Hvornår får folket adgang til den anden halvdel af kunsthistorien?

Antologier udgives om kvindelige kunstnere, og de seneste år har publikum kunnet se udstillinger tematiseret over denne nye kategori af værker, der ellers har været skrevet ud af historien. Men på bibliotekerne mangler kategorien ‘kvindelige kunstnere’ stadig på de fysiske reoler, og det betyder faktisk noget!

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Denne sommer udkommer den nye ikke-animationsfilm om Barbie. Denne dukke og arketype er ikke Mattels opfindelse. Dukken går tilbage til den græske antik, med skulpturen Venus fra Milo, men også med små keramikdukker til børn i antikken.

Barbie er et godt billede på, at vores kultur i årtusinder har været ´mandens verden´, hvor kvinder skulle være passive, assisterende og muser (for manden). De kvinder der, på trods, var stærke, udtryksfulde og sågar skabende kunstnere, – dem der ikke fulgte ´Barbie reglerne´ – er ikke skrevet ind i historien endnu.

Patriarkatets aftryk i kunsthistorien og dets udelukkelsesmetode baseret på klasse, seksualitet og køn gør, at vi rent kunstfagligt stadig står med en ikke-komplet kategori af værker, ‘kvindelige kunstnere (1500- og frem til i dag)’, der stadig mangler at blive opstøvet, arkiveret og forsket i.

Måden at arkivere på gennem tekstens format er via biblioteket. Historien ‘foreviges’ og verificeres af dem, der kuraterer, arkiverer og fortæller historien. Dette drejer sig ikke kun om de enkelte litterære værker, men også om selve bibliotekets informationsstruktur og -arkitektur.

Herhjemme har vi endnu ikke et bibliotek, der inden for billedkunst har en fysisk sektion med kategorien ‘kvindelige kunstnere’. Man kan søge på kategorien ‘kvindelige kunstnere’ i Det Kongelige Biblioteks Kunstbiblioteks online-database, men alligevel finder man ikke alt, fordi tag’get ‘kvindelige kunstnere’ først blev indført på et ret sent tidspunkt. Dermed er der bøger, der slet ikke findes frem, hvis man søger ‘kvindelige kunstnere’.
Det gør det svært at gå på opdagelse i samlingen, hvis man ikke kender ligefrem navnet på kunstneren, man søger. Og netop navne på kvindelige kunstnere er jo stadig dem, som det brede publikum ikke kender mange af.

Det svarer lidt til at være arkæolog, komme til en græsk ø og opdage en helt ny tidsperiode af objekter. Men i stedet for at grave den ud, så vælger man simpelthen bare at putte jord på og sige: ‘Den lader vi ligge dernede’. Det ville være umuligt i arkæologens fagverden, men det er reelt det, vi stadig gør herhjemme med kategorien ‘kvindelige kunstnere’.

Der er mange kvindelige kunstnere i topklasse fra historien, som vi endnu ikke kender navnene på, og som mangler at blive skrevet ind i kunsthistorien. Dette var netop grunden til, at kunsthistorikeren og kuratoren Camille Morineau med økonomisk hjælp fra Chanel Foundation i 2014 ikke bare grundlagde et digitalt, online, åbent arkiv over kvindelige kunstnere, men også oprettede et fysisk bibliotek, Aware i Paris (Archives of Women Artist Research & Exhibitions), som er åbent for offentligheden. Den del af biblioteket, der vedrører biografier, er lavet i samarbejde med Le Dictionnaire universel des créatrices, en samling bind, der beskriver 10.000 biografier over skabende kvinder, udgivet i 2013 med støtte fra blandt andet UNESCO.

Hvordan skal vi i Danmark og Norden blive kloge på denne nye kategori af værker af kvindelige kunstnere, hvis vi ikke helt nøgternt arkiverer den nøje og som en samlet kategori, ikke blot i databasen på bibliotekets interne søgesystem, men også for publikum til at tilgå fysisk?

