Integreret kunst – et spørgsmål om balance

Kunst i det offentlige rum har eksisteret til alle tider og ofte været genstand for heftig debat, da kunsten her møder et uforvarende publikum, der gerne lader sig anfægte af den. Derfor er det altid vigtigt at diskutere, hvad kunsten skal udrette i det offentlige rum, og om den overhovedet skal være der.

I de senere år er der kommet et større fokus på, at kunsten i det offentlige rum bør integreres allerede i projekteringsfasen i forbindelse med nyanlæg. I langt de fleste tilfælde er det sædvane, at kunsten først kommer ind til sidst, når bygningen står færdig eller pladsen er anlagt. Først da ser man på, hvor der eventuelt er plads til overs eller et uudnyttet rum til et kunstnerisk indslag. Det er klart, at den kunstneriske manifestation derved nemt kommer til at virke påklistret som en vilkårlig udsmykning og savne en forankring til stedet. Og i visse tilfælde opstår der ligefrem en konflikt med arkitekten, der ikke ønsker, at der skal føjes noget til det færdige bygningsværk, der helst skal fremstå som et fuldendt kunstværk i sin egen ret.

Alliancen mellem arkitektur og billedkunst
Diskussionen om at få kunstneren ind tidligere i processen har stået på i årtier. Men historisk betragtet er det faktisk en meget moderne diskussion, for gennem det meste af kulturhistorien har kunsten været integreret i bygningskunsten og det offentlige rum som en uadskillelig del. Arkitektur og billedkunst har været tæt forbundet og tænkt som en udelelig enhed i beboelseshuse, templer, slotte, pladser, anlæg og haver lige fra oldtiden frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor historicisme og art nouveau var de sidste arkitekturhistoriske bevægelser, der dyrkede samhørigheden.

Tænk blot på middelalderens katedraler eller barokkens slotte, der fungerer som gigantiske gesamtkunstwerke, hvor billedkunsten er så integreret i arkitekturen, at man slet ikke vil kunne identificere eller forstå bygningerne uden kunstværkernes tilstedeværelse. Alliancen mellem arkitektur og billedkunst ophører ganske brat med moderniteten og funktionalismen ikke mindst. Modernismens arkitektur er båret af en nøgtern renhed, hvor de formelle strukturer står nøgne uden nogen form for pynt. Ja, der er nærmest en puritansk afstandtagen til billedkunst, og den rene arkitektur bliver et kunstnerisk mål i sig selv.

Nye tiltag med integreret kunst
Billedkunstens adskillelse fra arkitekturen har stort set været det gældende dogme lige siden. Men de senere år har der herhjemme været flere eksempler på, at man forsøger at bryde forbandelsen ved at få kunstneren ind på et tidligere tidspunkt i processen, hvor arkitekter og ingeniører endnu ikke er færdige med at projektere byggeriet.

Her på kunsten.nu skrev Ole Bak Jakobsen i januar om eksempler på integreret kunst, hvor kunstnerne har haft et tæt samarbejde med bygherre, arkitekter og brugere i bygge- og anlægsfasen. Og flere og flere arkitekttegnestuer er efterhånden begyndt at samarbejde med billedkunstnere i deres teams allerede på konkurrencestadiet for at få den kunstneriske dimension med – uanset om det skal udmønte sig i et egentligt kunstværk, eller om der skal kastes et kunstnerisk blik på hele projektet. Endvidere har Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum som målsætning at få igangsat projekter, hvor kunstnere i samarbejde med kommuner og andre bygherrer kommer tidligt ind i forskellige bygge- og anlægsprojekter, hvor de skal forsøge at integrere kunstprojekter i sammenhænge, hvor kunsten måske ikke oprindelig var medtænkt.

Intentionen med at integrere kunsten er naturligvis at undgå, at kunsten ender som overfladisk udsmykning, at sørge for, at den forankres mere stedsspecifikt, og at de lokale brugere tager mere ejerskab. Når kunsten lykkes i det offentlige rum, så griber den ind i det sociale liv ved at skabe identitet og give karakter til stedet. Og kunsten skal gerne forsyne stedet med et nyt narrativ, der ikke var der før – kunsten skal gøre en forskel.

Samarbejdet mellem arkitekt og billedkunstner
Det peger henimod mod nogle særlige omstændigheder ved integreret kunst og måden, man samarbejder på. Helt elementært er der som regel tale om to modsatrettede arbejdsmetoder, når en kunstner skal samarbejde med fx en arkitekt eller ingeniør. Arkitekten tager udgangspunkt i den konkrete problemstilling og arbejder sig frem til at finde den bedste løsning. Kunstneren er omvendt mere tilbøjelig til at begynde med en løsning (noget han eller hun kan se for sig), og dernæst undersøge om det kan passes ind i den konkrete problemstilling.

Samtidig ligger der også nogle modsætningsfyldte perspektiver i deres opgaver. Arkitekten er som regel bundet af et givent program og en masse regulativer, som vedkommende ikke uden videre kan vende på hovedet eller ændre efter forgodtbefindende. Kunstneren opererer derimod i kraft af sin individuelle kunstneriske praksis og vil betragte opgaven ud fra sine helt særlige kunstnerisk forudsætninger. En anden kunstner vil øjensynlig gribe sagen radikalt anderledes an og komme op med helt andre løsninger, der intet har til fælles med den første kunstners.

Udfordringer
Det er her, de virkelige udfordringer ligger for vellykket integreret kunst. Bygherrer og arkitekter skal være villige til at investere midler og resurser i den ekstra omvej, der ligger i at få en kunstner ind i processen. De må ikke bare betragte kunstneren som et overflødigt og besværligt element, men forstå hvorfor processen vil bidrage til at give projektet højere kvalitet.

Og kunstneren skal være villig til at teste sin kunstpraksis under omstændigheder, der udfordrer den vante frihed. Det er spørgsmål om balance. For på den ene side ønsker vi ikke, at kunsten skal være så autonom, at den intet har med det pågældende sted eller projekt at gøre, og på den anden side bør den heller ikke være så relationel, at den fuldstændig underkaster sig projektets givne program og lige så godt kunne være udført af en anden – arkitekten for eksempel. Kunsten skal gøre en forskel!