Kønsdiskrimination i kunsten: Kan vi ikke i det mindste være second- eller thirdmovers?

I sidste uge udkom den første statslige undersøgelse nogensinde i Danmark med hensyn til kønsrepræsentation på kunstmuseerne i Danmark. Der er gode nyheder, men generelt set ikke gode nok!
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I min frustration over at Danmark sakker så meget bagud i forhold til England og Frankrig, hvad angår repræsentation af kvindelige og lgbtqa+ kunstnere på kunstmuseerne, spurgte jeg i et interview med kulturministeren her på kunsten.nu sidste år, om det ikke snart var på tide at få data og transparens på køn og den økonomiske støtte, som staten giver de statsanerkendte museerne landet over.

Nu er en ny undersøgelse af køn og indkøb af værker ved 37 statsanerkendte museer i Danmark netop udkommet. Den er lavet af staten selv, nemlig af Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen.
Kulturministeriet sendte samtidig en pressemeddelelse ud om, at man har besluttet – grundet de dårlige tal – at lave undersøgelsen hvert år fremover.

På listen over de 37 museer er der heldigvis enkelte gode nyheder, hvad angår indkøb af kunst: Arken, SMK, KØS, Museum Salling og Louisiana har alle indkøbt betydelig flere værker af kvindelige kunstnere end af mandlige kunstnere i perioden 2018-2022.

Generelt viser tallene dog, at to tredjedele af museernes kunstindkøb stadig går til mænd, og at museerne generelt åbner flest udstillinger med værker af mandlige kunstnere, og det understreger desværre bare, at Danmark stadig er bagud. Det betyder, at vi er bagud, hvad angår arkiveringen af “det tabte oeuvre” af kvindelige kunstnere, men også hvad angår formidlingen af dette oeuvre, samt at vi mangler en mere gængs mainstream-forståelse af betydningen af feminismen i kunstteorien.

Det handler nemlig ikke kun om, at kvindelige kunstnere ikke får succes i deres levetid, for det var der mange kvindelige kunstnere, der gjorde, men om, at de skrives ud af historien, hvorfor arkivering og forskning på vores museer er så vigtig.
For det er i arkiveringen af museumssamlinger og i bøger, at historieskrivningen sker. Vores indsigt i kunsthistorien ændrer sig ikke, hvis forskere eller museumsdirektører bliver ved med at skrive kvindelige kunstnere ud, ved ikke at arkivere dem i deres museumssale, og ved ikke at skrive om dem i historiebøgerne.

Men dette ene tiltag fra Kulturministeriets side er desværre ikke nok til at komme gamle vaner til livs – vaner om, at man uden at vide det rent faktisk vælger på vegne af et bestemt køn – at man nemlig favoriserer mandlige kunstnere. Ja, vi står overfor en ny tid fagligt, hvor “den klassiske mandlige kunstkanon” ikke længere holder vand, og museerne herhjemme mangler stadigvæk en gennemgribende forvandling.

Idekatalog til Kulturministeriet

Der er mange andre tiltag, man nok er nødt til at indføre, før vi kan se krystalklart i faget og ikke længere er forudfattede og ‘biased’ i kunstbranchen, når museer indkøber, forskere skriver afhandlinger, museumsinspektører arrangerer faste ophængninger, og kuratorer laver museumsudstillingsprogrammer.

Vi mangler et fysisk forskningsbibliotek om kvindelige og lgbtqa+-kunstneres værker. Vi mangler, at museumsoversigten i Kunstindeks Danmark også er inddelt efter køn. Vi mangler, at Statens Kunstfonds egen støtte er opgjort efter køn, især repræsentationen ved Venedig Biennalen (kønsdata, der i øvrigt også er meget dårlige. Fra 1986-2019: 28,4% kvindelige kunstnere).

Vi mangler, at Kulturministeriet selv står på mål for ligebehandlingsloven, hvori det hedder: “Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning på de områder, denne lov omhandler”.

På Kulturministeriets hjemmeside mangler en klar og nedskrevet politik om, at man vælger at støtte de kunstmuseer, der afspejler samtiden, og at støtten kan revurderes, hvis kvalitet tabes på grund af forskelsbehandling af kunstværker på grund af kunstnerens køn!

Eller, som jeg foreslog kulturministeren ved et debatarrangement 6. november (Charlottenborg Kaffeklub # 9): Man kunne opfinde en ny visionspulje til kunsten, som de statsanerkendte museer kunne søge årligt. En pulje penge, hvor museer kan søge om nye opkøb af værker af kvindelige kunstnere i en bestemt tidsperiode, af en bestemt type (f.eks. værker på papir) – eller fast nyt inventar, det vil sige arkitektoniske greb på museerne à la Tracey Emins nye bronzedøre på National Portrait Gallery. Eller nye online formidlinger af kvindelige kunstnere og tematikker i samlingerne på museerne à la Tate. Apps eller flyer-strategier med kortlægninger af køn i samlingen.

