Katja Bjørn-udstilling præmieres af Statens Kunstfond

Kunstnerens aktuelle udstilling Involved på Charlotte Fogh Gallery får 25.000 kroner og pæne ord med på vejen af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Katja Bjørns videoinstallation folder sig ud i form af seks høje, skråtstillede skærme og fremstiller i grynede nærbilleder en gruppe mennesker, der indgår i tætte relationer med en række gipssteler, som de presser sig ind mod og flytter rundt på.

Vi omtalte udstillingen i den seneste Kunsttur Aarhus-artikel her på sitet. Læs mere her

Statens Kunstfonds Legatudvalgs begrundelse lyder således:

“Bar røv og lommelygte
Vito Acconti møder Sisyfos. ”Er det okay min diller svinger i vinden?”, spørger han, mens de skubber stenen op ad bjerget. ”Åh nej forfra igen.” Og igen…

Eller er det egentlig Atlas, han møder? I Katja Bjørns videoinstallation hos Charlotte Fogh, der er flyttet i nye lokaler nu blot for at mørklægge hele foretagendet, manøvreres “jordens søjler” tungt. Klassisk i enhver forstand af ordet. Men det svinger. Faktisk er det er røvfedt. Så at sige. Nøgne mennesker i alderen 24 til 75 år heriblandt kunstnerens egen far (efter sigende er det småt med nøgne ‘stunt doubles’ i den alderskategori) møver rundt i et kælderlokale. Der tilpas meget ligner galleriet. Hver især skubber de meningsløst til nogle mandsstore gipsblokke. Alt sammen holdt i sort/hvid og rimelig grynet, idet eneste lyskilde er de lommelygter aktørerne ganske upraktisk skal holde i hånden samtidig.

Selve installeringen består ret genialt af seks, skråtstillede planker á la John McCracken (den minimale krop), hvorpå videoen projiceres. Eller rettere: Videoerne. For det samlede billede udgøres af flere kameravinkler splittet op i to. I og med mellemrummene kommer nøgenheden til udtryk som andet og mere end nudisme.

Underlægningsmusikken kunne næsten være hentet fra new age-shoppen længere nede ad Mejlgade var det ikke for den uhyggelige lyd af kunstnerens blodbaner, der brummer i det fjerne. Tænk croquis til soundtracket fra Forbrydelsen. Det burde ikke umiddelbart kunne lade sig gøre. Men det kan det. I allerhøjeste grad. Længe leve menneskekroppen den gamle klud. Hvis bare det var sådan, det altid var i Aarhus – by night.”

Kilde: Statens Kunstfond