Kan man aflive dæmonisering ved at dæmonisere andre?

Når kunstneren Peter Voss-Knude går i rette med en navngiven forfatter, bør det ske på et mere sagligt grundlag end den, han serverer på udstillingen The Anti-Terror Album på Museet for Samtidskunst. Diskussionen om terror, frygt og dæmonisering er uhyre vigtig, men kunstneren tipper over i sin iver efter at sige magten imod.
Uden for Museet for Samtidskunsts indgangsport, på fortovet ved Stændertorvet i Roskilde, ligger der en stor lyserosa sten. Den er egentlig meget pæn og kan gå for at være en udsmykning. Men i disse tider, hvor vores byer plastres til med terrorsikringsaggregater forklædt som pæne ting, kunne det også være det, en terrorsikring.

Den tanke får man i hvert fald hurtigt serveret på udstillingen The Anti-Terror Album, idet kunstneren Peter Voss-Knude, som det første man møder, har sat en gammeldags kikkert op, hvorfra man kan kigge ned på stenen og se, om der skulle være nogle forbipasserende, der stoppede op og kiggede på den. Samtidig indrammes den smukt i det cirkulære kikkertsyn, der fungerer som en indramning og et fokus på det, der ellers ville være for upåfaldende.

Det modsatte af terror

Den er lavet af rosakvarts – et krystal, som krystalhealere mener symboliserer kærlighed, ro, harmoni og tryghed. Altså alt det modsatte af terror, der handler om vold, uro, destabilisering og frygt.

Det sammenstød er interessant på det symbolske plan, som er kunstens, uanset om man er overtroisk eller ej, og den lyserøde farve er i sig selv en form for modfarve til det, vi forbinder med magt, krig og forskansning.

Det er også det, man har set hos kunstnergruppen Pink Army, som placerede legetøjssoldater malet lyserøde på strategiske steder og skabte en bevægelse omkring denne anti-militaristiske aktion. En dokumentarisk stumfilm på udstillingen viser med et poetisk blik, hvordan rosakvarts-stenen er transporteret fra Michigan over New York til Europa. Vi ser de skiftende landskaber og hændelser ud af ladet på den lastbil, der kører den.

Politik og kærlighed på vinyl

Lyden i både dette rum og det første udgøres af en afspilning af den musik, der har givet udstillingen sin titel, nemlig The Anti-Terror Album. Det er en samling lettere skæve popsange med tekster, der fletter kærlighed og politiske udsagn sammen på et lidt naivistisk engelsk.

Teksterne handler blandt andet om, at den danske stat er racistisk, at dens tankegang promoverer krig, og at medierne er med til at støtte terror ved at skabe frygt. Dette kobles til sensuelle billeder af intimitet på ikke særligt gennemskuelige måder.

Jeg vil tro, at ideen er at koble det personlige og det politiske, følelsen og kritikken, men det er svært at se disse tekster som særligt vellykkede, både ud fra et litterært og et kommunikativt perspektiv.

Kunstnerens ide om, at han vil råbe op og gøre os klogere, fejler, idet jeg ikke kan finde noget i disse tekster, jeg ikke har hørt adskillige gange i den verserende offentlige debat. Det er lidt som en kronik i Information parret med kærlighedens smerte.

Musikken er ikke dårlig, en lidt skrabet indie-gør-det-selv-produktion. Voss-Knude synger udmærket og følelsesfuldt og kan også lave melodier, der fænger ved genhør. Men alt tyder på, at det er teksterne, der er det centrale, for de er en direkte respons til den øvelse fra Beredskabsstyrelsen, der kaldtes KRISØV 2017, og den kommer jeg tilbage til.

Men lad mig lige nævne, at Museet for Samtidskunst udgiver pladen på LP (som del af en serie udstillingsvinyler) og at man får et eksemplar, når man løser billet til udstillingen. Det er et interessant format for netop det museum, der jo har en betragtelig lydkunstsamling.

Læs også: anmeldelse af blandt andet Peter Voss Knude: Peter & the Danish Defence

Fiktion om jihadistisk terorangreb

Det store udstillingsrum er indrettet som en slags dagligstue – eller måske snarere som et venteværelse hos en advokat, bortset fra at et par af de remme, som føromtalte sten formentlig er transporteret med, er fastgjort til sofaen. Her kan man slænge sig i danske design-møbler og læse den tekst til KRISØV 2017, som det hele egentlig handler om.

Det er en meget speciel type tekst, som det er ganske interessant at grave frem og kigge nærmere på. Det viser sig, at Beredskabsstyrelsen benytter sig af fiktive scenarier, når de holder øvelser, og i 2017 var det fiktive scenarie et terrorangreb, som en jihadistisk organisation (der kunne være ISIS eller Al-Qaeda) står bag. Teksten har form som en fragmenteret spændingsroman og er skrevet af katatrofeekspert og forfatter Rasmus Dahlberg.

Peter Voss-Knude retter en hård kritik mod forfatteren, teksten og Beredskabsstyrelsen for at sprede stereotyper om arabere og muslimer og dermed bidrage til islamofobien og frygten. På væggene hænger akvareller, som kommenterer dette yderligere og et fotogravure af kontrakten mellem forfatteren og beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsens logo er blevet til en elektrisk glasskulptur med små ‘lyn’ i, og det markeres meget tydeligt, at den er farlig.

Urimelig dæmonisering

Nu slipper jeg det traditionelle anmeldelsesformat og selve udstillingen til fordel for en diskussion af den konkrete kritik af teksten til KRISØV 2017, dens forfatter Rasmus Dahlberg og Beredskabsstyrelsen. Det er nemlig helt centralt, men sprænger samtidig rammerne for en kunstkritisk vurdering.

