I fotografiets vugge
Paris Photo, en af verdens største internationale fotobegivenheder, og der er alt hvad en fotoentusiast kan begære i Paris.

Paris Photo, en af verdens største internationale fotobegivenheder, og der er alt hvad en fotoentusiast kan begære i Paris.
info
De store mestres by
Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det. Der er ingen skiltning eller tegn på, at en af verdens største fotomesser finder sted på Carrousel du Louvre i Paris. Byen, hvor nogle af de første fotokemiske eksperimenter med at indfælde virkelighedens lys som et billede, fandt sted.


Her hvor de store mestre Cartier-Bresson, Brassaï og Man Ray i begyndelsen af 1920-30’erne udfordrede fotografiet med surrealistiske greb, indfangede iscenesættelser, stemninger, natbelysningen i byernes by – skabte det moderne fotografi.
Men hvis man bevæger sig ned med rulletrappen overfor glaspyramiden i Louvres gård i undergrunden, vrimler det pludselig med mennesker af alle nationaliteter. Gallerister, museumsfolk, forlæggere, fotografer, journalister eller samlere. De er her alle sammen.
Paris Photo præsenterer et panorama over det nittende århundredes fotgrafi, det moderne fotografi samt samtidsfotokunst. Udbudet på messen er enormt og nærmest uoverskueligt. Man kan i forbifarten få et glimt af kendte fotografer, mens de signerer bøger. De allerstørste navne er samlet her på et sted. Helmut Newtons polaroider af 80’er kvindekroppe hænger for eksempel side om side med Elena Brotherus blide selvportrætter eller Robert Franks forhutlede storbyskikkelser. Og alt er til salg.
Arabisk og iransk fotobølge
I år fokuserer man på den arabiske fotokunst, da mediet siden år 2000 har domineret den mellemøstlige kunstscene og bevæget sig ind på det vestlige kunstmarked. Derfor finder man også Iran, Libanon, Marokko og Tunesien blandt de syv nye repræsenterede lande på messen udover sær-displays med værker, der viser vestlige fotografers blik på den arabiske verden over for fotos af arabiske og iranske kunstnere.


For eksempel den unge iranske Katayoun Karamis subtile serie The Other Side, som stiller spørgsmål til det religiøse slør og kvindens status i Iran. Fotografierne er hængt op, så de er synlige på begge sider. På den ene side ser man en række sort/hvide billeder af en piges hår: fletninger, hestehale, udslået og efterhånden præget af grå stænk. På den anden side af billederne ses samme farveportræt af pigen/kvinden med et bortvendt blik. Serien er præget af melankoli. Vemod over håret, der når at blive gråt uden nogensinde at mærke solen eller vinden på grund af den påkrævede tilsløring.
Andre steder i Paris finder man også et væld af fotoudstillinger, lige fra den storslåede La Subversion des Images, en udstilling med surrealistiske fotos, film og montager på Centre Pompidou til særudstillingen Delpire & Cie på Maison Européenne de la photographie om forlæggeren Robert Delpires virke for fotografiet. Det yderst vigtige link mellem fotografiet og forlagsbranchen belyses her udførligt.
En spytklat derfra finder man det velansete Galeri Vu’. I de rå kælderrum vises nu udstillingen Djân. Titlen er et persisk ord for både krop og sjæl. I modsætning til den vestlige platoniske og descartesianske dualitet mellem krop og sjæl skelner man i den persiske pre-islamiske kultur ikke mellem legeme og sjæl. Den afghanske forfatter og filmmager Atiq Rahimi er inviteret til at kuratere med dette arabiske blik på galleriets tilknyttede kunstnere.
Resultatet er facetteret. Her ses Christer Strömholms transvestitter fra Pigalle i 1960’erne, Jeffrey Silverthornes mystiske afbildninger fra lighuset og JH Engströms fotos af nøgne mænd og kvinder, der stirrer direkte tilbage på beskueren, så han/hun også bliver objekt.
Et salg over al forventning
Galleri Bo Bjerggaard er det ene af de to danske gallerier, der er med på Paris Photo. Galleriet har valgt at vise deres bedste fotokunstnere: Per Bak Jensen, Eve Sussman, Eva Schlegel og Erik Steffensen, som alle arbejder indenfor fotografi med referencer til kunsthistorien.

En tendens som ikke er ny, men som cementerer fotografiet som en kunstform. Bolette Skibild fra Galleri Bo Bjerggaard fortæller, at salget i år på trods af økonomisk krise er gået over al forventning.
”På Paris Photo ser man, hvordan fotografiet i øjeblikket motivisk og konceptuelt stikker i mange retninger, men derfor er det også skønt med en messe, der udelukkende koncentrerer sig om ét medie. Og jeg har måttet knibe mig selv i armen for at tro på at salget, trods de mange dårlige nyheder man hører for tiden, er gået så godt”, afslutter hun.

Fakta
BMW pris på 12.000 Euro, som uddeles under Paris Photo gik til den hollandske Karijn Kakebeeke, bl.a. for hendes dokumentation af en afghansk kvindes drøm om at komme på det afghanske kvinde-fodboldlandshold.