Klimakunsten har manglet kritisk selvransagelse

Samtidig med The World’s Greatest Debate og statsmandsmiddag med det danske kongehus, blev der torsdag aften den 17. december afholdt et mindre og noget mere undseeligt arrangement på Mezzaninen i Kunsthal Charlottenborg. En debat om den nu gængse term: Klimakunst.

Kunstens manglende engagement
Først var der intet reelt politisk engagement ifølge Mikkel Bolt og hans bog Avantgardens Selvmord, der udkom i sommeren 2009, dernæst udgød Pia Kjærsgaard (DF) sin bitre galde ud over den provokative samtidsskunst. Siden har Carina Christensen (K) slået på tromme for at kunsten skal ud i landets mindste kroge og helt aktuelt, at den skulle “ind i klimakampen,” som hun beskrev det.

Klimatopmødet har så givet anledning til en masse engagement, men også en masse kritik alle vegne fra af kunstens rolle som “lejlighedskunst” (Smagsdommerne, DR2, 10. dec.) og “trækhest for en politisk vogn” (Kulturkontoret, P1, 4. dec.). Netop derfor var denne debat oplagt.

Hvad gjorde kunsten så?
Catja Thystrup fra Illumenarts forklarer incitamentet til at gå ind i klimakampen:

“Det vigtige i Glowing Climate har været at fortælle historien og skitsere flere tilgange til det vi kalder ‘klima’. Vores oplevelse var faktisk, at de kunstnere, vi tilknyttede vores projekt, netop var interesserede i at deltage, fordi det handlede om klimaet. Ikke fordi de ville have fingrene i en bunke penge, men fordi de ville bidrage til debatten og den store samfundsdiskussion.”

I New Life Copenhagen kunne man ikke nøjes med at opleve værkerne på behørig afstand:

“Tanken var et stort deltagerbaseret kunstprojekt, der skulle foregå sideløbende med den politiske event i et forsøg på at realisere det at leve på en ny måde, derfor titlen: ‘New Life’.”

“Deltagelsen spillede på konsekvensen og krævede at man skulle træde ind i et rum og sige ja til at huse en fremmed gæst. Vi har forsøgt at rebrande Danmark som en gæstfri nation og skabe forandring på en anden måde, hvor liv og kunst smelter sammen. Det skulle handle om kollektivets kraft,” forklarer Christian Skovbjerg Jensen.

Et naturligt forhold?
På Statens Museum for Kunst havde museumsinspektør Henrik Holm et noget andet materiale mellem hænderne:

“Det historiske materiale, som vi har behandlet i forbindelse med Nature Strikes Back har bekræftet, at kunsten og naturen har stået i et meget nært forhold til hinanden. Og på udstillingen bliver det klart at kunstnere gennem tiden har været meget fokuseret på via kunsten at placere naturen i den samtidsforståelse, som prægede deres tid. Men når vi når til samtidskunsten, så er der tale om en natur, som er afviklet. Naturen er ødelagt. Kunstnen står nu opgivende foran naturen og dens oprindelighed. Det sidste gran af natur, der stadig eksistere idag er i vores indre drifter og fantasiverden.”

‘Et eller andet om klima’
Det pludselige engagement fra kunstens side har ikke resulteret i særlig god kunst ifølge kunstkritiker Torben Sangild:

“Jeg har haft en broget oplevelse af dette kunstneriske engagement. Man skal for ekesmpel ikke bede en flok amatører, der aldrig har behandlet klimaspørgsmålene, om at lave ‘et eller andet’ om klima. Hvis man virkelig skal lave noget interessant kunst i det her felt, så skal man eddermageme sætte sig ind i sagerne, have en viden og en evne til at navigere i det vidensfelt.

Og det er der altså kun få kunstnere der formår. Det kræver at kunstnerne enten er klogere på dette særlige område, eller er rigtig gode til at stille nogle mere interessante spørgsmål, end vi selv kan stille.”

The Yes Men og deres intervention i pressen, hvor de blandt andet gav sig ud for at være Patrice Dumont (klimatalsmand for den canadiske regering), er et eksempel på noget kunst, der er rigtig godt tænkt, påpeger Sangild.

Instrumentalisering
I forbindelse med sin kunstner-Phd, Modstandens Æstetik, har billedkunstneren Frans Jacobi fulgt de mange aktivistiske indslag under klimatopmødet.

“Det overordnede problem for kunsten og aktivismen har været at de er blevet instrumentaliseret af den danske stat, FN, EU og et hav af statslige og private organisationer med strategier for hvordan denne store begivenhed skulle iscenesættes. Og det er meget interessant, hvordan aktivismen bliver enten et offer for den iscenesættelse eller formår at komme udenom. The Yes Men er et utroligt godt eksempel på en meget lille gruppe mennesker, som formår at skabe et meget skarpt billede, der fungerer i hele det her store mediespil, samtidig med at de får leveret nogle relevante pointer.”

Christian Skovbjerg Jensen supplerer:
“Jeg mener nu ikke at det er noget særligt aktuelt, at institutionerne og staten forsøger at instrumentalisere kunsten. Det er jo et spil, der hele tiden foregår.”

En ny aktivisme?
Fra salen var der mange givtige kommentarer og spørgsmål. Søren Pold, lektor ved Århus Universitet rejste et af dem:

“Er der ikke en fare for at den kritiske aktivistiske kunst ender som Bjørn Lomborg, når den konstant forsøger at dekonstruere autoriteterne og vrænger af beslutningstagerne?”

Christian Skovbjerg Jensen mener dog det bliver dybt uinteressant, hvis man ikke er kritisk. “Sprøgsmålet er hvordan man er kritisk? Der skal opstå en eller anden form for dialog, der får folk til at tænke og agere på en ny måde. Og det gør man ikke ved bare at dekonstruere noget med en analyse, som meget få får noget ud af.”

Camilla Berner, billedkunstner og kurator bag Deep Green på Den Frie supplerer fra salen:
“Jeg synes der bliver skitsereter noget vildt interessant i New Life Copenhagen og The Yes Men, fordi de peger på en ny form for aktivisme. Klimaet er jo ikke en individuel problematik. Det er et fælles projekt, der kræver nye måder at tænke og organisere sig på, og der er de et godt eksempel på, synes jeg.”

Og således blev der denne aften både rejst kritik og diskuteret nye veje for en kunst, der til trods for et udtalt engagement, havde svært ved at finde sine egne ben i klimadebatten.