Kathrine Ærtebjerg: “Legen med banalitet og fantasi er grundlæggende”

Kathrine Ærtebjerg har været en central skikkelse i dansk billedkunst siden begyndelsen af dette århundrede. De ofte drømmelignende motiver har fulgt hende det meste af karrieren, og det er også i udpræget grad dét, den besøgende bliver mødt af i udstillingen Viol, Hvidkål, Væren på Viborg Kunsthal. Et møde der for Ærtebjerg gerne skal være åbent og med mulighed for en personlig meddigtning – fra beskuerens side.

På græsarealet foran Brænderigården, hvor Viborg Kunsthal har til huse, udforsker kittelklædte skoleelever spraymalingens mulighedsrum på kvadratiske spånplader. Midt i skyen af spraymaling står billedkunstner Kathrine Ærtebjerg og vejleder de unge kreatører i brugen af materialet – et materiale hun i de seneste år, har inkorporeret i sit eget arbejde. Da vi sætter os, er jeg straks nysgerrig efter at høre mere om Ærtebjergs maleriske univers, og jeg indleder vores møde med at spørge ind til, hvad det er, publikum møder i hendes billeder.

“Værkerne fortæller en historie, men den er meget fragmenteret. I det her tilfælde, er det mere et slags billeddigt, som beskueren kan gå ind og digte videre på”, forklarer hun. “Jeg vil rigtig gerne skabe et personligt møde, hvor det ikke handler om, at folk skal forstå mig eller min intention, men mere handler om beskuerens møde med værket som et slags spejl af verden – eller af mennesker.”

Ærtebjerg ser beskueren som meddigter i mødet med værkerne, der rummer mange forskellige tolkningsmuligheder, men intet facit. Billederne skal være åbne og mulige for at beskueren at tillægge betydning og skabe egne historier ud fra, for på den måde at gøre dem til en samtalepartner. Denne meddigtning muliggøres i høj grad af, at mange af Ærtebjergs motiver placerer sig i et krydsfelt mellem det figurative og abstrakte. Et formsprog der, afhængigt af billedernes størrelse, opstår ud fra en umiddelbar og intuitiv proces.

Læs også:
Ugens Kunster – Kathrine Ærtebjerg

“I de store billeder starter jeg ofte med at lave store figurer. Så er der nogle formelle udfordringer, som betyder meget for, hvordan det endelige billede ser ud. Det skal være levende – der skal være noget energi! Og selvom det er meget fladt, så er der alligevel et arbejde med rumligheden, ligesom der også er noget koloristisk arbejde, selv i de meget grafiske billeder. Det handler om at lave værker, som er værd at kigge på, som man gider bruge tid på, og som også har en appel. Det skal ikke give for meget, men det skal heller ikke give for lidt.”

Banalitetens potentiale

Mange af værkerne i udstillingen er skabt i en forening af olie, akryl og spraymaling. I serien Symbolistiske Spraytegninger (2016-21) ses Ærtebjergs spontane tilgang til spraymalingen, samt hendes fascination af at placere ting fra virkeligheden – primært fra naturen og værktøjskassen, der har været et tilbagevendende motiv – ind i billederne. I Værktøjet II (2018), bliver silhuetten af to hammere, nærmest som røntgenbilleder, forlængere af figurens korpus. En forening man ofte kan støde på i Ærtebjergs fantasifulde billedsprog.

For Ærtebjerg bliver ‘værktøjet’ et billede på de redskaber, vi som mennesker gives til at manøvrere i den kultur, vi hver især fødes ind i. Samtidig er ønsket om at forstå, hvor vi kommer fra og hvorfor vi er her, noget værktøjskassens indhold kan visualisere på en mere enkel og relaterbar vis.

“Jeg spiller lidt på det banale. En saks er en meget banal og almindelig ting, men i visse sammenstillinger får det også en anden betydning, som handler om, hvad vores vilkår for eksistensen er. Det har en betydning for mig, at det lige er de ting: Det handler meget om, hvordan vi mennesker selvfølgelig er en del af naturen, men også om vores skrøbelighed og forgængelighed, som jeg synes bliver tydelig de steder, hvor jeg benytter blade og grene i billederne.”

Eksistentielle spørgsmål

Det banale og hverdagsagtige synes i Ærtebjergs verden at blive en visuel markør for langt dybere, underliggende spørgsmål omkring vores eksistens. Og netop de eksistentielle spørgsmål er noget hun konsekvent bearbejder gennem kunsten.

“Jeg er egentlig meget interesseret i, at vi mennesker prøver at give livet mening, prøver at se sammenhænge og prøver at forstå livet. Det er det, jeg grundlæggende bygger værkerne på. På et betydningsmæssigt plan er motiverne en spørgen: Hvem er vi? Hvem er jeg? Hvordan ser jeg mig selv? Hvilke billeder har jeg af mig selv, og kunne jeg have andre billeder?”

“Legen med banalitet og fantasi er grundlæggende. Og når man ser et billede, hvor man genkender objekter, tror jeg, at man kommer ind i billedet på en anden måde, når det er den præcise ting fra virkeligheden. Det er ikke mig der har malet en kæde – det er simpelthen kæden.“

Læs også:
Er der noget, som holder én fast på jorden?

I de store figurmalerier såsom Gulerod, stikkelsbær, medbestemmelse (2019) og Værktøjet III (2018), bliver kæden central for figurens struktur. Den fungerer som skelettet og sammenhængskraften i figuren. I værket Magt (2021) har blade og grene indtaget lignende roller. I alle tilfælde genkender vi straks objekterne, men vi opfatter dem anderledes – som knogler, legemsdele, organer, integrerede i figurens helhed.

Også nøgler optræder i flere af udstillingens værker. Dels i flere af malerierne og dels i de store hængende træskulpturer, som er at finde i udstillingens øverste afdeling.

“Nøglen bliver billedet på vores trang til at forstå verden og at forstå os selv”, forklarer Ærtebjerg. “En nøgle kan åbne noget konkret, men også nye rum i bevidstheden. Jeg tænker grundlæggende kunsten som bevidsthedsudvidende, for kunst er med til at åbne nogle rum i os selv. Der synes jeg, nøglen er sjov, fordi den er så banal, men alligevel så vigtig for os. Det er sjovt at have den hængende, hvor den bliver en fysisk ting, der taler til kroppen. Når jeg saver den ud i krydsfiner, er det jo en meget simpel måde at lave noget, som er rummeligt. Det ligger i virkeligheden et sted mellem maleri og skulptur.”

Ærtebjerg er et sted i karrieren, hvor hun har fundet en retning, som hun ikke er bange for at udfordre. Symbolikkerne og de åbne fortællinger er fortsat præsente, men fokusset er mere rettet mod en lethed i udtrykket.

“Mit udgangspunkt er meget det samme, som det altid har været: Min interesse for, hvad livet er, og hvem vi selv er. Det er både eksistentielle og psykologiske spørgsmål, som interesserer mig. Denne udstilling går dog lidt i den formelle retning. Jeg har tænkt meget i forløb ift. farverne og rummene, og på at lave en smuk udstilling med meget lette billeder. Mange af værkerne har en hurtighed over sig. Indholdsmæssigt er der en kompleksitet på færde, men idet de meget klare farver dominerer, og der indgår mange elementer fra naturen, får billederne alligevel en skønhed over sig, som brydes ned i mere komplekse fortællinger”, afrunder Ærtebjerg.