Når man læser kunstnerens udlægning af teksten lyder den som én lang entydig dæmonisering af muslimer, som det er meget svært at genkende, når man læser teksten. Det er altid relevant at påpege dæmoniseringer og stereotypiseringer kritisk, men man er nødt til at være vederhæftig og nuanceret, ellers dæmoniserer man dem, man kritiserer.

Og ja, jeg mener faktisk, at Peter Voss-knude gør sig skyldig i det, han kæmper imod: At lave en urimelig dæmonisering af sin ‘fjende’, den modstander som både pladen og udstillingen er en direkte kritik af. Alene det at skjule, at Rasmus Dahlberg faktisk er katastrofeekspert og i stedet fremstille ham som en komplet uvidende krimiforfatter er under lavmålet.

Jeg skal understrege, at jeg mener, at det er yderst relevant at kritisere måden, vi håndterer og taler om terror på, herunder terrorsikringen i vores byer, som kan vise sig at gøre mere skade end gavn.

Det er også helt rigtigt set (omend næppe nogen original pointe), at det at sprede frygt er præcis det, der nærer terroren, og at vi derfor på sin vis går terroristernes ærinde, når vi reagerer med frygt, barrikadering og stigmatisering af muslimer som sådan.

Og det godt set, at der er en virkelig speciel måde at bruge kunsten på, når man får en forfatter til at skrive et scenarie med alle litterære virkemidler til en national beredskabøvelse, og det er interessant at undersøge dette fænomen kritisk. Så langt så godt.

Men i sin iver efter at drive den pointe hjem, gør han ved projektet, hvad han beskylder andre for. Han er efter min bedste overbevisning urimelig over for sin genstand. Det gode er, at han lægger den frem, så vi selv kan bedømme den (hvis man vel at mærke har tid til at læse de 62 sider). Han påstår, at arabere og muslimer seksualiseres og stereotypiseres, og at plottet er ‘planket’ fra serien Homeland snarere end fra seriøs viden, og man får i det hele taget et indtryk af en utroligt unuanceret skildring.

Det, jeg læser, er langt mere nuanceret. Det minder mig ikke synderligt om Homeland, som formentlig kun har været en af mange inspirationer til opbygningen af fortællingen. Man får alles synsvinkel, herunder også terroristernes, og forstår de personlige krigstraumer, der har motiveret dem.

En af hovedpersonerne Bukran, der er lavest i hierarkiet, har en sådan traumatisk baggrund (og mulig PTSD), og han plages samtidig af social isolation og ensomhed i Vollsmose. Hans drift mod radikalisering forklares med disse ting, snarere end med Koranen. Altså sociale og personlige grunde.

Hans bagmand har blå øjne og engelsk som modersmål, altså meget tydeligt ikke en arabisk stereotyp. Højreradikale racisters reaktion på terrorangrebet og den generelle vrede mod muslimer ses som en succes for terroristerne, altså at de får skabt splid.

Og ikke mindst omtales dem, der sympatiserer med angrebet som “nogle få, radikaliserede muslimer” til klar forskel fra den almindelige muslimske borger. Der er sikkert ting, man kan kritisere, men man må gå redeligt tilværks, hvis man skal lave en tekstideologikritik.

At beredskabsstyrelsen i 2017, hvor ISIS er på sit højeste, finder det relevant at forestille sig, at et terrorangreb skulle kunne komme fra et sådant sted, virker ikke fuldstændig urimeligt. Også i betragtning af, at stort set alle danske terrorangreb (og afværgede forsøg på det) er kommet fra islamistiske terrorister.

At det internationalt forholder sig anderledes – i Europa er separatistisk terror dominerende, i USA er der et væld af skoleskyderier, der fylder langt mere – er ikke det samme, som at det også gælder her, hvor meget kunsteneren end påstår, at dét er fakta.

Vi har haft ét skoleskyderi i Danmark, og det var i 1994. Jeg kan til gengæld hjælpe kunstneren ved at slå fast, at langt størstedelen af terrorismens ofre er muslimer, da langt det meste terror begås i Mellemøsten.

Et bidsk svar

Det er ikke hver dag, jeg oplever direkte pseudo-saglige personangreb på en tekst på en kunstudstilling, og derfor følte jeg trang til ikke blot at skrive en anmeldelse, men også bevæge mig ud i en slags journalistisk faktatjek. Til det hørte også at kontakte forfatteren Rasmus Dahlberg på skrift og høre, om han havde noget at sige til kritikken – og i øvrigt en forklaring på, at han ikke ville have offentliggjort det interview, kunstneren har lavet med ham. Dahlberg giver udtryk for, at han ikke blev hørt i interviewet, men nærmest tromlet, og han sendte følgende udtalelse:

“Jeg har ingen kommentarer til narrativet i teksten, som blev udarbejdet som et arbejdsredskab til brug i øvelsen ud fra Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsens ønsker. Romanen, jeg skrev på baggrund deraf (Dødens droner, red.), er udgivet og kan således læses og vurderes af alle. Generelt vil jeg sige, at mens jeg imødekommer kunstneriske tilgange til terrorsikring, så føler jeg mig personligt mere tryg ved, at de danske myndigheder sørger for, at Danmark er et sikkert sted at leve, end at vi skal fæstne vores lid til store rosenkvarts.”

En lidt bidsk kommentar, som må tale for sig selv.

Diskussionen om terror, frygt og dæmonisering er uhyre vigtig. Jeg er bare ikke sikker på, at mod-dæmonisering er vejen frem. Lad dette være et oplæg til videre debat.

Se også video med Peter Voss Knude