"Jeg betvivler den civilisation, jeg lever i, men tror på den menneskelige refleksion"

”Hvis du kan acceptere den præmis, at vi er ’Friendly Enemies’, så er det ok med et interview”. Nogenlunde sådan lød Jens Haanings svar, da jeg foreslog at møde ham i Viborg Kunsthal i forbindelse med hans aktuelle udstilling Preparing for the Cultural Revolution.

Begrebet ’Friendly Enemies’ er forfatteren Chantal Mouffes og betegner en konstruktiv relation mellem modstandere, der er venner, fordi de deler et fælles symbolsk rum og fjender, fordi de ønsker at organisere dette rum på forskellig vis.

Udstillingen er en kunstnerisk intervention med nye og ældre værker, og titlen refererer til den kinesiske kulturrevolution i 1966, hvor Mao gav rødgardisterne ordre til at brænde kunstværker, templer, kirker og bøger. Retrospektivt giver den en introduktion til Jens Haanings kunstneriske praksis, og stedsspecifikt går den i korrespondance med selve kunsthallen og en nærliggende, ubeboet villa.

Simpel billedlogik
Efter at den 48-årige kunstner har vist rundt i sin udstilling, sætter vi os for at drikke kaffe og spise småkager.

Hvorfor ville du mødes som friendly enemies?
”Jeg er grundlæggende forbeholden overfor hele den civilisation, jeg lever i. Jeg har svært ved at se noget konstruktivt i den danske andelsbevægelses tanke om, at vi alle skulle være i samme båd. Det er en ufrugtbar og naiv tanke, der især synes at dominere den danske kunstscene”, siger han og forklarer, at det ikke er civilisationskritik i klassisk forstand:

“Nej, jeg mener hele den vestlige civilisation og dens meget stereotype monoorienterende ‘set up’, der ikke er i stand til at korrespondere med andre økonomier, kulturer, religioner og idégrundlag”.

Jens Haaning er først og fremmest kritisk overfor den vestlige verdens selvforståelse, kolonitiden, kapitalismen og den måde, vi kommunikerer på:

“TV og andre medier kræver, at vi har en tilhørende simpel logik mellem billede og sprog – en CNN-logik, der udelukker anderledes tænkning, andre religioner og en anden livsforståelse. Og alle i hele verden – måske på nær Afrika – er tunet ind på den vestlige logik og kommunikationssystem”.

Kristen billeddannelse
Jens Haaning har talt sig varm. Han påpeger, at til trods for et fåtal af jordens befolkning har adgang til internettet, opererer vi i verden, som om der er nogle universielle, menneskelige værdier. Og gennem kommunikation pådutter vi andre et kristent idégrundlag, behov for strøm og internet samt en freudiansk forståelse af individet.

“Den vestlige måde at tænke på er totalitær og undertrykkende og indeholder tilmed imperialistiske værdier, som vi ikke reflekterer over”, siger han.

Den må du vist lige forklare…
“CNN tager eksempelvis patent på den ene krig efter den anden, hvor BBC ikke må komme ind og filme. Det er en magtudøvende billedkontrol baseret på en kristen forståelse af billeddannelse, som den, der kontrollerer ikoner, er den, der bestemmer”, forklarer Jens Haaning, der også hævder, at de ofte stereotype og forsimplede nyhedsbilleder kan stå i vejen for, at vi kan inkorporere andre logikker, religioner og billeddannelser.

Tyrkiske vittigheder og thai-masage
Jens Haaning er en ener i dansk samtidskunst. Han blev hurtigt internationalt kendt, da den franske teoretiker Nicolas Bourriaud i sin allerførste tekst om relationel æstetik nævnte et par af hans værker som eksempelvis våbenproduktion på Portalen i Hundige (1995) og højttaleren med Tyrkiske Vittigheder (1994), der blev afspillet på offentlige pladser. Siden har han udstillet sine relationistiske og ofte stærkt politisk-kritiske værker i det meste af verden, bl.a. på Documenta XI i Kasssel i 2002, hvor han skiftede belysningen i en gade i Kassel ud med en gade i Hanoi.

Han har også hentet billige dåseøl i Tyskland og solgt dem for 2,50 kr. som signerede kunstværker, delt over 200 ferniseringskort ud til københavnske indvandrere, skabt et rejsebureau og produceret plakater med en side 9 pige i selskab med arabiske jokes. Og indenfor de seneste år har han bl.a. omdannet Den Frie Udstillingsbygning til en brugtvogns-forretning, flyttet en hel thai-massageklinik ind på Kunsthal Nord og lavet en stor skriftskulptur til en park i Warszawa.

