Kaare Golles om sin nedlukkede udstilling ‘Når jeg ser på ørkenen, ser jeg på havet’ på SABSAY

I en række artikler giver vi indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Coronakrisen er helt eller delvist lukkede. Her fortæller Kaare Golles om sin udstilling NÅR JEG SER PÅ ØRKENEN, SER JEG HAVET på SABSAY.

Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve?

“NÅR JEG SER PÅ ØRKENEN, SER JEG HAVET er en udstilling om truende sandmasser, flimrende farvehav og et landskab uden variationer! Der er vind og der er lys eller mørke! Der er ikke noget at fokusere på, der er slet ingen ting i dette landskab! Ingenting og kroppen…! Intet der kan holde tanker fast! Ingen tid! Kun solens vandring over himlen, skyggerne, firmamentets rotation! Livet begrænses til at sove, at spise, at trække vejret, at gå! Begæret og materien! Konfronteret med ørkenen erfarer man ensomheden…! Konfronteret med havet erfarer man kaosset…! Mennesker var en bro mellem kaos og ensomhed! Mellem biologi og teknologi! En tidsaccelerator! Golfkrigen var den sidste industrielle krig og den første informationskrig! Hastighedskrigen! Hastighedens orden er indtrådt! Vi falder fremad… Vi kan ikke længere stoppe faldet…! Den verden vi ser omkring os, er ved at forsvinde!

Abstraktionen og negationen er bærende metode i min praksis, som manifesterer sig i en række motiver jeg vedvarende repeterer: natten, mørket, sort, sand, jord, aske, sten, ruiner, øje! Abstraktionen føres til yderligheder og negationen bliver den gennemgående figur – det, der ikke vil dø, den rest, der bliver tilbage hinsides det enkelte menneskes liv!
Konsekvent undgår værkerne enhver form for sentimental higen efter forsoning med en verden og et billedsprog, der kun sjældent unddrager sig et gennemgribende og umenneskeligt barbari!
Værkerne igennem øges, forfines og forskydes kombinationen af på én gang komplekse og konkrete billeder i retning af et billedsprog, der mere og mere nedskriver sig selv til et tilnærmelsesvist nulpunkt gennem den stadige vridning af de samme billeder igen og igen…”

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

“Planen er at udstillingen åbner på den anden side af Coronakrisen”.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis?

“Gennem kunst gestalter jeg vores besvær i at forstå jordens udvikling omkring os! Vi ved ikke hvorhen jorden fører os! Der eksisterer ikke noget hierarki, nogen orden… der er ikke nogen historie at fortælle! Naturen gør sin ting og der er ingen historie bag det eller mål som det bevæger sig imod… naturen er blind!
Situationen har ikke påvirket min praksis videre… man er vant til uforudsigelighed… gyngende grund under fødderne… ringe økonomi!”

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

Det er vel ingen overraskelse… No Joy! Det er såmænd ikke Covid-19 som udgør den største trussel, men opportunistiske politikere verden over, som bruger den aktuelle situation til at tilrane sig magt, digital social kontrol og indskrænke sine borgeres frihed!

Billeder fra udstillingen: