I sammenbruddets tjeneste

Når kraften suges ud af kunsten
Mikkel Bolt og Das Beckwerk har hver især en mission: At nedbryde det eksisterende for at noget nyt kan indfries. Deraf titlen. Og det gælder mange af livets områder. Når man læser deres bog, er det tydeligt, at man har at gøre med en praktiker og en teoretiker. En, der lever i sammenbruddet, og en, der begrunder det teoretisk og historisk. Det giver samtalerne en dynamik, en ping-pong-effekt med dragende virkning på læseren.

Bolt gør det klart, at det, der skal nedbrydes, er den drejning, som den vestlige verden har taget. En form for afpolitisering, hvor sociale og politiske problemer gøres til et spørgsmål om økonomi. Fjenden er identificeret: kapitalen. Bolt kommer også ind på hvad denne udvikling betyder for samtidskunsten. Ifølge ham er kraften eller det revolutionære potentiale suget ud af en kunstscene, der bestræber sig på at skabe kulturelle og positive oplevelser.

Konsensus-kunst
"Kunstnere registrerer denne afpolitiseringstendens. Kunstnere forsøger at synliggøre det, regeringen usynliggør, men oftest på en så vag måde at afpolitiseringen ikke udfordres. Samtidskunstens politik er med andre ord alt andet end urimelig. Hvad enten det drejer sig om sociale aktioner eller relationel æstetik, så er indgrebene så små og kravene så beskedne, at denne kunst helt og holdent befinder sig indenfor den allerede eksisterende konsensus".

Den politiske kunst er altså blevet for vag i sit budskab. Man har givetvis for travlt med at putte så meget "politisk korrekt" indhold ind i et værk at man glemmer formen. Resultatet bliver ofte at den "politiske kunst", der ønsker at råbe samfundet op, ender med at stå tilbage som et glansbillede eller en forestilling og endnu engang bekræfte den virkelighed den opponerer imod.

History of the Democracy og identitetsløshed
Kunstner, performer, forfatter Claus Beck-Nielsen blev erklæret død i 2001. I 2002 blev firmaet Das Beckwærk oprettet for at forvalte hans arv. I 2006 skiftede Das Beckwærk navn til Das Beckwerk, som i dag kalder sig en "transnational virksomhed i en globaliseret verden". Via interventioner på tværs af medier, nationer og kunstformer intervenerer Das Beckwerk ude i virkeligheden. Et eksempel er aktionen History of the Democracy.

I et forsøg på at udbrede demokratiet i Irak, rejste Nielsen og Rasmussen rundt med en metalbox med påskriften "The democracy destination: Iraq". Demokratiet har også været en tur i Iran, Afghanistan, Kongens Nytorv og USA.

Formen i værket bliver altoverskyggende og indholdet, som vi er vandt til skal indfinde sig i et kunstværk, og helst et politisk et af slagsen, bliver overflødigt. På den måde adskiller Beckwerkerne sig fra den flinke "socialt engagerede kunst", fordi de ikke skaber fællesskaber, der står i kontrast til problemerne og dermed endnu engang bekræfter verdens urimelighed. Istedet forsøger Beckwerkerne at skrive sig ind i verdenshistorien, ved at være derude hvor den tager form.

Et mulighedsrum
Das Beckwerk er også i sammenbrudets tjeneste, men på en anden måde end Bolt. Han har ikke et objekt derude, som skal nedbrydes, snarere er han en løsgænger, der ikke er pro eller anti, men en noget nær opløst kunstneridentitet. Det er i disse mellemrum identiteter eller definitioner muligheden for, at noget nyt kan indfinde sig – og det gjorde det hele tiden på seminaret.

Das Beckwerk påpegede flere gange vigtigheden af at give afkald på "kunsten", eller lade være med at at tale om den politiske kunst som om det er en given størrelse, en bekvem størrelse.

"Vi leder efter noget, vi ikke ved hvad er – og som muligvis vil ekskludere os. (Lige netop os!). Derfor kan Das Beckwerk kun være på besøg i kunstinstitutionen, men ikke selv være ‘politiske kunstnere’. Das Beckwerk er på besøg for at tage afsked med det, vi besøger, negere det: ‘En afsked med den politiske kunst’.