Kaare Sebastian Golles
Med afsæt i en lang række historiske referencer til blandt andet Den Franske Revolution og de spanske mørkemalere Velázquez og Goya arbejder Kaare Sebastian Golles både med skulptur og maleri. Dog ikke i klassisk forstand. Hans ’sprængte’ skulpturer og sorte malerier står som vidner om vores fragmentariske og ustabile virkelighed med kulturens forfald som underlæggende tema.
For den unge, danske kunstner Kaare Sebastian Golles er Oplysningstiden og Den Franske Revolution et vendepunkt for mennesket og den menneskelige tilstand. I hans optik er helheden i dag umulig; fragmentet er og bliver den eneste mulige erfaring.
Med dette som en gennemgående begrænsning skaber Golles en række fortællinger om kroppen som et billede på den menneskelige tilstand. I modsætning til for eksempel den schweiziske skulptør Alberto Giacometti stræber Golles ikke efter at skabe helheder, men dyrker i stedet erkendelsen af det løsrevne. Intet lader sig reparere, intet er genopretteligt, forstår vi.
Og derfor finder vi kropsdele, støbt i bly og nogle gange ødelagt af øksehug i Golles’ univers. Enten er det fødder, hvilende tungt på gulvet, som i Fuselis tegning. Eller opadstræbende hænder, der tilsyneladende rækker ud efter os fra en fjern fortid eller fra det hinsides.
Med tabet af helheden følger også pointen om sandhed og sproget som konstrueret. Hos Golles kommer dette til udtryk i en række komplekse scenografiske opsætninger af mangeartede artefakter uden egentlig relation. Installationerne kan ses som forrykte fraser, der peger på umuligheden af den stabile virkelighed, eller de kan være oplæg til en arkæologisk forståelse af kulturen som noget, der ikke længere er.
Netop at betragte mennesket og menneskets kultur som noget allerede overstået udspecificeres i Golles store og næsten totalt sorte malerier. Her har han anvendt blandt andet benkul, sod og brunkul og dermed bogstaveliggjort det underliggende tema om menneskehedens langsomme forfald, som hele tiden lurer under overfladen.
