Ivinguak Stork Høegh viser, at det eksotiske er en kategori, der afhænger af, hvem der ser

En krokodille dukker op ved siden af en kajakroer imellem isskodser. En grønlandsk kvinde med skindtøj og hårtop rider på en zebra. Ivínguak` Stork Høegh, der er aktuel på udstillingen Grønland i kunsten gennem 300 år på Museet for Religiøs Kunst, sammensmelter 100 år gamle sort/hvide fotografier af grønlændere med savannens dyreliv i sine digitale fotocollager. Serien kalder hun ArcticExotic, og den stiller spørgsmål til blikket på Grønland, fortæller hun i dette interview.

Alt efter, hvor man står på kloden, flytter det eksotiske sig. Det eksotiske er en kategori, der afhænger af placering. Det eksotiske markerer en form for distance mellem et centrum – her er jeg’et – og en periferi, der synes markant anderledes.

“Jeg ved godt, at det eksotiske kan knyttes til for eksempel det grønlandske”, siger Ivínguak` Stork Høegh en dag efter arbejde, hvor vi sidder i hendes lille hyggelige køkken i Nuuk. “Men for mig, der kommer herfra, er det eksotiske et varmt sted. Palmer, træer og et varmt hav; den anden side af verden, hvor der ikke er koldt overhovedet”.

Siden 2013 har Ivínguak` Stork Høegh (f.1982) arbejdet med denne blanding af arktiske mennesker og landskaber med savannens dyr. Tilbage i 2007 lavede hun en collage med Bob Marley, Sermitsiaq (fjeldet som er Nuuks vartegn), palmer og fly. I hendes andre værker indgår ofte populærkulturelle ikoner som Bob Marley eller Michael Jackson iblandet grønlandske landskaber og byprospekter.

I denne sammenstilling sker der noget med det givne. Ligesom der i serien ArcticExotic sker noget med vores forestillinger om savannen og om det arktiske.

“Jeg får dem til at drømme”, siger Høegh, da jeg spørger til det eksotiske ved Grønland og det eksotiske ved de afrikanske dyr. “Den grønlandske kvinde fra omkring 1900-tallet har nok aldrig set en zebra. Måske ved hun ikke, at der findes et dyr, som en zebra. Måske kan hun ikke forestille sig en verden anderledes end den arktiske. Jeg får dem til at drømme og mødes de to”.

Både Arktis og Afrika er steder og ikke-steder. De er steder, hvor mennesker lever og bor, men også ikke-steder indkapslet af det eksotiske, en drøm eller en forestilling.

Og begge steder rummer en kolonihistorie. Det eksotiske er dragende. Som forestillingerne om det ufremkommelige barske og kolde nord eller det eksotiske og varme Afrika med alle sine vilde dyr. Forestillinger, der har eksisteret i århundreder i Europa, og som har lokket talrige mennesker ud på lange ekspeditioner, hvorfra de er vendt tilbage med heltefortællinger fra både varme og kolde egne.

Ved at sidestille og sammenstille savannens dyr og arktiske landskaber og mennesker – to ting umiddelbart geografisk langt fra hinanden – gør Høegh opmærksom på stedet og hverdagen, og på ikke-stedet og det eksotiske. Det eksotiske bliver en kategori eller en fortælling, som afhænger af, hvor det enkelte menneske er placeret samt hvilke kulturelle fortællinger, det er en del af.

På den måde stiller hun spørgsmål til, hvad det er for en fortælling, der har været fortalt om Grønland, og til hvad vi i dag fortæller om Grønland.

Blikket og det eksotiske

De sort/hvide fotografier af grønlænder fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet er ikke taget af grønlænderne selv men af europæere, enten som dokumentation af en kultur eller som rejse- eller ekspeditionsfotos. På samme måde tages talrige fotografier af savannens dyr også af rejsende på safari eller af forskere og andre som dokumentation af dette liv og den verden.

ArcticExotic er en leg med blikke. Hvem ser på hvem, eller ser vi på vores egne blikke og forestillinger?

I sammensmeltningen mellem den grønlandske kvinde og zebraen ophæves netop det fastlagte (og fastholdte) blik på noget, som umiddelbart kan passe i kategorien eksotisk. Som en refleksion over kulturmøder – og det specifikke kulturmøde, som dagligt udspiller sig i Nuuk og i Grønland mellem det danske og det grønlandske.

“Det kan blive meget barsk begge veje. Især hvis man ikke har så meget viden”, fortæller Høegh hen over familiens spisebord i køkkenet.

“Jeg kan ikke lide, når det bliver vredt eller handler om skyldfølelse og alt det der. Selvom der kan være en følelse af kolonitid på mine billeder, er det for at fremhæve, hvem vi er, og at blande de to ting sammen”.

Enkelte af hendes værker er udsprunget af aktuelle politiske problemstillinger, men Høeghs arbejde er hverken med provokation for øje eller med et specifikt politisk budskab. Der er intet facit, det er selve fortællingen i sammenstillingen og sammensmeltningen, som interesserer hende. Nuancerne.

Hvert billede er en proces, som begynder med en idé, som Høegh laver skitser til. Oftest kan et billede, hun falder over, sætte gang i et værk og i en udforskning og leg med fortællinger og forestillinger. Fotografierne, hun bruger, er dels hentet på forskellige databaser og er dels egne fotografier tilføjet tegninger og farver lagt lag på lag.

“Der er en historie eller en forestilling, jeg gerne vil ud med”, siger Høegh denne eftermiddag i rækkehuset på Radiofjeldet. “Sådan begynder mine værker. De ender med at være mange billeder, der er smeltet sammen”.