Kan kunst appropriere livsformer?

Museet for moderne kunst i Warszawa viser en udstilling, der ikke handler om kunst, men om hvordan kunstneriske kompetencer infiltrerer samfundet. Paradokset lader til at være, at hvis kunsten skal have reel indflydelse i samfundet, må den holde op med at være kunst.

Museet for Moderne Kunst i Warszawa viser netop nu udstillingen Making Use – Life in Postartistic Times. Museet viser ikke værker, men fremhæver kunstpraksisser, der approprierer og hacker livsformer. Der er over 100 deltagere med i projektet, der omfatter en udstilling, workshops, seminarer, og som omdanner dele af museet til et aktivt arbejdssted.

Deltagerne dækker både over kunstprojekter som det hedengangne Luther Blisset og danske N55, men også tidskrifter som E-flux og Third Text, samt frie universiteter og researchprojekter som Forensic Architecture, New World Summit og ikke mindst aktivistiske investeringsfællesskaber som Robin Hood Minor Asset Management Cooperative.

Det er en sand guldgrube af alternative organisationsplatformer, som umuligt kan redegøres for her, men som bliver grundigt præsenteret i udstillingens online katalog.

Viden pollineres fra platform til platform
Udstillingen lader sig inspirere af nye teorier om digitale økonomier, der bruger mekanismerne bag biers pollinering til at illustrere, hvordan viden og værdi transporteres i dag; Sociale medier genererer ifølge dem ikke længere produkter, men bærer information fra online platform til online platform. Hvor man inden for økonomiske termer taler om værdier, der opfanges af forskellige platforme, peger udstillingen i stedet for på en ‘krydspollinering’ af kunstneriske kompetencer. På hjemmesiden står der om udstillingskonceptet:

”Når kunstnere migrerer, eller når andre sociale og kulturelle processer finder steder (…), begynder gentyper at infiltrere andre organiske områder, som er forskellige fra den selv. De bliver implanteret med en kunstnerisk kompetence og koefficient som er typisk for kunst.”

Autonomi for kunstens egen logik
Udstillingens kuratoriske grundbog er teoretikeren Stephen Wrights bog Toward a Lexicon of Usership fra 2013. Den er gratis tilgængelig online og kan hentes her.

Wright peger på, hvordan kunsten lykkedes i det 19. århundrede med at tilegne sig et område inden for det sociale fællesskab, hvor kunstens egen logik kunne regere. Det er dette, vi ofte refererer til som kunstverdenen. Autonomien, der blev efterstræbt, var en måde at opnå frihed fra politiske og religiøse strømninger.

Beskytter kunstens egen logik
I forlængelse af Wrights perspektiv er det interessant at overveje, hvordan kunstverdenen har infiltreret samfundet. Med institutioner som Kunstfonden har staten inkorporeret æstetikkens logik og forsøgt at skabe områder, der skulle beskytte æstetikken, men samtidig understøtte dens bevægelse ind i andre dele af den sociale sfære, såvel som dens muligheder for at samarbejde med eksterne interessenter som kommercielle aktører, uddannelsesinstitutioner osv.

Det positive her er, at kunsten helt konkret har lykkedes med at forandre en del af samfundets struktur, mens problemet har været, at man først og fremmest har lykkedes med at beskytte kunstens idiosynkrasier.

Politisk kunst skal være pæn at se på
De mange tiltag for tværfaglige samarbejder fra Kunstfondens og andre fonde er tydelige eksempler på, at der er en stor tiltro til, at kunsten har meget at tilbyde samfundet. Samtidig er der blevet skabt en latent konflikt mellem æstetikken og kunstens mulighed for at være en organisationsform, der potentielt kan gå ind og kolonisere andre organisationer.

Med inspiration fra en feministisk diskurs kunne man sige, at kunsten har skabt en autonomi, der beror på, at den først og fremmest skal være pæn at se på, men helst ikke blande sig i politik. Eller hvis den skal blande sig i politik, skal den mest af alt være pæn at se på. Spørgsmålet er dermed, om kunsten er i stand til at forandre noget på et organisatorisk niveau, når den samtidig er beskyttet af det 19. århundredes æstetiske logik?

Udstillingen Making Use peger imidlertid på projekter, der først og fremmest ikke identificerer sig som kunstprojekter, men nærmere som projekter, der benytter kunstneriske kompetencer til at gennemtrænge andre områder af samfundet.

Et dansk eksempel
Et af de nyere og mere interessante danske eksempler, som kan fremhæves her, er projektet Diakron.

Diakron består af kunstnere og kuratorer Amitai Romm, David Hilmer Rex, Bjarke Hvass Kure, grafisk designer Asger Behnke, sociolog Aslak Aamot Kjærulff og konsulent Morgan Sutherland. De beskriver Diakron som en platform for transdisciplinær research, der tilpasser sig de projekter, de til enhver tid beskæftiger sig med. Deres igangværende projekt Fremme af fællesskaber gennem Hybride Organisationer er støttet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og udføres i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet i København.

Vi har overset kunstens død
Diakron er et eksempel på en aktuel kunstbevægelse, der som så ofte før, undslipper nutidens definitioner for kunst og med henvisning til Making Use kan kaldes “post-kunstneriske”. Termen henter udstillingens kuratorer Sebastian Chichochi og Kuba Szreder fra den polske teoretiker Jerzy Ludwiński, der i 1970’erne sagde: “Perhaps, even today, we do not deal with art. We might have overlooked the moment when it transformed itself into something else, something which we cannot yet name. It is certain, however, that what we deal with offers greater possibilities.”

Paradokset lader til at være, at hvis kunsten skal have reel indflydelse i samfundet, må den holde op med at være kunst. Dette er måske mindre et paradoks, end at det handler om, at vi må give afkald på den beskyttelse, som kunstverdenen tilbyder. Ligeså vel som kunstverdenen er et fort, er den måske også et fængsel.