Findes denne kategori kun som en database online, kan man ikke gå på opdagelse i kategorien nemt, inspirerende, æstetisk og ligetil. Netop som man kan på et fysisk bibliotek. Kunsthistorikeren Aby Warburg (1866-1929) mente da også, at det fysiske aspekt ved et bibliotek var vigtigt, og kaldte fænomenet “Law of The Good Neigbour”, hvor man inddelte forskellige tidsperioder efter kulturantropologiske fænomener.

Ideen var, at det ikke nødvendigvis er bogen, du leder efter, som vil vise sig at være den vigtigste i din historiske udforskning, men bogen ved siden af. På samme måde ville en kategori med kvindelige kunstnere være en helt frisk og ny måde at gå på opdagelse i kunsthistorien på. Man kunne kalde ‘køn’ en warburgsk inddeling, som Warburg Instituttet i London endnu ikke selv har implementeret.

Man kan sige, at denne kategori internationalt set er som en pludselig syndflod og derfor kræver ekstraordinær husning og arkivering for en periode – indtil vi igen har et klart billede af historien.

Lige nu prøver vi stadig at stille skarpt. Når så brikkerne er nogenlunde faldet på plads, og kategorien er bedre indkredset, så kommer kunsthistorien til at slå sig, forandre billedet og indføre nye beskrivelser af “the canon of art” samt forandrede genrebeskrivelser og sågar helt nye genrer, der skal indsættes i historien.

Vi ser det allerede med inkluderingen af tekstilværker fra det 20. århundrede, som nu bliver accepteret som ‘fine art’, for eksempel værker i tekstil af Sonia Delaunay eller Hannah Ryggen. Værker, der ikke blev accepteret på linje med mændenes i deres samtid.

Eller med Hilma af Klint, som afløser Kandinsky i opfindelsen af abstrakt kunst med hendes tidlige abstrakte værker fra 1906. Dokumentarfilmen Beyond the Visible omhandler netop Hilma af Klints betydning for kunstteorien.

Eller med Mary Gartside, der udgav og nedskrev farveteorier, inden Goethe gjorde.

Eller med en generelt ukendt pioner i farveteori, længe før Josef Albers, nemlig Emily Noyes Vanderpoel og hendes bog Color Problems fra 1902.

På langt sigt vil der være mange eksempler som disse. Og udenfor kategorien ‘kvindelige kunstnere’ dukker der også kvinder op, som var med til at skabe kunsthistorien, som med-kunstnere i produktionen af mesterværker eller som atelier managers for historiens store mestre i Vesten. Om dette har The National Gallery i London lavet formidlingsprojektet Four women who helped shape art history.

Hvordan får man denne nye kategori, ‘kvindelige kunstnere’, til både at justere det kunstfaglige område og også få os til at se det nye billede af vores kulturelle historie? Det gør man ved at demokratisere og demonstrere denne nye kategori gennem bibliotekets form.

Helt lavpraktisk drejer det sig om en ekstraordinær bevilling til Det Kongelige Biblioteks Kunstbibliotek, således at man kan indkøbe dubletter af de bøger, der allerede er fremme på de ikke-kønsopdelte hylder på Kunstbiblioteket (hvilket gælder bøger udgivet efter 2006), og så anbringe en eller flere reoler med denne kategori for sig.

Den bedste løsning ville være en permanent kategorisering, eftersom begrebet binært køn ikke forandrer sig – hvad angår fortiden.
Kunsthistorien var allerede kurateret efter køn, med manden som det eneste fremhævede køn. Ideen er ikke at fasttømre det binære køn, som historien altid netop har gjort, men at re-arkivere historien, som den burde have været arkiveret, ved at synliggøre det, som blev udelukket i årtusinder.

Kategorien skulle selvfølgelig ikke kun inkludere ciskønnede kvinder, men også transkønnede, dobbeltkønnede, interkønnede, flydende kønsidentitet og non binære.

Kategorien skulle fremadrettet hedde ‘kvindelige kunstnere+’. Kategorien skulle inkludere kunstnere, der opfatter sig selv som kønsneutrale og polykønnede.

Kategorien ‘kvindelige kunstnere+’ ville dermed tydeliggøre patriarkatets metode og fastholde en kritik af denne optik og dermed udvide et fokus på og en debat om køn generelt – også og især for fremtiden.