Og centralt set mangler der et nationalt projekt søsat af SMK med et online arkiv over kvindelige kunstnere fra Danmark – et sådant online arkiv har danske kvindelige arkitekter allerede fået: www.womenindanisharchitecture.dk. Og både USA og Frankrig har det allerede.

Staten og kommunerne støtter også kunstmesser i Danmark, blandt andet messen CHART. Kunne man forestille sig kønskvoter på udstillingsprogrammet på de messer, som staten yder støtte til? Repræsentationen ved CHART’s gallerier: Af de faste galleri-kunstnere var 26% kvindelige kunstnere i 2020, og på de samme gallerier, set igen i 2023, repræsenterede de sammenlagt 28,4% kvindelige kunstnere.

Statens Kunstfond kunne lave en ny legatpulje til udgivelse af monografier om danske kvindelige kunstnere. Eller legatpuljer til podcasts eller tv-programmer om emnet.

Eller staten kunne skabe ph.d.-stillinger for kunstnere og kunsthistorikere, der fremmer forståelsen af “det nye oeuvre” – værker af kvindelige kunstnere i historien.

Hvad med folkeskolen? Er det med i folkeskolens billedkunstpensum at lære børn om kvindelige kunstnere også? Findes der oversigtsværker til børn om danske kvindelige kunstnere?

Jeg vil anbefale alle aviser i Danmark at have månedlige klummer skrevet af kvindelige kunstnere. Flere danske aviser kunne have klummer skrevet af kunsthistorikere, som den kunsthistorikeren Katy Hessel har i The Guardian om kvindelige kunstnere.
Og DR eller TV2 kunne jo også lave BBC-agtige dokumentarer om danske kvindelige kunstnere eller et rejseprogram om internationale kvindelige kunstnere.

Med kunst som våben

Forskning viser, at der har været kvindelige kunstnere siden 1500-tallet i Europa, og sågar ikke bare 100 oversete kvindelige kunstnere i historien. Fra 1500-tallet og frem taler vi om tusinder af kvindelige kunstnere internationalt set. Gennem århundreder har kvindelige kunstnere ikke kun “nøjedes” med den lave rang generelt i samfundet, men endnu vigtigere faktisk, også i deres branche: kunstfaget.

Kvindelige kunstnere har mere eller mindre subtilt gennem århundreder også i selve deres værker arbejdet med kvindefrigørelse. Kvindelige kunstnere har brugt selve kunsten som våben.

Artemisia Gentileschi (1593-1653) arbejdede eksempelvis i en tid, hvor maleriet blev brugt til at male betydningsfulde mænd i en dybt patriarkalsk samfundsstruktur, men for det første turde hun male det, som havde tyngde: bibelske og mytologiske historier, og for det andet malede hun kvindefigurer, der ikke var bange for at fremstå voldelige og dominerende. Ja, Artemisias berømte værk Judith halshugger Holofernes (1612) menes ligefrem at være et modsvar på, at hun blev voldtaget som 17-årig i sin fars atelier af en anden italiensk maler, Agostino Tassi.

Dette er blot et eksempel. Køn som magt og det at være “the outsider” er i sig selv et tematisk blik, som vi i den grad mangler museumsudstillinger om herhjemme i Danmark.

Kan vi så ikke i det mindste være second- eller thirdmovers?

Til min glæde viser de nye tal, at SMK har ændret strategi siden 2014. I 2014 udtalte museumsinspektør Birgitte Anderberg sig på vegne af SMK i Information:
»Det er jo ikke noget, man bare kan ændre. Vi ser ikke os selv som dem, der skal være de første. Vi er jo en stor og tung institution, og det er ikke altid, at vi skal være firstmovers.«

Forhåbentlig sidder SMK allerede nu og planlægger en ny strategi også for sine faste museumsophængninger, hvilket en anden tung institution, Tate Britain, netop har gjort i år.

For det er langt fra nok at lave udstillingen om, at ‘X kvindelige kunstnere’ manglede i historien og er skrevet ud. Det har vi forstået nu. Dette burde én gang for alle stadfæstes nationalt, dvs. med en ny fast udstillingsophængning på SMK og ARoS om danske kvindelige kunstnere fra 1600 og frem til i dag – punktum!

Dette nationale tiltag er helt nødvendigt og en slags ny grundbog for museumsophængning, for at vi ikke skal snakke om disse grundlæggende og basale aspekter i faget i én uendelighed. Hvis vi ikke gør det snart, så foreviger vi os selv som fagligt fordummende og uduelige i Danmark.

England og Frankrig er firstmovere på dette område, hvor Danmark stadig sakker bagud. Kan vi ikke i det mindste sætte foden på speederen NU og være second- eller thirdmovers?