“Jeg har rykket tusinder af brændenælder op med rode”

Rasmus Søndergaard Johannsen udstiller Fixes Idées i Kunstbygningen i Vrå, hvor han viser “udførte skulpturer”. De er blevet til på baggrund af nørdede undersøgelser af blandt andet brændenælder og gamle billedvisningsmaskiner – og lange, eksperimenterende processer.

På dansk bliver udtrykket “en fiks ide” brugt om skøre valg, der tages spontant eller uigennemtænkt. “Hmm, det var da en fiks idé!”, siger man. Indenfor psykologien bruger man derimod udtrykket “idée fixe” om en form for (sygelig) besættelse.

Rasmus Søndergaard Johannsen bor i Berlin, men er født i Brovst og er netop nu vendt tilbage til Nordjylland for at åbne sin udstilling i Kunstbygningen i Vrå. En udstillingen, der har fået en titel, som akkurat placerer sig i et mellemrum mellem ovenstående udtryk. Fixes Idées hedder den.

“Begge dele er en del af min måde at arbejde og tage beslutninger på igennem de tre-fire år, som det efterhånden tager mig at lave en værkserie,” forklarer Rasmus Søndergaard Johannsen. “Vedholdenheden og perfektionen i processen står i kontrast til de intuitive, æstetiske og praktiske valg, jeg tog i starten, og som jeg siden skal holde fast i, så værkerne passer sammen. Derudover er fiksering af et objekt eller en situation en stor del af begge de serier, jeg viser her i Vrå.”

Og det er i sandhed kringlede (for nu ikke sige fikse) ideer, nørdede materialeundersøgelser og møjsommelige processer, der ligger bag udstillingens to værkserier.

Brændenældecyantopier

Til serien Lineated Luminary har Johannsen høstet brændenælder fra byparken Humbolthain i Berlin, forarbejdet dem til reb og fibre, som siden er vævet til tæpper. Efterfølgende har han brugt tæpperne til at fremstille cyantopier ved at sprøjte en fotosensitiv blanding på dem og lægge dem ud i parken for at blive belyst og fremkaldt af fuldmånen.

Men hvorfor lige brændenælder?, spørger jeg.

“Brændenælder er tæt forbundne med mennesket. De trives rigtig godt der, hvor mennesker eller dyr har levet på grund af kropslige efterladenskaber, forurening eller rester fra byggeaffald. Så vi skaber fantastiske levevilkår for en plante, vi efterfølgende bruger meget tid på at fjerne. Jeg har personligt rykket tusinder af brændenælder op med rode omkring den gård, jeg voksede op på. De er næsten umulige at få bugt med, så det er en ren sisyfosopgave.”

Samtidig, forklarer Johannsen, er brændenældens ‘gift’ og blade gode mod både det ene og det andet (som for eksempel gigt og stofskifteforstyrrelser). Og så kan man lave reb og stof af dem, og de er overalt. Alligevel er den ugleset, og vi gør meget for at fjerne den.

“Konkret i forhold til værket gror de i Stadtpark Humbolthain, der er et såkaldt Trümmerberg fra efter Anden Verdenskrig. Parken er anlagt ovenpå resterne af det sønderbombede Nordberlin, og det er en af grundene til, at nælderne er særligt mange og særligt høje her. De lever af resterne af krigen, og historien er dermed helt konkret og fysisk til stede i materialet.”

Selvdestruktive maskiner

I den anden serie Final Take har kunstneren skilt tre billedvisningsmaskiner ad – en filmfremviser, en VHS-afspiller og en laserdisc-afspiller –  for at finde en maskindel fra hver maskine, som efterfølgende er forstørret 30 gange, drejet på metaldrejemaskine og hængt op over maskinen på en måde, så den vil ramme maskinens vigtigste del, det vil sige hhv. linsen, videohovedet og laseren, når den falder.

Delene er hængt op i 16 mm film, VHS-bånd og en metalwire fra en spole, og når maskinerne startes, kører film, VHS-bånd og metalwire igennem maskinerne, og objekterne falder ned og ødelægger dem.

Rasmus Søndergaard Johannsen har lavet MANGE test (20-30 per skulptur), for der er ikke plads til mere end en halv centimeters udsving, før objekterne rammer forbi målet. Derfor skal der også lidt held til, betror han.

Det øjeblik, hvor trancen brydes, er interessant

“Idéerne til Final Take startede med en interesse i Christian Metz’ tanker om filmbeskuerens forhold til filmens handling,” forklarer Rasmus Søndergaard Johannsen. “På samme tid ved personen, at det er fiktion, men personen går også i en form for trance, hvor indlevelsen i handlingen og karaktererne alligevel ikke kan adskilles fra virkeligheden.”

“En af mine yndlingsfilm er Peeping Tom fra 1965, hvor Karlheinz Böhm dræber sine ofre med et specialbygget kamera. På kameraet sidder et spejl og en bajonetagtig genstand, så ofret kan se sig selv i spejlet, mens de bliver spiddet og i øvrigt fotograferet i samme øjeblik af Böhm. Det øjeblik, hvor føromtalte illusion eller trance brydes og tilskueren spiddes, er en interessant tanke – og det ikke bare i biografen.”

“Systemers selvkannibalisme er et andet aspekt i Final Take. En uundværlig del af maskinen rammer og destruerer hovedfunktionen. Det kan bredes ud på mange andre former for systemer inklusive vores krop. Muligheden for at kunne ændre betingelser, så denne selvkannibalisme bliver mulig, er meget kraftfuld, uanset hvad der kommer ud af det.”

Udførte skulpturer

I udstillingssalen står de færdige skulpturer – altså de penetrerede og ødelagte billedmaskiner, flankeret af fotografier af opstillingen, før skulpturerne blev udført. Så der er et spil mellem årsag og virkning, et element af tidslighed, der får mig til at tænke på en kunstner som Roman Signer. Jeg spørger, om det giver mening at se hans skulpturer som performative værker?

“Jeg skiller forskellige former for systemer ad, ændrer deres strukturer eller funktioner og sætter dem i scene, så de kan udføre en handling. Handlingen har jeg i sidste ende ikke kontrol over, så på den måde har du ret i, at værkerne er performative. Det performative element skal man tænke sig til, da værkerne vel kan beskrives som udførte skulpturer.”

“Jeg er ikke interesseret i at aktivere beskueren direkte, som det ville ske, hvis værkerne blev lavet direkte i en udstilling, hvilket på en måde ville være oplagt. Jeg kan godt lide at udstille, men værkerne er blevet til og er hjemmehørende i et så autonomt og uafhængigt rum, som det er muligt at skabe og arbejde i ‘i disse tider’.”

“Mens jeg arbejder, har jeg på ingen måde beskueren med i udførelsen af værket. Dette autonome udgangspunkt er også en form for illusion, så jeg bliver også konfronteret med bajonet og spejl fra tid til anden. Men det er i hvert fald mit mål at skabe og arbejde fra en uafhængig lomme,” slutter Rasmus Søndergaard Johannsen.

Se flere billeder fra udstillingen her