Kig. Kig kun på mennesket

Hun har stoppet folk på gader og stræder for at fotografere dem. Hendes opslag på Facebook efter mennesker med modermærker i ansigtet blev delt mere end 400 gange. Nu er 42 portrætter samlet i en bog og kan ses på udstilling i Museumsbygningen.

“Jeg har kendt Mille, som er på forsiden af bogen, siden hun var en lille pige. De senere år har vi snakket meget om, hvordan folk møder hende med det mærke. Hvad er det, de siger til hende, hvad er det for nogle reaktioner? Og så opstod ideen. Igennem alle de snakke med alle disse mennesker har det udviklet sig, for det handler også om, hvordan vi ser på hinanden. Hvor stor betydning har det, vi ser, for de værdier, vi tillægger hinanden? Når man har et modermærke i ansigtet, så afviger det fra det, vi er vant til at se. Det bliver tit mødt med voldsomhed og skræk, og det er utroligt, hvad folk kan finde på at sige.”

Linda Hansens indignation over disse reaktioner er ikke svær at få øje på. Den automatiske negative reaktion på afvigelser i nogens udseende er for hende ærgerlig og får hende til at ønske at ruske os alle sammen til fornuft.

“Jeg kan godt få lyst til at sige, hvad fanden sker der?  Mange af dem, jeg har fotograferet, ser jo ikke kan selv mærkerne. Det er andre, der kan se dem, og hvilke idealer møder vi egentlig hinanden med? Nogle gange er de måske lidt forskruede. Samtlige af dem, jeg har fotograferet, fortæller, at nære relationer ikke ser mærkerne. Jeg ser dem heller mere, når jeg kigger på billederne. De bliver usynlige. Det bliver mennesket, det handler om. De små nuancer får betydning. Så når man har kigget af, så ser man ikke mærkerne mere – og hvad er det så, vi ser?”

Naturens udsmykninger
De nuancer, Linda Hansen selv ser nu, hvor projektet er færdigt både som bog og udstilling, er personernes øjne og udtryk, forskellighederne fra menneske til menneske. Alt det, som hun kalder ’krakeleringer’, som gør os interessante. Hun forestiller sig den omvendte reaktion af alt det negative. At mærkerne kunne være en form for udmærkelser eller udsmykninger, naturen har givet den enkelte krop, som i stedet kunne afføde beundring. I fotografierne stiller hun modermærkerne frit til skue, men hun er ikke bekymret for, om fotografiet som medie kommer til at forråde målet:

“Når der er så mange med, så kommer det til at række ud over det enkelte menneske på billedet. Jeg kunne også have valgt at følge en af dem dokumentarisk og vise, hvordan det er, at leve som menneske med modermærke. Men jeg er interesseret i, at man tænker mere over, hvordan vi møder hinanden. Det kunne have været alle mulige andre ’krakeleringer’, jeg havde lagt fokus på end modermærker. Tilliden til fotografiet som medie her består i, at det ikke handler om det enkelte menneske på billedet. Det er i højere grad en iagttagelse af, hvordan man reagerer, når man ser billederne, end det handler om personerne. Du bliver nødt til at tage dig selv med, når du kigger.”  

En kulturhistorie fuld af mærker
Naevus flammeus-mærker, eller modermærker i daglig tale, opstår i fostertilstanden, hvis blodkarrene ikke trækker sig sammen, og der kommer således et rødligt mærke i huden. Antropolog Karen Lisa Salamon har i bogen skrevet en artikel, hvor man kan læse mere om både modermærker og en lang række andre frivillige og ufrivillige mærkninger.

