Det kan man også

Al Masson gør, hvad han vil. Han vil lave nye former. Han er manden med det varme smil. Jeg har set ham rundt omkring, men ikke lavet koblingen mellem ham og hans værker. Hans værker ligner ikke hinanden, for Al Masson gør, hvad han vil. En aktuel udstilling med netop Masson hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel samler trådene – alligevel ser jeg ikke sammenhæng, for det jeg ser, er en vilje til kreativitet. Og det er rørende.

Indledningsvist, i forrummet, hænger baner af brunt papir som skødesløs baggrund for håndskrevne, personlige fortællinger. Jeg har ingen grund til at betvivle, at disse fortællinger er sande. Kunstneren har valgt at delagtiggøre den udstillingsbesøgende om hændelser i familien og udfoldelse af seksualiteten. Her er omridset af de begivenheder, som gjorde denne person.

Går jeg til venstre, kommer jeg ind i et rum med mange mindre malerier, der hænger som pletter på et tapet, og som også selv er forskellige mønstre. Ser jeg på dem enkeltvist, så har de ikke særlig stor kraft, men ser jeg dem i rummet, så er de fint installeret. Udstillingen er i det hele taget fint installeret og meget varieret. Så varieret, at jeg kunne tro, det var flere kunstneres værk.

Kunstneren har for eksempel ladet sig fascinere af diverse emballage, der ligger rengjort og fri for etiketter på et stort bord i en kulørt bunke under en film, der viser, hvordan disse former kan stables og arrangeres som småskulpturer eller minibyer. Det er den udfoldede lyst til at lade former være noget andet end det, de er tænkt som. Den udfoldede lyst til at lave sammensætninger.

Næste rum viser større fotos af transparente plastsammensætninger af emballage – som konturen af en by eller krukker på en hylde – mod en hvid baggrund.

Dagens papir
I et andet rum står store bemalede papirklumper lettere sammenrullet eller lænet op ad en væg eller et metalstativ. De står og ligner flager fra et hamskifte fra et kulørt dyr eller et dyr, som gerne klæder sig forskelligt. Ikke fordi det vil gå i ét med omgivelserne og putte sig, men fordi det vil vise sig frem med den nuance, som passer til dagens humør eller rummet, det går ind i.

Papir har af kunstneren nogle gange været brugt i performances som dragter. Masson har viklet sig ind i papiret som det naturligste, som en dans, men ikke på en scene, her, i udstillingsrummet.

Han gør det ikke som en opførelse af en figur eller en fortælling. Det er mere som et møde med nogle former og måske også nogle andre mennesker som ved en performance i den aktuelle udstilling, hvor kongelig balletdanserinde Astrid Grarup Elbo dansede mellem udstillingsgæster mod Masson. Lyden kom fra fødderne og gulvets knirken – det var en ordløs hvirvlen uden indstuderede trin.

Alt skønt
Udstillede håndskrevne noter fra ungdomshændelser lader vide, at Masson ville danse og lave mønstre og forme stoffer. Alt skønt. Og det var, hvad han kom til. Lidt i trods, i al fald uden sin fars velsignelse, men som noget, han selv sørgede for at opsøge og dyrke. Derfor er udstillingen så rørende. Det er ham, jeg møder i materialerne.

Faktisk har han rykket sit værksted ind i et af rummene. Det virker rimeligt, fordi det hele vejen handler om hans egen historie, hans lyster og resultaterne af lysterne. Han er stadig i bevægelse. Han improviserer stadig. Han vil ikke have en enkelt form.

Når han, som i den aktuelle udstilling, samler ældre og helt nye værker, virker det som en insisteren på at lave mønstre og finde skønne former, hvor der ellers ingen er. Som når der fra en skolebænk sendes et sommerfugletapet ud i rummet. Skolebænken er ét blandt flere møbler, som er blevet del af udstillingen. Med møblerne i udstillingen virker det endnu mere tydeligt, at her er et menneske, som er opmærksom på at bo med farver og mønstre.

Rekvisitter
Farverne kan være stofstykker, der bruges til at skabe kontakt. I sin nylige dans med balletdanseren brugte han et gennemsigtigt, lyseblåt klæde til at favne sin danserinde – hans hvirvlende muse. Han kastede det over hende for at få hende tættere på, men alligevel have en hinde mellem dem. Andre gange, når han selv har performet, kan han finde på at kramme papir og vikle det om sin krop, så den bliver fyldig og rund, og han ligner et stykke gammeldags legetøj eller en klump ler, som er ved at finde sin form på en drejebænk mellem arbejdende hænder.

Måske kan jeg godt se, at det er en performer, som har lavet de udstillede blæktegninger. Her er også figurer, som afprøver former, nogle gange med rekvisitter. Som selvstændige værker, står blæktegningerne stærkt. Sammen hænger de meget vellykket helt tæt i et mindre rum.

I en film med mænd i forskellige aldre handler det mest om kroppene i forhold til hinanden. De er næsten nøgne, med sorte bomuldsunderbukser, i et hvidt rum med bænke som et stiliseret omklædningsrum. Over bænkene hænger ensfarvede håndklæder i kolde og varme nuancer. Blommefarvet, citrongul, dueblå. Mændene kigger på hinanden, men taler ikke sammen – i stedet rører de ved hinanden gennem håndklæderne, som de legende kaster frem og tilbage og siden bruger til at kaste over hinanden og lade sig trække og flytte med.

Vi danser helst alene
Måske hører du til den fjerdedel, der har danset i løbet af den sidste uge. Eller den fjerdedel, der ikke har danset i over et år. Danskere danser helst derhjemme. Hele 41 procent danser spontant med sig selv derhjemme, fordi de får lyst til det (ifølge en analyse fra YouGov gennemført for Samvirke i 2016). Det er godt at høre, at det ikke bare er kunstneren, der har lyst til at danse.

Det er heller ikke kun ham, der stabler tingene. Kender du typen, som ved et middagsselskab, måske uden at være sig det bevidst, sidder og fumler med korkproppen fra vinen og folder stumper af papirservietten. Den, som ikke kan lade være med at samle blød stearin eller lægge papirklips på række. Netop som den udfoldede lyst til at samle genstande i de umiddelbare omgivelser op og gøre noget med dem.

Nogle kunstneres virke minder om alle menneskers leg. Masson er sådan en, for han fumler med former, samler dem op og sætter dem ned igen. Det, som jeg får med mig fra udstillingen, er ikke så meget en oplevelse af enkelte værker, men en fornemmelse for et menneske, som bevæger sig i stort og småt. Masson danser måske også alene, fordi han har lyst, men han danser også for os og minder os om, at det er okay at have lyst til at danse og lave mønstre og samle på former; alt skønt.

Sin udstilling har han kaldt Surfing. Surfing er at hoppe rundt mellem information på nettet eller ride på en god bølge. Masson hopper også rundt mellem sansninger – han rider på dem.