“Intentionen er at give et udvidet perspektiv på danskhed”

Julienne Doko står som koreograf bag udstillingen Embodied Journeys, der gennem kunst, dans og performance kredser om blikke på den sorte krop. “Hudfarve i sig selv betyder ikke noget som helst, men har fået betydning på grund af historien og kolonialisme”, fortæller hun i dette interview.

Siden 2018 har Dansehallerne og Den Frie Udstillingsbygning samarbejdet om konceptet Close Encounters, hvor koreografiske udstillinger en gang årligt indtager kunsthallens historiske udstillingsrum.

Danser og koreograf Julienne Doko deltog i 2020 som performer og bed her mærke i en særlig kvalitet ved formatet.

“Det gav mig en oplevelse af, hvordan performative ruter i de sammenhængende udstillingsrum kunne gøre det muligt at fortælle indbyrdes forbundne historier.”

Det forklarer hun mig, da vi mødes på en varm og solrig dag i maj. Og hun tilføjer: “Kreativitet og inspiration åbenbarer sig for mig, når jeg bruger min krop”.

Med afsæt i de levede, kropslige erfaringer træder Doko ind i den nye rolle som kurator for årets udgave af Close Encounters, nemlig udstillingen Embodied Journeys, som arbejder tematisk med blikke på den sorte krop.

Ikke kun til sorte mennesker

Embodied Journeys samler en række kunstnere for at undersøge deres identitet som værende “den anden” i Danmark.

Udover Doko selv deltager også Jeannette Ehlers, Jupiter Child, Wanjiku Victoria Seest, Sall Lam Toro og Phyllis Akinyi – alle danskbaserede pan-afrikanske/afro-europæiske kunstnere, som Doko har inviteret til at reflektere over indre og ydre blikke på den sorte krop for derefter at producere værker til udstillingen.

Jeannette Ehlers hylder søsterskab i et værk, hvor dans og billedkunst mødes for at tage fat på arven fra den transatlantiske slavehandel og tabet af familieforbindelser; Jupiter Child optrævler historien helt bogstaveligt ved at engagere publikum til at optrevle trøjer som en måde at dyrke kollektive frigørelsespraksisser og afmontere ’koloniale mønstre’.

Phyllis Akinyi tager os med på en flamencorejse, der undersøger et spændingsfelt mellem, ’usynliggjorte’ afrikanske flamencorødder, folkloristisk futurisme og en evig kamp for at kræve plads og sig selv – Og Sall Lam Toro genvinder kroppen som arkiv i et multimedie-performance-installationsværk, der trækker på et kærlighedsbrev til sort, erotisk bevidsthed. I Dokos del udforskes vejen til selvopdagelse i en boksering sammen med danser Meire Santos.

Men udstillingen henvender sig ikke ‘kun’ til sorte mennesker – egentlig, som Doko siger, er det stik modsat:

“Hvis nogen føler sig ekskluderet, er det vigtigste spørgsmål, som publikum kan stille sig selv: Hvad opstår den følelse af?”

Kroppen husker

I nyere forskning er læring og tænkning undersøgt som et kropsligt fænomen, og det har medført introduktionen af begrebet ’embodiment’, der endnu ikke er fundet et dækkende ord for på dansk. For Doko handler det om, hvordan kroppen absorberer oplevelser, som derefter enten vises eller skjules: “Ligegyldigt om de er synlige eller ej, så bærer vi dem med os.”

Med udstillingstitlen Embodied Journeys forbindes begrebet til bevægelse og hentyder til en rejse, som Doko opfordrer udstillingens publikum at begive sig ud på. Bestående af seks forestillinger af hver især ca. 10 minutters varighed, sammenstiller udstillingen de separate dele i en bestemt rækkefølge, hvor overgangene herimellem er “i flow”, som Doko formulerer det.

Samtidig kan udstillingen ses i forlængelse af menneskerettighedsbevægelsen Black Lives Matters og tidens forøgede fokus på diversitet og inklusion. Her fremhæver Doko det urovækkende mord på George Floyd i 2020, fordi langt flere blev opmærksomme på social og racemæssig uretfærdighed, selvom der i flere århundreder har været opråb om behovet for opgør. “En opvågning,” kalder hun det – for kort efter at tilføje: “men ikke for sorte mennesker.”

“Konfrontationer med racisme og vold imod sorte mennesker sker ofte, men mordet på George Floyd var ekstra voldsomt og ubehageligt. For mig var det en trigger, der mindede mig om egne erfaringer med diskrimination på grund af hudfarve. Erfaringer, der kommer op til overfladen igen, fordi kroppen husker”, fortsætter hun.

Refleksioner over sådanne erfaringer vil blive synliggjort fysisk for udstillingens publikum gennem dans, performance og installationskunst med forskellige udtryk og flerstemmighed.

Jeg fornemmer, at udstillingen arbejder med en særlig nærhed mellem kunst og levet liv. Ser du det medføre sårbarhed eller styrke?

“Generelt forholder mit arbejde sig tæt til mine egne erfaringer. Fordi jeg henter inspiration fra mit liv, er kanalen mellem det levede og det iscenesatte mere direkte. Mit arbejde bliver mere autentisk, så mest af alt ser jeg det personlige som empowerment.” siger hun.

Vi har alle vores bias

Den sorte krop kan blive mødt af et bestemt ekskluderende og fordømmende blik – ikke kun udefra, men også indefra – og ofte uden man er det bevidst.

“Hudfarve i sig selv betyder ikke noget som helst, men har fået betydning på grund af historien og kolonialisme”, forklarer Doko.

Vi har det med at omgive os med dem, der minder om os selv og bekræfter vores egen virkelighedsopfattelse. Alligevel oplever vi til dagligt, hvordan blikket fortolker og behandler ‘andethed’ – det gør Doko også. For eksempel i metroen, når hun begynder at antage noget om nogen på baggrund af, hvordan de er klædt.

Da sætter hun aktivt en snubletråd for sig selv: “Jeg bliver bevidst om mine bias og spørger derfor mig selv: ‘hvorfor tænker jeg egentlig sådan’?”

Her må man ifølge Doko først og fremmest søge indad: “Ud fra, hvad vi hver især har i bagagen, oplever vi verden forskelligt. Alle bliver i visse situationer gjort til ‘den anden’. Nogle på flere niveauer end andre. Jeg har valgt at fokusere på den sorte krop, men det er en generel tendens, som alle kan relatere til”, fortæller hun.

Er jeg i stand til at dekonstruere mit koloniale sind?

De mange aspekter, der er med til at definere os mennesker kollektivt og som individer, kan være svære at indfange. Men det forsøg gør udstillingen Embodied Journeys, der ifølge Doko også bekræfter de deltagende kunstneres identitet som alt andet end entydig.

“Intentionen er at give publikum et udvidet perspektiv på danskhed. Med udstillingen udfordrer jeg den danske befolkning i år 2023 til at søge indad ved at spørge: ‘Er jeg i stand til at dekonstruere mit koloniale sind’?”

Om visuel kunst, dans og performance kan være midler til at sætte kroppen fri, svarer Doko skråsikkert: “Ja! Det åbner en verden af kreativitet og en anden måde at interagere på, der tilføjer bevægelse og aktiverer den kropslige respons.”

Forhåbentligt kan udstillingen bidrage til, at den vigtige dialog udfoldes.