Klimaaktivisternes aktioner er også en kærlighedserklæring til kunsten

I 2022 har klimaaktivisternes aktioner på museerne trukket store overskrifter, men hvis de kun italesættes som vandalisme, kommer vi ikke videre. Aktionerne er først og fremmest et forsøg på at bringe klimaets akutte tilstand på nyhedsmediernes forsider, men de er også en kærlighedserklæring til kunsten. Overser museumsverdenen dette, er der lang vej til en egentlig alliance.

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Gisp! Oh my gosh. Et chokeret udbrud lyder fra en museumsgæst på den omstridte videooptagelse, der dokumenterer, hvordan to medlemmer af den klimaaktivistiske gruppe Just Stop Oil kaster tomatsuppe på Vincent van Goghs Solsikker (1888) i National Gallery i London.

Siden sommeren 2022 har Just Stop Oil i samarbejde med andre klimaaktivistiske grupper som italienske Ultima Generazione, Tysklands Letzte Generation og Extinction Rebellion lavet lignende aktioner på europæiske og australske museer. Målet er at få klimakrisen på dagsordenen – og bevare nyhedsværdien i så lang tid som muligt. Maling, suppe og kartoffelmos er derfor de sidste par måneder blevet kastet på værker skabt af nogle af vestens mest kanoniserede kunstnere.

De sensationelle aktioner har opnået massiv medieomtale og er blevet rigt diskuteret. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om vandalisme, der har taget meget spalteplads. Selvom grupperne har haft et klart princip om ikke at skade kunsten ved at vælge værker med beskyttelsesglas, har flere af aktivisterne fået bøder for at påføre skade på blandt andet billedrammerne. Princippet virker også til at udvikle sig, da aktivisterne fra den norske gruppe Stopp Oljeletinga den 18. november kastede orange maling direkte på en af Vigelandsparkens hovedattraktioner Monolitten, og som muligvis giver permanente skader på skulpturen.

En fremtid, hvor menneskelig kreativitet er mulig

Det er ikke fordi, at aktivisterne er ligeglade med kunsten. Tværtimod. Som Just Stop Oil-gruppen skriver i deres blogindlæg Why art? Why now?: ”Kunst er værdifuld. Det er en kærlighed, vi deler. Det vi ønsker at gøre, er at sikre en fremtid, hvor menneskelig kreativitet stadig er mulig.” Det kan skam også virke ubetydeligt, hvordan beskadigelsen af en billedramme kan antænde debat og bøder i sammenligningen med de konsekvenser, det har for kloden og for menneskeheden, at klimakrisen endnu ikke tages alvorligt.

Ikke desto mindre er det lige nu en sårbar periode for museumsvagterne, for konservatorerne, for museumsinspektørerne, der netop gør, som deres profession og museumsloven kræver. At beskytte, bevare og vedligeholde vores fælles kulturarv til de kommende generationer. Det er helt berettiget, hvis museernes ansatte er nervøse – og måske en smule paranoide.

Men den galoperende vandalisme-diskurs må bringes ned i trav, så det er muligt at se, hvad der skal til for at komme videre. Se, at fællesnævnerne mellem museerne og aktivisterne er flere end forskellene. At bekymringen for kunstværkernes skrøbelige tilstand resonerer med den angst og vrede for den økologiske skrøbelighed, som aktivisterne formidler i deres aktioner. Og at aktivisterne bruger museerne kunstværker til at kommunikere det, der kan være svært at sige med slagord, bannere og pressemeddelelser. Det er en stor kærlighedserklæring til kunsten.

Samtidig må aktivisterne også vise empati for, at bevarelsen af naturen ikke skal gøre det svære at bevare kulturen. Tilliden skal være gensidig.

Nye alliancer

I en meget grundig artikel, On Environmental Activism in Museums, af sociolog Anne Bessette og kunsthistoriker Juliette Bessette har forfatterne blandt andet kortlagt aktivisternes strategier og argumenterer for, at der ikke er tale om vandalisme. Men at det som klimaaktivisterne udfører, giver synlighed til nye ideer og tanker om det at eksistere i en klimakrise.

Som da aktivister limede sig fast til Edvard Munchs Skriget (1893) den 11. november på Nasjonalmuseet i Norge og på den måde approprierede værkets symbolske skrig over menneskets eksistentielle vildledelse. Eller aktionen ved John Constables maleri, The Hay Wain (1821), på National Gallery i London den 14. juli. Aktivisterne havde medbragt et udprintet billede af samme landskab, som ses på værket, men i en opdateret version, der var påvirket af de menneskelige aktiviteter, der er er afhængige af fossile brændstoffer.

Aktionerne viser, at der kan opstå nye alliancer i den ellers paranoide konfliktzone, der lige nu er til stede mellem museerne og aktivisterne. Den 11. november 2022 udsendte International Council of Museums (ICOM) en udtalelse, hvori de anerkender den bekymring for værkernes skrøbelighed, som museerne udtrykker. Men de understreger samtidigt, at de ønsker, “at museerne skal ses som allierede i forhold til den fælles trussel, som klimaforandringerne er.” ICOM sætter altså ikke museerne i et konfliktfyldt forhold til aktivisterne. I stedet understreger de, at museerne deltager aktivt som kulturelle aktører i debatten om klimaet fremover.

Lignende er allerede blevet gjort – også lokalt. Som i Kunsthal Charlottenborg, der i den beskedne trappeudstilling Når jeg stopper op og mærker efter, viste værker, som Den Grønne Ungdomsbevægelse havde lavet under valgkampen. Aktivisterne havde i tråd med aktionen ved Constable-billedet ‘redigeret’ landskabsbilleder med motiver af klimakrisens aftryk frem på ældre værker. Man kunne også høre et audio-essay, hvor de unge aktivister svarede på udstillingens titel. Et rørende eksempel på en alliance, der voksede ud af en fælles kærlighed for kunsten og bekymring for vores fremtid.

Mod en skrøbelig fremtid

Museumsgæstens resolutte gisp fra Just Stop Oils aktionsvideo var lyden af frygt. Frygten for at et uvurderligt og betydningsfuldt kunstværk ville tage skade og gå tabt. For det ville være et helt ubærligt tab. Men den frygt er ikke langt fra den, klimaaktivisterne har. Det er derfor helt centralt at spørge, hvad det er for en modstand eller krise, vi er konfronteret med, og hvordan vi kan bruge den til noget. For konsekvensen ved at lade konfliktzonen vokse mellem aktivisterne og museerne er, at den åbenlyse alliance aldrig kan lade sig gøre.

I stedet for at italesætte aktivisternes klimakamp på museerne som vandalisme mod kunsten, må vi derfor se på, at der er potentialer i at holde fokus på netop alliancen mellem aktivisterne og museet. For aktivisterne er ikke modstandere af kunst. For dem er kunsten værdifuld. Den kan formidle den eksistentielle virkelighed, det er at se frem mod en skrøbelig fremtid.

Og så vil aktivisterne en fremtid, hvor menneskelig kreativitet stadig er mulig. Og det vil museerne selvklart også.