på overraskende måder hos en broget skare af samtidskunstnere, aktivister, reparatører og andre med teknisk krøllede hjerner.
I sit essay demonstrerer Matterns manualens håndholdte og kollektivistiske potentiale for at intervenere i samtidens polykrisetilstand. Samtidig problematiserer det reparations- og omsorgsdiskursens potentielt udglattende politik og tegner således en reparationsmanualens kritiske kulturhistorie.
Kogebøger, rejseguides og brugsanvisninger er alle hverdagstekster, der – ligesom avantgardistiske performancepartiturer – ikke først og fremmest afbilleder verden, men handler i den og forandrer den, i tæt samarbejde med deres læsere. De er genstande, der sætter mennesker og ting i bevægelse i relation til hinanden og hermed ændrer den virkelighed, som omgiver dem: De kan forandre et rums lugt, temperatur og indretning, påvirke den rute, vi vælger, gennem en by, den måde, hvorpå vi bruger et redskab.
Reparationsmanualen er også sådan en genstand. Så godt som hver gang, vi anskaffer os et elektrisk eller elektronisk apparat, følges det af et lille uanseligt hæfte, som på et utal af sprog giver anvisninger for dets brug og vedligehold. I dag får sådanne brugsanvisninger og reparationsmanualer nok i stigende grad lov at samle støv rundt omkring i mange hjem, fordi de næsten altid er hurtigere at genfinde på google end i gemmerne. Og mange producenter er desuden mere interesserede i at få kunderne til at købe nye apparater end til at åbne bagbeklædningen på de gamle. Reparationsmanualen er umiddelbart noget overset, både som genre og som fysisk genstand.
Men, hvis det er sandt, som den franske filosof Michel Serres hævder i Naturpagten, at “der eksisterer intet menneskeligt kollektiv uden ting; forholdet mellem mennesker går gennem tingene, ligesom vore forhold til tingene går gennem mennesker,” så er tingene og vores forhold til dem af største betydning for, hvordan vores verden ser ud, og hvordan vi omgås hinanden.
Og her er reparationsmanualernes velmente vejledninger, som kan veksle fra det indlysende til det uigennemtrængelige, med til at tegne vores forhold til tingene og dermed også til at forme alle de menneskelige og mere-end-menneskelige udvekslinger, relationer og fællesskaber, der opstår omkring dem.
Det er sådanne spørgsmål Shannon Mattern udfolder i sit essay Reparationsmanualer, som lader hele verdner og verdensforståelser knopskyde omkring den tilsyneladende uanselige brugsgenre. Modsat den velkendte mediehistoriske fortælling om bogen som en teknologi, der producerer individualitet, handler reparationsmanualens kulturhistorie i Matterns aftapning om kollektivt forfatterskab, om at prøve sig frem, om at opbygge fællesskaber, hvori man kan dele, lytte og lære fra sig, og selvfølgelig om at reparere det, der er gået i stykker.
Og i den polykrisetilstand, som samtiden befinder sig i, er det ikke småting, der er det. Her er fornemmelsen af infrastrukturelt sammenbrud aldrig langt borte. Krig, klimakrise, pandemi, racialiseret vold, omsorgskrise, og mennesker på flugt har i de senere år gjort os opmærksomme på pressede eller ødelagte infrastrukturer, der kalder på vedligeholdelse og reparation.
Samtidig melder sig spørgsmålet om reparationens politik: med reparation kan vi udbedre mangler og drage nødvendig omsorg for udsatte liv, men reparation kan også understøtte og bevare systemer, vi måske var bedre tjent med at lade bryde endegyldigt sammen, så nye kunne bygges op fra grunden: Det fængselsindustrielle kompleks eller den neokoloniale magtbalance, f.eks.
Men infrastruktur bygges kun sjældent op fra grunden, og har endnu sjældnere én eller nogle få identificerbare ophavsmænd. I stedet skabes den kollaborativt oven på eksisterende materiale gennem kompromiser, omarbejdninger og vedligeholdelses- og reparationspraksisser under stadig kritisk udvikling.
I forlængelse heraf fordres en “infrastrukturel omvending” både af kunstens og kulturens verdener, og af de måder, vi studerer dem på. En sådan fremgangsmåde er for Mattern ikke bare tvær-, men multidisciplinær og bringer hende i kontakt med felter som videnskabs- og teknologihistorie, kunsthistorie, boghistorie, arkæologi, urbanitetsstudier, geologi, critical race studies, informationsvidenskab, medievidenskab og mange flere.
I Reperationsmanualer udmønter omvendingen sig desuden i en slags reparationens pædagogik, som tager udgangspunkt i genkendelige hverdagsgenstande, vi omgiver os med, men hvis funktionalitet vi i stigende grad er fremmedgjorte overfor, og som desuden viser sig at være filtret tæt sammen med globale krisetilstande. Herfra bevæger den sig springende, mere cirkulært end lineært, via trial and error snarere end deduktivt argumenterende.
Således udfordrer den også en udbredt akademiske tendens til at læne sig op ad det allerede kanoniserede eller af tidens buzz words. I stedet for at genfortælle en kanoniseret historie om store mænd, der udrettede store ting, lader reperationsmanualens kulturhistorie os opdage de nuancer, relationer og kritiske brud, der opstår når mekanikere, aktivister, kunstnere, digtere, byplanlæggere, telefonreparatører, designere, teknikere, revolutionære, lærere, studerende og maker communities over hele verden får deres mangefacetterede historier fortalt, og inviterer os til at gribe ind, også i situationer, der er hinsides reparation.