Kan kunsten pege bag konflikten?

Maj Hasager og Helen de Main viser kunstværker, der alle refererer til områder i Israel og de besatte territorier, hvor palæstinensiske familier tidligere boede.

Med Between Here & Somewhere Else udtrykker kunstnerne et ønske om at give ‘alternative fortolkninger’ af et fjernt sted, vi alle kender gennem medierne. Udstillingen både undersøger og udfordres af, at vi alle har lært at forstå Israel og Palæstina som parter i en fastlåst konflikt. Det er blevet til et interessant, men ikke let forståeligt projekt.

Til at hjælpe med fortolkningen har jeg spurgt Adam K, politisk rådgiver og mellemøstenekspert, om at medvirke til en samtaleanmeldelse.

Savnet efter det tabte
RK: Med Memories of Imagined Places er vi ude i et kunstværk, der imiterer en antropologisk teknik i undersøgelsen af individers selvfortællinger. Dette gøres ved at vise fotografier af steder med tabte palæstinensiske landsbyer og et lille udsagn fra en efterkommer af de oprindelige beboere.

AK: Det er nogle lidt ambivalente fortællinger, fordi det er forældrenes savn, de unge udtrykker. Og så er det personlige viklet ind i en del af et kollektivt palæstinensisk narrativ om “Nakba”, arabernes flugt i 1948.

Jeg oplever altid en meget basal vemodig stemning når den genfortælles, som vi europæere slet ikke kender. Der er ingen jysk tilflytter til storbyen, der føler samme stærke bittersødme over livet på heden i 1800-tallet.

Ingen adgang
RK: I Østjerusalem er to tunneller, der er lukkede for de fleste palæstinensere. Helen de Main har valgt at tegne tunnelindgangene på et par stålskilte sat i betonklodser.

AK: Det er et udmærket symbol på den begrænsede bevægelsesfrihed. Den reelle udelukkelse er nu ikke en abstrakt ting, men ret reel for palæstinenserne.

Grænseadskillelserne er oprettet, fordi israelerne frygter for konkrete terroristangreb. Frygten næres dog også af konstante påmindelser om fortidens massive overgreb mod jøder.

Som palæstinenserne oplever det, er adskillelsen en hel ekstrem begrænsning på deres frihed. Hvis det var en dansk villavej, svarer det til, at du ikke må køre ud af den ene ende, og at der ofte er spærret i den anden. At komme ud og ind på vejen ville ofte tage 3-4 timer.

Der er også den konkrete ydmygelse. Det, at du ofte står over for en 18-20-årig værnepligtig, måske en der er immigrant fra Ukraine eller Etiopien. Og som er ekstremt voldsom over for dig, ikke bare i sit sprog, men også ved at pege på dig med et skarpladt, afsikret våben.

Hjemmets arkæologi
RK: Silwan Hoard – Abasi Family er interessant som en kunsthistorisk reference. De små bronzeobjekter er afstøbninger af fragmenter fra et tvangsnedrevet hus i det arabiske kvarter Silwan i Jerusalem. Men de er nu blevet til både kunst og arkæologi.

AK: Israelerne foretager hele tiden ulovlige ødelæggelser af palæstinensiske huse. Her bliver resterne bagefter til noget ophøjet – en erindring – opsat på en helt konkret piedestal.

RK: De har fået en aura, der siger ‘kunst’, og der refereres til kunsthistoriske strategier som det serielle, ‘det fundne objekt’ og minimalisme.

AK: Jeg tror, det er et led i udstillingens forsøg på at undgå klicheer med pigtråd og Kalashnikov- og M16-geværer.

Klicheer og symboler
AK: Problemet med at have en kunstudstilling om en så potent religiøs, etnisk, politisk og økonomisk konflikt som den, der er i Israel og Palæstina, er, at den er svær at lave uden symboler.

For det er det, vi hele tiden taler i. Når man så prøver at tale på en anden måde, bliver det tit meget kunstigt.

RK: Udstillingen forsøger jo at have længslen efter steder og områder som et tema i stedet for konflikten i sig selv.

AK: Den her konflikt er så vildt symbolsk ladet, og den er så vildt klichepræget, at man nok bliver nødt til at hoppe ud i det metaforiske. De to kunstnere har måske prøvet at undgå klicheerne så meget, at de nogle steder har danset sig for meget ud af noget genkendeligt.

Billedet af palæstinensere og israelere
RK: On Site er en imponerende video, hvor steder, der tidligere var palæstinensiske, bliver besøgt og nuværende beboere interviewet.

AK: Der er et israelske narrativ om, at de var et folk uden land, der kom til et land uden folk. Flere af de medvirkende udtrykker dette.

RK: Og samtidig er der de unge palæstinensere, der fortæller om deres forhold til familiens landsby, der nu er israelsk. De repræsenteres kun af en neutral fortællerstemme og billeder af landkort.

AK: For israelerne er det, som om der har været en mytologisk epidemi dengang, og så faldt araberne bare døde om eller forsvandt. På den ene side insisterer man på at se sig selv som et offer – for holocaust eller araberne. Et offer der har krav på et land.

På den anden side ved man godt, at det land, man bor på, ofte er taget med vold og magt fra nogen. Derfor han man i Israel en paranoid debat – ofte meget defensiv – hvor der er meget, der ikke siges direkte.

RK: Når man påtager sig en kunstneridentitet, kan man lade folk snakke derudaf, eller man kan stille nogle andre spørgsmål end normalt. Det er en klar styrke i videoen.

Kan kunsten pege bag konflikten?
AK: Samlet set synes jeg, det er en interessant udstilling. Den kræver nok en særlig interesse og måske viden om området, eller også skal man forstå de kunstneriske referencer og den særlige dramaturgi.

RK: Jeg ser det som et allegorisk projekt; at vise en sag indirekte gennem brudstykker og hentydninger. Det sker gennem forskellige medier og referencer til dokumentariske, antropologiske og arkæologiske strategier. Det nye er, at det handler om palæstinensere, der har fået deres steder ødelagt og taget fra dem.

AK: Der er en klar følelse af tab i kunstværkerne. Kunstnerne reproducerer desværre også, hvad jeg synes er en af de store fejl og irritationsmomenter ved dækningen af konflikten:

At palæstinenserne heller ikke her får en rigtig stemme. Det, der er skrevet inde på væggene, er tørre udsagn. Vi har ikke set en araber, der taler i levende billeder, eller faktisk hørt en palæstinensers stemme.

RK: Der er dog supplerende essays i den medfølgende folder. Men de fraværende palæstinensere kunne også være en hovedpointe?

AK: Ja, det kunne det. Det er, i bund og grund, en ekstremt svær konflikt at dække på nogen som helst måde. Det er svært at sige noget nyt og på en ny måde. Det lykkes et stykke hen ad vejen med denne udstilling.