Ingen røg uden ild

Man skal, som bekendt undgå at ’brænde sit lys i begge ender’ – vi kender alle  det folkelige udtryk, som ofte bruges som en velmenende advarsel venner imellem. Ikke desto mindre er det netop det kunstneren ofte gør – og endda med fuldt overlæg. Siden Avantgarden har det ligget dybt i samtidskunstens DNA og i kunstnerens selvforståelse. Asger Jorn udtrykte det således: ’Hvis du ikke vil gå til yderligheder, er der ingen grund til at gå’.

Så derfor er det såre naturligt, at 13 unge kunstnere in spe slår tonen an med afgangsudstillingen, som de kalder Burning the Candle from both Ends. Det er et signal fra dem til os, om hvad de kan, og hvad de vil på egne ben uden for akademiets beskyttende mure.

Røg i klassicistiske sale
Flotte rammer har de også adgang til, for Brandts blev sidste år et kunstmuseum med tilhørende kunsthal. Med Mads Danbo i spidsen residerer Kunstmuseet Brandts og Museet for Fotokunst og Mediemuseet stadig i de postindustrielle rammer på Brandts Plads, mens den nye afdeling kunsthallen Brandts 13, findes i Jernbanegade 13 i det daværende Fyns Kunstmuseum, kun et stenkast derfra. Det er her i de klassicistiske sale, der for tiden går røg fra begge ender af det brændende lys.

Professionel kuratering
Selve kunsten at orkestrere en afgangsudstilling har ændret sig i takt med den generelle professionalisering af kunstuddannelserne. Gennem de sidste 15 år har der været et stadig større pres på kunstakademierne i forhold til at ruste eleverne til et professionelt kunstnerliv efter skoletiden. Dette har bl.a. medført, at afgangseleverne i det sidste år følges tæt af en ekstern vejleder. Ofte en professionel kunstner eller kurator, som de selv er med til at udpege. Samarbejdet med vejlederen kan have forskellig karakter og varierende grader af tæthed, men i forbindelse med udstillingens åbningshøjtideligheder fornemmedes tydeligt et meget tæt bånd mellem eleverne og deres vejleder Elena Tzotzi, den internationalt anerkendte kurator og medstifter af Signal Center for Contemporary Art i Malmø.

Samarbejdet med Tzotzi peger – som også udstillingens titel – på elevernes fokus på den professionelle arbejdssituation, hvor kuratoren i dag spiller en helt central rolle. Når der derfor skrives, at udstillingen er ’kurateret’ af Tzotzi, må vi gå ud fra, at det her handler om værkerne, da deltagerne er givet på forhånd. Det giver også god mening inde i salene, som er veldisponerede, og hvor der overalt hersker stor formel variation, individuel fordybelse og absolut fokus på det, som siges og gøres i forbindelse med hver enkelt elevs præsentation og værk. Der er med andre ord luget godt og grundigt ud i tingene, så hver kunstner står så klart – og samtidigt så nøgent som overhovedet muligt. Således vises en række forskellige formater: maleri, skulptur, objekt, fotografi, tegning, video og flere installationer, der kobler forskellige medier.

Den hvide doktor
Christian Bang Jensen låner i sit værk Den hvide Doktor en afdød læges samling af danske stenalderøkser. Med den som afsæt kaster han sig på idiosynkratisk vis, og i slægtskab med flere især mandlige kolleger på kunstscenen lige nu, over ’samlingen’ som motiv. I sirligt arrangerede montre forener han doktorens stenøkser med notesbøger og andre artefakter så som afrikanske Acuaba’er, knogler fra dyr, fjer, mønter og stykker af bivoks. I undersøgelser af denne karakter, har sporerne det med at sprede sig som ringe i vandet, og på den facon skabes en ny og ofte overraskende fortælling. Her forbindes det uforbundne og slægtskaber etableres på tværs af geografi, historie og kultur.

Der er strejf af Emil Westman Hertz, men Bang Jensen er slet ikke så radikalt selvgjort og endnu heller så selvkørende i egen mytologi som han. Det må vi håbe, at han bliver. For der er mange, der som han, formår at spørge til, hvad en samling er og til nødtørftigt at diskutere, hvornår den er privat? Og hvornår den er museal? I længden er det ikke tilstrækkeligt, kun at stille dette spørgsmål – heller ikke selv om det er nok så æstetisk og ’herligt’ nørdet hver gang. Heldigvis er der lidt mere personlighed og nerve i de flotte, mærkelige og diagramagtige skrift-tegninger på væggene.

