Ideen om museet som et ‘æstetisk frirum’ går ikke længere. SMK må ind i kampen igen!

Dokumentarfilmen White Balls on Walls handler om mangel på diversitet og blinde vinkler i forhold til repræsentation på Stedelijk Museet i Amsterdam. Og om, hvordan direktøren og hans team forsøger at rette op på det. Filmen giver anledning til refleksioner over, hvordan man arbejder med disse spørgsmål på dansk jord, hvilket leder til et opråb om, at Statens Museum for Kunst – med en ny direktør ved roret – igen træder ind i kontaktzonen for fortsat at udfordre det begrænsede kunstudtryk.

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

Det siges, at der er koldt på toppen, men udsigten skulle være fantastisk. På Stedelijk Museet ser vi Rein Wolf stå alene i et hvidt, futuristisk mødelokale og skue ud over Museumplein og det nederlandske bylandskab. Sarah Vos, instruktøren bag filmen White Balls on Walls, har fulgt ham gennem en årrække. Ja, faktisk siden han overtog posten som Stedelijks museumsdirektør i 2019. Sammen med sit team har han målrettet arbejdet med implementering af større diversitet og inklusion på museet, og netop dét opgør giver filmen et unikt indblik i.

Jeg så filmen under den akkurat afviklede CPH:DOX, og den kredser altså om, hvordan man forsøger at gøre op med den ulighed og diskrimination, der rumsterer i de ellers hvide, stringente rum på et museum som Stedelijk Museet. For i Nederlandene er spørgsmål om synliggørelse og repræsentation helt uundgåelige, idet en voksende del af befolkningen forlanger forandring.

Filmens titel er lånt af Guerilla Girls, en anonym gruppe af kunstnere, kendt for deres feministiske slogans og arbejde med at bekæmpe sexisme og racisme i kunstverdenen. White Balls on Walls refererer til hvide mænd som standard for udstillinger på kunstmuseer – at vi kun får én historie fortalt, nemlig historien af hvide mænd om hvide mænd for hvide mænd. Trods kunstgruppen allerede i 1980’erne inviterede til kritisk refleksion over, hvem kunstmuseerne hylder, og hvem de glemmer, ser tiden endelig ud til at være moden til gennemgribende forandring. I hvert fald i Nederlandene.

Tomorrow is a Different Day

I en af filmens scener bliver sloganet “Meet the icons of modern art” skrabet af museets glasfacade, og vi følger også med på sidelinjen, mens samlingspræsentationerne bliver kurateret på ny for at inddrage flere, forskellige perspektiver og kaste nyt lys over Stedelijk-samlingen. Med en løs kronologi er udstillingerne tematisk organiseret i tre dele, som kan ses over en toårig periode mellem 2022 og 2024: Yesterday Today (1880 til 1950), Everyday, Someday and Other Stories (1950 til 1980) og Tomorrow is a Different Day (1980 til nu). Alle tre udstillinger viser forandringsskabende billedkunst og design, altså med særlig vægt på hvordan udviklinger i feltet sker sammen med sociale bevægelser i samfundet.

De udstillede værker er sammenstillet med hensigt om at samle flere forskellige perspektiver, udforske endnu uudforskede fortællinger og starte samtaler på tværs af tid og betydning. Det giver genklang af den nederlandske kulturkritiker Mieke Bal interhistoriske metode, hvis grundlæggende ide er, at nutidige interaktioner med historiske objekter gør det muligt at forbinde perioder, så der kan reflekteres over forskelle og ligheder mellem tider. Sådan tilføjes nye sider til historien.

Da jeg besøgte Stedelijk i marts stødte jeg i udstillingsdelen Yesterday, Today på værker af blandt andet Kirchner, Nolde, Picasso og ikke mindst Matisse i ét udstillingsrum. Alle ‘store’, ‘kanoniserede’ ‘ikoner’, der i den nye samlingspræsentation er samlet ud fra deres fælles koloniale kontekst og afgørende betydning for modernisme. Alt i alt emmer det af kritisk refleksion over, hvordan det koloniale projekt har influeret vores ‘moderne’ syn og æstetik. For eksempel formidler en udstillingstekst Edward Saids begreb om orientalisme, der dækker over et specifikt europæisk blik på verden, som manifesterer sig i de hvide kunstneres repræsentationer af “Orienten”.

Der er altså ikke noget nyt på væggene, kun nye måder at tilgå værkerne på. Metoden handler ikke om censur af fortiden, tværtimod, men om at aktivere og udfolde historien ved at starte nye samtaler om værkerne. Kunsten og samfundet bevæger sig i nye retninger, hvilket betyder, at museet som institution også er under forandring. Som den længe ventede nye museumsdefinition fra ICOM (International Council of Museums) beskriver, skal nutidens museer både være åbne for offentligheden, tilgængelige og inkluderende, fremme mangfoldighed og bæredygtighed, samtidig med at de skal operere og kommunikere etisk, professionelt og med fællesskabsdeltagelse.

En ukritisk forestilling om autonom kunst skabt af ‘kunstnergeniet’

Hvis der skal gives plads til de stemmer, der historisk set er blevet overhørt, så skal museets praksis mildest talt ændres. På dansk jord er der flere og flere, der kræver indgreb, og vi har også set forsøg på at skifte kurs, som i 2021 hvor udstillingen Kirchner og Nolde – til diskussion på Statens Museum for Kunst (SMK) om noget formåede at leve op til sin titel, idet den kolonihistoriske kontekstualisering af de to tyske ekspressionister vakte stor forargelse og skabte livlig debat i den danske befolkning.

