Klangen af et fotografi

Han arbejder ikke på tværs af de to udtryksformer. Musikken og fotografiet blander han ikke; de udstilles og udføres hver for sig. Alligevel mener den grønlandske fotograf og musiker Angu Motzfeldt, at de er uadskillelige. Fotografiet indeholder en klang, musikken et billede.

I telefonen lægger Motzfeldt ud med at fortælle mig en anekdote: ”En fotograf havde taget et portræt af en kendt, klassisk cellospiller. Portrættet blev udstillet, og en mand kom hver dag og satte sig foran det. Den samme mand foran samme fotografi dag efter dag. Der var ingen lyd i rummet. Der var helt stille. En dag kom museumsinspektøren og spurgte: ”Hvorfor kommer du her hver dag?” ”Shhh,” svarede manden, ”kan du ikke lige være stille, jeg hører Mozart.”

Begyndelsen
Det hele begyndte næsten samtidigt. Som 10årig fik Angu Motzfeldt sit første kamera af sin onkel.

”Jeg tænkte ikke over kompositionerne. Jeg optog bare det, jeg kunne se i min hverdag og i mine omgivelser. Og så var det spændende, om det blev til noget, når rullen kom tilbage.”

Angus første instrument var et lille keyboard. Det blev hurtigt til et større et, og som femtenårig tog guitaren over.

”Jeg tror musikken og fotografiet kommer samme sted fra. De kommer fra samme univers. Den måde man bevæger sig ind i verden på,” siger han. Angu taler i et roligt tempo med en stemme, der på én gang tænker og taler. ”Det er kun én kanal. Det er jo min krop og mit sind og dét, jeg har oplevet. Jeg har mine sanser med, og jeg har mit indre univers med hele tiden.”

For Angu er fotografiet og musikken en skabelsesproces fra en indre til en ydre version.

”Man hører nogle ting inde i sig selv – en drøm – og når man vågner, har man denne melodi i kroppen og prøver at få den ud, men det bliver aldrig helt den samme. Det er en version af den melodi, der er i en, og det samme med fotografierne. De er en version af det, som man har set i sit indre.”

Tidsbilleder
Mens sneen daler tænker jeg på, at Susan Sontag i sin ikoniske bog On Photography skriver, at fotografiet er en tynd skive af rummet og af tiden. Et andet sted læste jeg en komponist og lydkunstner sige, at lyd ikke bare dukker op i et tomt rum, men opstår et sted allerede i sig selv fyldt med lyd.

”Tidsbilleder”, kalder Angu Motzfeldt fotografiet og musikken; sindsstemninger og refleksioner af verden, hvor man prøver at udtrykke og fortolke dét, man har set og hørt.

”Jeg tror fotografiet er fastfrosset i et splitsekund, og det er musikken egentlig også, men den kan fortolkes på ufattelig mange måder, den er stadig levende og en cirkel. Fotografiet er mere et konkret fysisk bevis eller en version af det, man har set. Musikken er mere organisk, hvor man hører den i sit indre,” forklarer han.

’At udstille’ er at stille noget ud eller frem, så andre kan se det. Koncert betyder i sin oprindelse ’at strides for at opnå samklang’. Musikken er til øret, og billedkunsten for øjet, og som sådan monosensoriske; appellerende til hver sin sans. Men sådan ser Angu Motzfeldt ikke på det.

”Musik og fotografi er hele kroppen, og alle sanser bliver berørt. Musik er ikke kun noget, du hører med ørerne, når du lukker øjnene, visualiserer du ting, og det samme med fotografiet. Når du kigger på det, kommer der nogle klange ind.”

Samklangen
På spørgsmålet om Angu kunne forestille sig at lave et projekt, hvor hans musik og fotografier føres sammen, siger han, at musik og billeder sammen skaber andre versioner af hinanden.

”Nogle ting komplementerer hinanden, og andre ting gør ikke. Det kan være nogle frekvenser, som ikke rammer hinanden. Hvis de to ting skal være sammen, skal det være et helt nyt projekt, hvor de ligesom danner parallel og er fuldstændig sideløbende med hinanden.”

Han tilføjer: ”Det er to store kræfter fra én og samme kanal, men det er trods alt to udtryksformer, som beskueren eller tilhøreren kan se og høre.”

Inden aftenen får lov til at ligge hen i klangen fra de dalende snefnug, spørger jeg Angu, om fotografiet og musikken beriger hinanden.

”Når du lukker øjnene”, svarer han, ”så visualiserer du ting og det samme med fotografiet. Når du kigger på det, kommer der nogle klange ind. Når du lukker det ene, så forstærkes det andet, men ja – helt klart, de beriger hinanden. Ellers kunne det jo ikke fungere.”