K for kontekst, ikke for kontrast

Det er ikke kunst som vi kender den, fra museet, fra galleriet, kataloger og kunstbøger vi møder på Roskilde Festivalen. Sippet hører jeg mig selv hviske: “Skal det nu være kunst?”, ved synet af de tre lysinstallationer, der i år kan opleves omkring festivalens næststørste scene Arena.

Her svæver fire store cylindere, der i sommernattens tusmørke skifter farve, ændrer udtryk og lyser op, mens der i træerne udenfor sceneteltet hænger glimtende diskokugler som reflekterer scenelys og koncertgængere. Endelig bevæger et nordlysimiterende farveinferno sig henover scenes enorme teltdug. Lys er her nok af.

Til sammen danner de rammen om drømmende festivalnætter, om musikoplevelser og feststemning. Forvandler, eller måske i højere grad understreger de den særlige, næsten magiske oplevelse det er at være på festival, oplevelsen af at give sig hen til et parallelunivers, der tvinger en til at give slip, flyde med og drømme sig væk.

Kunst og kontekst
Det særlige ved kunsten er – siges det ofte – at den formår at sige noget om samfundet, ved på en og samme tid både at være en del af samfundet og på afstand af det. Også kunsten har sine egne regler, her kan andre ting lade sig gøre. Kunsten står så at sige udenfor samfundet og dets logik, og lige netop derfor formår den at italesætte nye vinkler og anderledes nuancer af den virkelighed, som omgiver os.

Men det kun i en vis grad. Nok hersker her andre regler, men løsrevet er kunsten aldrig helt. Den vil altid være et resultat af en samtid, vil altid forholde sig til et sted, en historie og en kontekst.

Parallelunivers møder parallelunivers
Roskilde, festivalstemning og den utopiske boble, som opstår første uge i juli, er i sig selv et parallelunivers. Her gælder andre regler, her kan ting lade sig gøre, som ikke normalt ville have givet mening, hjemme i hverdagen. Roskilde er en parentes, hvor man henkastet hører sig selv sige; ‘det ville jeg aldrig have gjort derhjemme’. 

Parallelunivers møder således parallelunivers, når kunsten rykker indenfor på Roskilde, og den dynamik som ofte opstår, når kunsten møder samfundet udvandes, når kunsten ikke længere danner et alternativ, ikke længere karakteriseres ved at være en modsætning, der antyder nye nuancer og anderledes vinkler.

De store lysende lamper, den nordlysimiterende teltdug og de glitrende diskokugler smelter sammen med omgivelserne på Roskilde, forstærker stemning og understreger gennem lighed og ikke modsætning festivalen som det altoverskyggende alternativ til alt hvad vi kalder normer, hverdag og virkelighed.

Og dét er lige præcis meningen. Lysinstallationerne omkring Arena er – i lighed med festivalens andre kunsttiltag – ikke kunst med stort K, men Festivalkunst med stort F. For på Roskilde står kunsten ikke alene, men danner i stedet par med festival, utopitanker og atmosfære.

K for kontekst
Vivian Nagy, del af indholdsgruppen bag årets program for Arts and Creation, beskriver festivalkunst som kontekstkunst med stort K. Ifølge hende er kunstens rolle på festivalen at skabe rammerne for aktivitet og fællesskab. Kunsten skal involvere, skabe dialog og interaktion, mellem festivalgæsterne, mellem festival og gæster, mellem kunst og publikum.

“Festivalkunst er en genre, der tager afsæt i det at opleve musik, men samtidigt skal den skabe aktivitet, underholde og tilføre pladsen noget, den ikke har i forvejen, om det så er at styrke atmosfæren omkring musikoplevelsen eller om det er at skabe rammerne for decideret aktivitet” fortæller hun, og fortsætter:

“Festivalen er et levende sted 24 timer i døgnet og det har været vigtigt for os at skabe installationer, som karakteriseres ved en særlig tidslighed og dynamik. Her har vi fundet lys interessant, som noget der formår at skabe en særlig drømmende atmosfære, der konstant forandres, alt efter om det er nat eller dag, alt efter hvilken farve lamperne og teltdugen oplyses af.”

Når kunsten bare sker
For Vivian Nagy fungerer det offentlige rum, som vi normalt kender det, som et gennemgangsrum. Festivalrummet derimod, er et rum du er konstant til stede i, her passerer du ikke igennem, her er du.

“Gennem lysinstallationerne og deres konstant foranderlige udtryk, skaber vi et rum, hvor nye oplevelser, udtryk og atmosfærer bare sker. På Roskilde er man ikke i udgangspunktet opsøgende, alt er i stedet drevet af en særlig oplevelse af, at ting sker her og nu, og vores rolle er gennem lysinstallationerne at iscenesætte denne pludselighed.”

I Roskildes kaotiske kontekst står lysinstallationerne ikke tilbage som en parentes midt i parentesen, men fungerer i stedet som endnu en afviger i afvigelsen, som et element, der føjer til, forstærker og understreger paralleluniverset, det særlige ved det særlige, dét som ikke var gået derhjemme, dét som i virkeligheden og i verden, i en anden kontekst, måske havde været kunst med stort K, men som her i stedet er festivalkunst; atmosfæreskabende, festglitrende og drømmende.