En fremherskende forestilling igennem århundreder været, at modermærket meget konkret stammede fra moderen: hvis den gravide kvinde opholdt sig tæt på gudestatuer, så kunne formen smitte af på fosteret, eller senere at moderens misundelse, fantasier og længsler satte mærker på barnet. I 1960’erne forsøgte en nordamerikansk psykiater endog at bevise, at modermærkerne var kropslige minder fra tidligere liv og udviklede en særlig regressionsterapi i forlængelse heraf. Stort set hele kulturhistorien bærer præg af et ønske om at læse kroppens mærker som tegn på noget indre, noget videregivet eller nedarvet. Måske ikke så meget anderledes end i dag, hvor kropstegn, frivillige eller ufrivillige stadig er identitetsmarkører – ikke ulig vores navne: Endnu et mærke, som vi ikke selv vælger, men som alligevel præger vores liv.

Fænomenet Linda Hansen
Som ganske ung fotograf oplevede Linda Hansen, at en kurator mente, at med navnet ’Linda Hansen’ kunne man da ikke blive taget alvorligt i kunstverdenen. Denne bibemærkning satte hende i gang med at opsnuse og portrættere en lang række navnesøstre i deres hjem. Hvem var alle disse andre Linda Hansen’er? Kan man overhovedet læse noget ud af et navn? Indignationen over at blive vurderet på noget, man ikke selv har valgt, går igen i hendes arbejde, men over årene har hun udviklet arbejdsformen:

“Det er vigtigt, at vi bliver bevidste om, at vi ser på hinanden på denne måde. ”Linda Hansen” fotograferede jeg mere dokumentarisk, hvor man ser lidt af deres hjem, men denne gang er de fotograferet i fuldstændig samme lys og lige på. I stedet har jeg arbejdet meget med blikket. Vi får lov at kigge på dem, men de kigger igen. Hvor lang tid, kan man holde det blik? Konfrontationen mellem den portrætterede og beskueren interesserer mig. Hvad opstår der dér? Hvor lang tid skal man kigge, før man ikke længere ser modermærket.”

Krakeleringer
Ordet krakeleringer dukker op igen og igen, når Linda Hansen fortæller om sit arbejde. Det dukker op, når hun skal beskrive sin interesse i de slidte plastikdyr, som hun ømt portrætterede i serien ”Life In Plastic” fra 2008, og det dukker op igen, når talen falder på de mere poetiske værker i hendes cv, fx ”Jeg er Linda Hansen” fra 2011. I en større serie sort/hvide fotografier – ofte fra mobiltelefonkameraet – vendte hun sig mod navnet ”Linda Hansen” igen, men denne gang med linsen rettet mod sig selv og hendes hverdag. Børn, krop, natur og selvportrætter tegner tilsammen et billede af noget, ja, krakeleret og uperfekt. Disse mere autobiografiske værker har typisk ikke fået så stor synlighed som de mere konceptuelle serier, men for Hansen er de af afgørende værdi for hendes arbejde. De er en del af en undersøgelse i at se sig selv udefra.

“De her projekter er meget vigtige for mig, for at kunne lave de andre. Jeg synes, det er vigtigt at forstå og undersøge sig selv, blotte sig selv, for ikke at være bange for at blotte andre. Være fuldstændig åben og ærlig og se sig selv udefra for at turde kræve det af andre.”

Ærlig udveksling
Det personlige arbejde bliver på den måde også afklarende for, hvad Linda Hansen gerne vil udtrykke og arbejde med i de større serier. Når hun slipper kontrollen og arbejder mere frit med udtrykket, så danner det modvægt til de større og mere visuelt stramme arbejder, såsom ”Naevus Flammeus”. Her kommer hun i kontakt med det, som rækker ud over det konkrete indhold – i dette tilfælde modermærker – og hen imod det, som er den underliggende motivation og tema, nemlig en ærlig udveksling mellem mennesker:

“Jeg kan blive helt rørt over den tillid, der hurtigt opstår i mødet med et andet menneske, den blottelse af hinanden. De blotter deres sårbarhed i mine billeder, men jeg blotter mig jo også i mødet med dem. Jeg fortæller om mig selv i de samtaler, vi har. Det kan heller ikke undgås, at portrætterne siger mere om mig, end det siger om dem. Jeg vil fortælle noget, og det gør jeg igennem de mennesker. Det udtryk, de har, jeg har jo skabt det hos dem.”