Klonerne kommer

Tre identiske mænd kommer gående gennem en bølgende kornmark, de stopper op og strækker armene ud til siden. Sådan bliver de stående som fugleskræmsler i kornet, mens et fly uanfægtet taxier forbi i baggrunden. Efter et øjeblik sænker mændene armene og går.

Sådan er et af de besynderlige scenarier, der udspiller sig i Niklas Goldbachs videoværk HUB, som i øjeblikket kan ses i den tyske kunstners soloudstilling Heaven i Galerie Mikael Andersen.

Værket er et triptykon og i tre loopende videoprojektioner betragter man disse anonyme mænds færdsel i udkanten af et lufthavnsområde. Et grænseland hvor pigtråden synes mere naturlig end menneskets tilstedeværelse.

Who are those guys?
Mændene er helt ens klædt i sorte bukser og hvid skjorte, en anonymitetens uniform, der på ingen måde er fremmed. Men allerede her stopper det genkendelige og afløses af en urovækkende uforståelighed, for hvem er disse mænd, og hvad i himlens navn laver de her?

Mændene går langs pigtrådshegnet, ligger med ansigtet mod jorden, som efterladenskaber på en tilgroet vej, eller stirrer afventende mod horisonten, hvor et udefinerbart lys bryder den grå himmel.

Mændenes tilstedeværelse er på en gang insisterende og diskret, og det er svært at vurdere, om de er truede eller truende. Den neutrale beklædning indikerer, at enhver skulle være i stand til at identificere sig med disse mænd, men anonymiteten gør sympati og identificering umulig.

Så gør dog noget!
Der er ingen dramatisk udvikling eller fortløbende spændingskurve i værket. Der er intet lydspor at afkode en stemning ud fra, intet udtryk for følelser og ingen interaktion hos mændene, som man primært ser ryggen af.

Som beskuer er man hensat til en konstant følelse af uro som i en gyserfilm, hvor man aldrig får det forløsende chok, og man har mest af alt lyst til at tage fat i en af mændene og ruske ham hårdt for at få en reaktion og en forklaring.

Opslugende anonymitet
Goldbach har i de seneste år skabt en række videoværker, hvor han, som i HUB, placerer de sort- og hvidklædte mænd i mærkværdige settings; et japansk bjerglandskab eller et sønderbombet diskotek for eksempel.

Individet er fuldstændig opløst, ikke som en del af et positivt kollektiv, men i en anonym stereotype. Således iscenesættter Goldbach individets fremmedgørelse, en tematik som på ingen måde er ny i kunsten, men som vi oftest støder på i en urban sammenhæng.

Hos Goldbach er masse-mennesket rykket ud af sit "naturlige" habitat og adfærden såvel som landskabet med det udefinerbare lysende himmellegeme grænser til det absurde.

Show, don’t tell
Fraværet af lydspor og fokuseringen på det narrative forløb overlader billederne den fulde magt, og hvert et still-billede i de sort-hvide videoprojektioner er små visuelle godbidder, som man velvilligt lader sig påvirke af.

Det er smukt og effektfuldt, og istedet for at fremstå som en fortælling om det fremmedgjorte individ, vækker HUB en følelse af fremmedgørelse og uro hos beskueren.

Svimlende himmelflugt
I udstillingens andet videoværk, Prologue, spiller Goldbach også på den visuelle påvirkning af beskueren frem for en klart afkodelig fortælling. Her er påvirkningen dog snarere direkte fysisk.

I værket ser man op gennem en trækrone på en blå himmel, hvor fly trækker hvide spor tværs gennem lærredet. I et øjeblik kan man drømme sig væk til varmere himmelstrøg, men straks efter bliver blikket ført gennem træets blade, til man igen finder udsyn til himlen.

Den brutale kameraføring gør beskueren svimmel, og det visuelle udtryk i Prologue står i stærk kontrast til HUB. Det er dog i HUBs murrende uhygge, at Niklas Goldbach for alvor trænger ind under huden og sætter sig fast som en uforløst uro.