Til trods for udstillingen blandt andet blev kaldt “epokegørende”, søgte SMK alligevel tilbage til standardformatet, da de tidligere i år dedikerede en hel udstilling til at forene “et nøgleværk i kunsthistorien”, nemlig Det røde atelier af Matisse, med de værker, som kan ses i maleriet. De primært formalistiske udstillingstekster nævnte intet om Matisses forbindelser til fransk kolonialisme, og på mange måder gentog udstillingen ukritisk forestillingen om den autonome kunst skabt af ‘kunstnergeniet’. Hovedværket blev stort set kun sat i en historisk kontekst ud fra de udfordringer, der i sin tid var med at få det solgt.

Udstillingen talte dermed lige ind i ideen om museet som et ‘æstetisk frirum’, hvor besøgende kan nyde de udstillede værker uden bekymringer for ubehagelige historiske, sociale og politiske kontekster. Men kunsten eksisterer ikke i et vakuum, det har den aldrig gjort – heller ikke når den placeres i en ‘white cube’ – da kunsten er inspireret af og relateret til sine omgivelser. Af den grund er det værd at fremhæve, at Matisse rejste til forskellige dele af verden i begyndelsen af 1900-tallet for at studere, for eksempel til Algeriet, hvor han lærte om afrikansk kunst og ‘primitivisme’.

I det sene efterår 2020 havde Glyptoteket allerede vist udstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du så vred?, der ambivalent og uden entydige svar stillede spørgsmålstegn ved, hvad betyder mest: den æstetiske kunstoplevelse eller den sociale og politiske sammenhæng? Nok var Matisse ikke lige så direkte involveret som hans famøse læremester Paul Gauguin. Alligevel er deres fælles dristige, men forenklede former og brug af intense, umodulerede farver ikke en tilfældighed – begge har tætte visuelle såvel som ideologiske forbindelser til den koloniale fantasi i Frankrig.

Stadig bliver man let forført af deres æstetik. Hvis ikke, så endnu mere af det faktum, at så mange mennesker allerede har valideret kunstens – og navnets! – værdi før en selv. I mange årtier er kunst af Matisse, Gauguin og andre af den europæiske modernismes ‘ikoner’ blevet masseproduceret og markedsført som ‘god smag’ uden at forholde sig meget til deres kontekster og indvirkninger. Når det kunstsyn nu forstyrres, kan man som publikum stå forvirret tilbage.

Kunstmuseets ansvar

I en scene fra DR-dokuserien Museet, som lanceredes ved årsskiftet, er vi med som fluen på væggen til et møde i SMK’s formidlingsafdeling. Her diskuterer medarbejderne, om der er en konflikt i måden, kunstens funktion og virkemidler fortælles på af museet. For i personalets optik har kunsten blandt andet til opgave at forstyrre, nedbryde forestillinger og forholde sig kritisk til identitetskonstruktioner.

Det er dog ikke alle, der er lige enige i det, får (nu snart forhenværende) museumsdirektør Mikkel Bogh indført. Nogle har slet ikke behov for alt det postyr og spørgsmål, som kunsten kan stille af sit publikum, og den tvivl, der kan følge.

Fordi kunsten kan ændre, hvordan vi tænker og handler, skal museer forstås som mere end en spejling af samfundet – de er også aktører, der former samfundet, og har derfor et stort ansvar. Problemer med manglende diversitet og kontekstualisering på de danske museer kan blandt andet reproducere stereotyper og fordomme.

Lykkelig uvidenhed

Som det ser ud i dag er det langt fra alle, der har lige mulighed for at spejle sig i udstillinger på de danske kunstmuseer, hvor værker af kunstnere, der er racialiserede som ikke-hvide, kvinder, LGBTI+-kunstnere og dem, der led under den internationale kolonihandel, som regel er stærkt underrepræsenteret. Kritikken er symptomatisk for en større bevægelse i samfundet, hvor mange grupper generelt ikke føler sig set og hørt. Når de nu kæmper om repræsentation udfordrer de altså Danmarks nationale fortælling om et lille, homogent land, hvor alle er lige.

Heller ikke alle har lige adgang til ‘lykkelig uvidenhed’, som det såkaldte æstetiske frirum fordrer, men sammenligner vi Danmark med Nederlandene, har flere danskere til gengæld stadig den slags ‘privilegium’. I 2021 kunne Kulturministeriets referencegruppe nemlig præsentere, at over halvdelen af den danske befolkning selv vurderer, at de intet eller lidt kendskab har til Danmarks kolonitid (54%) og dens betydning (52%).

Danmarks rolle i den internationale kolonihandel er en væsentlig del af vores historie, som er helt oplagt at lære om på landets museer – det gør vi bare oftest ikke. For eksempel er der ingen grønlandske kunstnere udstillet i SMK’s faste samlingspræsentation Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900.

Hvorvidt sloganet “SMK for alle” egentlig gør sig gældende, ser jeg som den mest presserende opgave for museets nye direktør Astrid la Cour, når hun starter 1. maj.

Ansvaret for den konkrete udstillings- og programplanlægning ligger suverænt hos museerne. Som en national fortællende samfundsinstitution er det afgørende, at museerne har diversitet og inklusion for øje og konfronteres med kritikken, selvom den hverken er nem eller behagelig. Altafgørende er det, at museerne fortsætter det hårde arbejde med at genoverveje vaner og kigge bredere. Jo mere diversitet i kunsten, jo flere samtaler og alsidige svar. Og følger vi den tankegang til dørs, kan kunsten potentielt styrke demokratiet.