Katja Bjørn
Kroppen, menneskets relationer, vandet og de usagte historier er vedvarende temaer i Katja Bjørns kunst. I de nyeste værker er også transformationen et omdrejningspunkt – om forvandling fra én tilstand til en anden. Hvad enten det er i omfattende videoinstallationer eller unikke videoskulpturer ligger der en udforskning og søgen efter universelle og tidsløse tilstande.
Siden 2004 har Katja Bjørn markeret sig med en særlig form for videoskulpturer, der kombinerer hverdagens genstande – readymades – med video, hvori hun udforsker krydsfeltet mellem videoens narrative rum og skulpturens form i relation til menneskets krop. Oftest optræder kunstneren selv som ‘krop’ i videoerne. Kroppen fremstår som symbol på menneskets eksistentielle grundvilkår og de hermed følgende associationer; seksualitet, forgængelighed, skrøbelighed, tiltrækning, afsky, fødsel og død.
Katja Bjørns videokunst har igennem det sidste årti konsekvent handlet om mennesket og i særlig grad kvinden og hendes position på tværs af samfund og kulturer. Transformation er i det hele taget et nyt omdrejningspunkt i Katja Bjørns videoværker.