Hader diskriminering
I Viborg viser Jens Haaning eksempler på værker fra de sidste 20 år.
I kunsthallen og i villaen hænger fotografier af psykisk syge mennesker, der er ledsaget af informationer om den portrætteredes navn og udførlige beskrivelser af, hvor personens tøj er købt og til hvilken pris. Fotoserien refererer både til det faktum, at udstillingsbygningen tidligere har rummet åndssvageforsorgen og til Haanings egen erfaring med en psykisk lidelse:

“Jeg blev for år tilbage ramt af en maniodepressiv psykose, som jeg heldigvis har lært at leve med i dag”, siger den ærlige billedkunstner, der gennem hele sit kunstneriske virke har rettet fokus på samfundets svageste og kulturelt udenforstående som f.eks. indvandrere, flygtninge og mindre bemidlede:

“Jeg kan ikke forstå den diskriminering, der finder sted i vores samfund. Det er tilsyneladende helt i orden at stille krav om, at “du skal gøre som os, før vi taler sammen”.

Nødsituation
Ved indgangen til villaen, der blev bygget i efterkrigstiden med både depot og sikringsrum i kælderen, møder man en el-generatormaskine og en række vandbeholdere, der skal forsyne huset med strøm og vand, de hundrede dage som udstillingen varer, da de faste installationer er blevet afkoblet. Alle lyspærer både ude og inde er udskiftet til dagslyspærer, som giver et kraftigt, skingert, hvidt lys, og generatorens dieselmotor kan høres – og dens vibrationer fornemmes – overalt i huset.

Er indgrebet en kritisk kommentar til krigs-paranoia?

“Ja – og et forsøg på at introducere noget irrationelt. I en rationel logik giver det overhovedet ingen mening at brænde en masse diesel af for at få strøm, når Viborg kommune garanteret kan levere en mere miljømæssig og billigere strøm.

Men du viser et billede på en anden situation – en nødsituation?

“Jeg forsøger at flytte vores syn en anelse, som måske gør, at vi kan reflektere over alle de andre ting, vi forbruger. Mit værk rummer et meget personligt, politisk greb, der er et forsøg på at inficere den divergens, der er mellem virkelighed og intention. Konkret er det en udfordring af det her monokulturelle samfunds dogmer om, at man skal isolere boligen, erhverve sig et køleskab i energiklasse A og købe økologiske varer, for så har man det rigtig godt. Det er de færreste, der reflekterer over, hvor stort et hus man for eksempel skal have lov til at bo i, og at bakken med de fire økologiske æbler i Fakta er fløjet ind fra Australien…”, mener den kritiske kunstner.

Romantisk forestilling
Er dit værk en kritik af forbruget?
“Det er en ramme for reflektion over den udbredte logik om, at vi konstant skal ekspandere og gerne forbruge lidt mere i morgen. Hvis der skal være noget optimistisk i, at jeg faktisk fraskriver mig hele den civilisation, jeg lever i, så tror jeg på den menneskelige reflektion. Verden kunne have set anderledes ud, hvis flere reflekterede lidt mere. Desværre hindrer illusionen om, at vi er frie, rationelle og reflekterende mennesker os rent faktisk i at reflektere.

Så man kan bruge kunsten til at pille lidt ved illusionerne?
“Ja, ved at gøre det forkerte eller gøre noget, som er udenfor konsensus”.

Du lever i en civilisation, som du betvivler, men tror alligevel, du kan gøre en forskel. Er det ikke en romantisk forestilling?
“Jo, jo, det er romantik…det er det jo. Men jeg betvivler mig selv mest, og det hænger fint sammen med, at jeg har sagt, jeg hader det land, jeg kommer fra (til Politiken, red). Eksistentialistisk ligger der et drive dér…”, siger Jens Haaning.

Identifikation med den anden
Inde i villaen er alle møbler fjernet, og i de to stuer en suite samt i nogle af værelserne på første sal, vises dokumentation fra kunstnerens tidligere værker, bl.a. en plakat med arabiske vittigheder, en demonteret højttaler og et sammenrullet banner af den tyrkiske kvinde Aisha, der for 15 år siden hang i Århus.

For Jens Haaning har det været interessant at se tilbage på sine projekter, der er ledsaget af forklarende tekster på væggen.

“Hvad er det for eksempel, jeg har med de dér indvandrere, den udenforstående, den anden, kunstneren, den fremmede? For mig er der måske en identifikation i at være udenfor…”, funderer han.

Læs Trine Rytter Andersens anmeldelse af Preparing for the Cultural Revolution her