Kommer konceptkunsten ud af krogene?

Det er et spændende mål at ville se konceptkunst med nye øjne som humoristisk, absurd og selvparodisk i stedet for en kunstform, der kun taler til den tørreste kritiske tankevirksomhed. Titlen synes også at henvise til en kunst efterfølgende den ”klassiske” konceptkunst fra 1960’erne og 1970’erne og således tage temperaturen på, hvad det konceptuelle er i dag.

Der gives ikke en klar definition af, hvad konceptkunst som sådan er. De gængse definitioner af det idé-baserede, ”de-materialiserede” kunstværk afvises og udstillingen inkluderer værker i mange medier og af vidt forskellig karakter. Sådan en åbenhed kan synes nødvendig, da idé og koncept er svære at afgrænse i samtidskunsten, hverken som genre eller specifik gruppering. Udstillingens afsæt er derfor absolut spændende.

Uden skandaler – og politik
Det er også befriende, at det konceptuelle ikke skal relanceres i en skandale-version, som der nogen gange er tendens til, for eksempel omkring 1990’ernes Young British Artists. Værkerne er tydeligvis ikke udvalgt fra at have skabt overskrifter eller være kendte navne i dansk sammenhæng. Udstillingen synes at være båret af en stor lyst til at præsentere kult-navne og staldtips, hvilket er fint, om end der ind i mellem svælges lidt i det obskure.

Nogle vil sikkert savne en mere direkte samfundskommenterende eller agerende kunst som en del af det konceptuelle i dag. Værker som Kristine Kemps skulle angiveligt referere til politiske forhold, men er meget svært tilgængelige.

Hvad betyder det lange vævede bånd (angiveligt inspireret af et ophold i Syrien og centralasiatiske nomadestammers telte), som udgør værket Before Normal II (2014)? Denne titel er også afledt til hele udstillingens noget kryptiske undertitel ”Før det normale”, som udtrykker denne tendens mod det obskure.

Historie eller nutid?
Ved at spænde vidt i tid og geografi får udstillingen et lettere spredt præg. Værkerne daterer sig tilbage fra 1970’erne frem til i dag og udstillingens fokus synes derfor både historisk og samtidigt. En række af konceptkunstens klassiske navne som John Baldessari, General Idea og Art and Language præsenteres, ved siden af mere eksotiske indslag som svenske Björnligan og brasilianske Anna Bella Geiger. Gennem støvede dokumentationer som knitrende vhs-film og sort-hvide fotos står disse værker unægtelig i datid.

Indholdsmæssigt rykker de heller ikke så meget ved den konventionelle opfattelse af konceptkunst: Der læses op og kommer institutionskritiske paroler. Så er det sjovere at se den franske gruppe Présence Panchounettes litterære havenisse, der på en mere synlig og umiddelbar måde trænger igennem.

Fine nye værker
Intentionen om at præsentere fængende værker, der udfordrer det normale syn på verden, lykkes fint i flere af de nye bidrag. Kirsten Pieroths Inflated Dinghy med en gummibåd, der oppustes af en harmonika, er et lige så simpelt som opfindsomt værk, der giver musikken en konkret funktion og sjovt udfordrer vores forventning om sammenhænge.

En lignende absurdisme kendetegner gruppen Henry VIII’s Wives. Gruppen har som en nyt værk til udstillingen produceret en hjemmebygget båd efter modellen The Mirror Dinghy, som blev lanceret i en britisk avis fra 1960’erne, som er sejlet til Roskilde og siden skal sejles til Skotland som en reference til Roskildes vikingetids-historie og diverse remakes af den.

Mens dette værk er svært at opleve fuldt ud på udstillingen, er gruppens serie The Iconic Moments of the Twentieth Century. Her er berømte fotografier eftergjort med beboere fra et plejehjem i Skotland med både foruroligende og humoristisk effekt.

Mere nu – mindre datid
Disse værker har et nærvær og virker friske i modsætning til den noget tunge ældre ballast.

Det havde gavnet udstillingen (som er på et museum for samtidskunst) at have fokuseret mere på samtiden og måske kun have taget ét eller to ældre værker med som udvalgte modstykker. Det kunne for eksempel være den russiske gruppe Inspection Medical Hermeneutics installation The Pipe Alley of Longevity (1995), der leger med tiden på en absurd måde.

En lignende funktion kunne den danske gruppe Koncerns værk Rum B, Koncern/Willumsen fra 1992 have. Albert Mertz virker derimod som en lidt for velkendt inklusion, selvom de røde og blå hverdagsobjekter umiddelbart passer til temaet.

Alt i alt er Koncept efter koncepten varieret, men også spredt oplevelse. Den tilbyder interessante opdagelser, men får ikke helt konceptkunsten ud af historiebøgernes kroge og ud på gulvet i dag.