I evig forvandling

Lars Nørgård er ikke nervøs op til åbningen af sin hidtil største udstilling. Det har han simpelthen været i branchen for lang tid til, fortæller han. Og Nørgård har været med længe. Det vidner den retrospektive udstilling Luksussyner på Kunsten i Aalborg om. Her præsenteres vi for hele Lars Nørgårds spektrum af maleri, tegning og skulptur fra 1982 til i dag.

Firsernes punktid
Lars Nørgård var tilknyttet ‘De Unge Vilde’ i starten af firserne, og medlem af værkstedsfællesskabet Værkstedet Værst, hvor blandt andet Christian Lemmerz og Erik A. Frandsen også huserede. Dengang var Nørgård inspireret af punkertidens København:

”Os vild-malere kom i punkmiljøet og gik til festerne og koncerterne. Vi lugtede lidt til miljøet uden at involvere os helt i det. Vi synes om punkernes æstetik, men kunne ikke helt dele deres holdning – vi var jo ambitiøse allesammen.”

Om at køre på frihjul
Kollegaerne i Værkstedet Værst blev brugt som gennemgående figurer i Nørgårds malerier, fx i billedet Hercules hvor Nørgård sidder bag på cyklen kørt af Christian Lemmerz:

”Vi kørte under søjlerne ved Nationalmuseet på vej til café Dan Turell for at drikke øl og score damer. Det gjorde vi ca. fire gange om ugen,” griner Nørgård og fortsætter med henvisning til billedet:

”Christian var den dybe tænker i Værkstedet. Han bar rundt på den der tyske Weltschmerz, hvor jeg nærmest kørte friløb på bagagebæreren. Jeg tog lettere på det hele.”

Oprør mod oprøret
Ændringen fra det vilde maleri til portrætbilleder var med Nørgårds ord:

”Et oprør mod det meget oprørte miljø. En protest imod, at der lige pludselig var 30, der stod og malede det samme. Det blev for usynligt.”

Starten af 1990erne betød endnu en ændring for Nørgård. Der skete en opløsning af motivet:

”Jeg stivnede i fortællingerne, og havde brug for et mere fabulerende sprog. Jeg delte atelier med Michael Kvium. Mens hans værker blev mere detaljeret og nøjagtigt, kastede jeg kattegrus på lærredet. Til sidst malede vi med ryggen mod hinanden, for vi kunne ikke holde hinandens ting ud,” mindes Nørgård med smil.

”Mine malerier blev mere abstrakte. Motivet skulle ikke hæftes op på en historie. For at sige det højtideligt: Jeg ville lade kampen foregå på lærredet i stedet for uden for lærredet.”

Det figurative forlod dog ikke Nørgård, hvis malerier snart fik en tegneserieagtig figuration:

”Figurationen holdt indtil 1998, hvor jeg ville lave en mere levende baggrund. Jeg malede en abstrakt baggrund, som egentlig interesserede mig mere end selve figuren. Værket hedder En lystløgners drøm om femørens fald. Det resulterede i værker, hvor figuren var helt skubbet ud. Helt banalt blev det lige pludselig sjovt at tage til atelieret. Tidligere vidste jeg præcis, hvad jeg skulle male, men nu fik farven alene lov til at bestemme udkommet. Det var den yderste konsekvens af abstraktionen.”

Dobbelttydighed
I dag er Nørgårds motiver stadig abstrakte om end med en antydning af figuration:

”Det var sjovt at få styring med maleriet igen, uden at lade farverne bestemme for meget. Det er en kompliceret proces, fordi værkerne i dag er lavet efter skitse.”

”I Værket Land Ho!, som jeg synes, er et af mine bedste værker, fremstår farverne mindre dominerende. Det er et tyndere olielag, hvilket giver en lethed i billedet.”

Tegningerne, som Nørgård producerer ved siden af sine malerier, er med hans egne ord ”uden for nummer”. Men fælles for dem og malerierne er en gennemgående dobbelttydighed:

”Jeg vil tvinge beskueren væk fra det genkendelige. Der skal være uendelige mange muligheder i billederne og de skal være åbne for fortolkning.”

Netop denne dobbelttydighed i Nørgårds billeder fremhæver også museumsdirektør for Kunsten, Gitte Ørskou:

”Man kan blive helt svimmel i forsøget på at finde figurer i Nørgårds billeder. Lige når man tror, man har regnet et motiv ud, ender man det forkerte sted, og må starte forfra.”

Ifølge Nørgård selv er han sandsynligvis igen på vej mod et mere figurativt sprog, men på en meget mere løs og let måde. Og sådan er Nørgårds billeder i konstant bevægelse.