“Hope for the unknown is good, it is better than hatred for the familiar” er en af replikkerne i dette års oscarvindende film, Women Talking, instrueret af Sarah Polley. Lige så vel kan man ikke bremse menneskets kærlighed til viden og en total nytænkning af metoden, hvormed vi skriver historie.

Et sådant formidlende og innoverende arkiv kunne stå i selve Den Sorte Diamant i København i en begrænset periode på 1-5 år som en slags udstilling i sig selv, inden det drog videre til permanente reoler ved Kunstbiblioteket i Nyhavn.

Jeg er sikker på, at folk ville valfarte til disse reoler, især hvis udstillingen blev slået op som en event i sig selv.

Hvorfor skal kategorien ‘kvindelige kunstnere’ kun være for forskere, kunsthistorikere og billedkunstnere? Hvorfor er det vigtigt, at folket lærer denne nye kategori at kende?

For det første for at de unge kan spejle sig i al den kunnen, skabt af kvinder, der styrker et mere sandt billede af kønnenes kunnen i kunsthistorien. For det andet for at folket kan være opdateret på internationalt niveau om, hvad der bliver hevet op fra historien, forsket i og udstillet i udlandet. Befolkningen vil da blive inkluderet i denne omvæltning af verden og få indsigt i bagtæppet for museernes arbejde.

På den måde presser man indirekte museerne herhjemme til ikke længere at udstille et repertoire med overvejende mandlige, klassiske kunstnere, som nogle kunstinstitutioner stadig gør!

Hermed ville man ændre vores mentale arketype af den skabende store billedkunstner som værende en mand til pludselig at kunne være alle køn. En meget vigtig forandring, for vi lider stadig under Jorn-, Pollock- og Picasso-syndromet i Danmark.

Hvornår kommer der museer, der er dedikeret til enkelte, kvindelige danske kunstnere? Kunne vi ikke snart få et Sonja Ferlov-museum? Eller et Franciska Clausen-museum?

I England har man siden 1983 haft et kunstner-initieret projekt på Goldsmiths Bibliotek, The Women’s Art Library, der sammenfatter en samling af værker (dvd’er, cd’er og digitale filer) og publikationer indsendt af kunstnere selv, men som også er skabt som et feministisk forum og et oplæg til debat indenfor kunstfaget selv.

Tilblivelsen af dette arkiv er blandt andet igangsat af den kvindelige kunstner Monica Ross (1950-2013) som en type feministisk værkprojekt i bibliotekets regi. Arkivet findes stadig i dag og kan besøges af offentligheden. The National Gallery i London har i sit eget bibliotek allerede en fysisk hylde med kategorien “women artists”.

En sådan bibliotekssektion ville højne det kunstfaglige niveau enormt, også hvad angår ‘kønsforskning i billedkunst’, samt skabe mere debat og fokus på LGBTQIA+, Vi ville hurtigere kunne komme frem til en ny kunsthistorie og en national arkivering af dem, der blev skrevet ud.

Det bliver helt normalt i fremtiden med denne inddeling på verdens kunstbiblioteker, hvad angår fortiden. For uanset, hvordan vi forstår eller klassificerer køn i dag eller i fremtiden, så er inddelingen historisk set foretaget efter køn.

Hvad gør vi så senere? Lad os sige efter år 2100? Ja, det kommer an på, hvornår vi får ligestilling, og hvordan vi dá definerer køn fremadrettet.

Vi kunne indføre en BC/AD i kunsthistorien, hvor år 2100 kunne være en skæringsdato for at opretholde ‘kvindelige kunstnere+’-kategorien, hvad angår fortiden, dvs. værker og udgivelser før år 2100. Fortidens metode for udvælgelse forandrer sig nemlig ikke over tid, og det er den, vi prøver at komme til livs nu.

Hvornår der ikke længere er behov for en kategori for ‘kvindelige kunstnere+’, kræver en meget grundlæggende og bred forandring – en hel verden skal omtænkes inden for alt fra medicin til fri abort, til magt.

Indtil da, til en indførelse af denne eventuelle skæringsdato, må vi arkivere historien korrekt og med omhu for ikke at diskriminere mere.