En cool installation
Stine Gro har i sin egen hjørnesal iscenesat et mekanisk værk, der akkompagneret af sin egen lyd muntert turnerer rundt i egen bane, mens dens skygger tegner sorte mønstre på de hvide vægge og på et groft sammensyet kludetæppe i hvide nuancer, der som et tungt gardin holder lyset ude foran det store vinduesparti. Orbital Projector er på mange måder en cool og vellykket installation, der lykkes, fordi rummet trods afblændingen fremstår lyst og hvidt. Men også Gro henter inspiration fra lignende værker, og det må nødvendigvis kalde på en mere solid selvstændighed i fremtiden.

Kunstens værktøj
Et mere selvstændiggjort og aktivt kommunikerende bud finder vi i My Tool Wall – et finurligt værk af Maj Horn, der ledsages af formidling og lægger op til dialog og eftertanke, idet det udstillede værktøj billedliggør den type redskaber, der i abstrakt forstand skal til for at skabe kunst. Værktøjet ligner en blanding mellem håndvægte og groft forenklet håndværktøj, hvilket falder fint i tråd med værkets idé og hensigt. Hver dag udvælger kunsthallens personale et stykke værktøj fra væggen, hvorefter det fremhæves på en sokkel og ledsages af et lille offentligt foredrag fremført af kunstneren – det er her, hun kan demonstrere, om hun virkelig har ’styr på sit shit’.

En sky af tegninger
I Pascal Mayets skrøbelige værk svæver bittesmå tegninger af dyr, mennesker, planter og bygninger i luften kun fastholdt af hvid sytråd sirligt udspændt mellem loft og gulv. Som titlen From my Balcony også antyder handler det om udsyn, base og identitet. Tegningerne udgør sammen med en række dagligdags notater et fint mønster, som på en uprætentiøs og nærmest feminin facon beskriver verden oplevet af en vegeterende og lyrisk bevidsthed – nysgerrig og samtidig i sikker tilbagetrukket afstand.

Tegningerne hænger i en urolig ’sky’ i øjenhøjde og deres skygger danner et fint gråtonemønster under dem, som skyggen under altanen på den ene side og uden jordforbindelse på den anden side. Et poetisk og selvrefleksivt værkbud, hvor ’lille’ bliver ’stort’. Et værk som både formelt og indholdsmæssigt også trækker på referencer til sjælsfrænder udi identitets- problematikken på scenen for samtidskunst, og som samtidig rejser forhåbning om en kunstner, som tør fastholde et så skrøbeligt og undseeligt udtryk fremover.

Bevidsthed
Det er i skrivende stund en god uges tid siden, jeg så udstillingen, og de værker som nævnes, er dem, som står klarest herefter. Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at hele udstillingen er absolut seværdig. Hvis der skal peges på nogen tendens, så må det være ’bevidsthed’, idet flere af kunstnerne kredser om spørgsmål, der undersøger tro, viden, stof og bevidsthedens udvidelige karakter. Man bør belave sig på en oplevelse, der tager tid, fordi flere af værkerne kræver dit nærvær og interesse i væsentligt længere tid end de forhastede 3 sekunder, gennemsnitspublikummet er villige til at ofre et kunstværk.

I forbindelse med udstillingen udgives en publikation, hvor kunstnerne kortlægger og udvider det kunstneriske rum, som præsenteres på udstillingen. Publikationen er virkelig gennemarbejdet og helstøbt med forord af Elena Tzotzi og interview med den franske kunstkritiker og kurator Thomas Boutoux.

Lovende udstilling
Der går sjældent røg af noget uden ild, heller ikke af Burning the Candle in both Ends! Ikke alle værker formidler sig optimalt, det er gruppeudstillingens vilkår. Men i sin helhed er det en fin udstilling, som lover godt – Selv om eleverne, som Ikarus, flyver faretruende tæt på solen, så holder vingerne endnu. Der er ikke noget i vejen med, at inspirationer skinner igennem – især ikke hos unge kunstnere.

Fremtiden vil vise om denne gruppe afgangselever formår at gøre kunsten til deres helt egen. Foreløbig har de gennemgået et intens uddannelsesforløb, som har sat spor i hver enkelt. Noget af det svære for den nyuddannede er at ryste påvirkningerne af sig og finde kernen i det, han eller hun brænder for dybest inde. Hvis vi vender tilbage til Jorns fortilfælde, så ved vi – belært af hans kompromisløshed og på trods af bøvlet og modstanden herhjemme – at i den henseende er det vedholdenheden og tiden, der råder.