Korrespondance med landskabet – er der nogen, som lytter til protester ved offentlige høringer?

Mener kommunen det, når de beder om vores mening om diverse nedrivninger og nybyggerier i København? Eller kommer de kritikken og protesterne i forkøbet ved at benytte et socialt, humanistisk og “bæredygtigt” sprogbrug, således at vi først for sent opdager, at omgivelserne er ødelagt for altid?

I uge 7 blev der holdt begravelse på Vesterbro. Ikke en kongelig begravelse, men en symbolsk begravelse af et stykke arbejderkultur – Slagtergårdene på Enghavevej. Hundredevis af mennesker var mødt op med blomster og kors for at demonstrere mod den kommende nedrivning.

På trods af 300 høringsindsigelser fra borgere, protester fra Det Særlige Bygningssyn, Københavns Museum, Landsforeningen for Bygge og Landskabskultur og over 10.000 underskrifter fra utilfredse københavnere har borgerrepræsentationen i København besluttet at rive et stykke kulturarv ned. I stedet skal der bygges luksuslejligheder, som legitimeres med behovet for flere boliger i København

Verden set gennem et vindue
I 2002 lavede jeg et interview med mine daværende naboer i Ingerslevsgade til et temanummer om byudvikling i et tysk kulturtidsskrift. Hr. og fru Lynggaard var begge vokset op på Vesterbro og havde boet næsten 40 år i lejligheden inde ved siden af. Vi drak kaffe i deres stue og talte om udviklingen på Vesterbro, vores hus og landskabet udenfor vinduet.

På tidspunktet for vores samtale kunne man stadig se bådene i Sydhavnen i klart vejr og på heldige dage spotte en ræv eller se sjældne fugle på baneterrænet foran huset.

Dengang de flyttede ind, havde Ørstedsværket kun en skorsten, og man kunne se over til et havnebad i Sydhavnen. I 1960’erne boede der både unge og gamle i opgangen, og på 2. sal boede en sigøjnerfamilie, som var gårdmusikanter, og som af og til optrådte her i vores egen gård, hvilket, til Hr. Lynggaards store fortrydelse, desværre blev forbudt.

Han glædede sig over, at togene nu ikke længere kørte på kul, som sodede ruderne til, og at vinduerne var blevet skiftet til nogle nye, som holdt larmen ude. De første mange år havde der nemlig været en livlig trafik i det inderste togspor, som blev brugt til at transportere øl fra Carlsberg til havnen og videre ud i verden.

Vi sluttede vores konversation med at tale om alle de cafeer, der nu var kommet, hvor der før var slagtere og skomagere. Fru Lynggaard havde kigget igennem vinduet til en ejendomsmægler og havde set en toværelses lejlighed til 85.000 kr. Når hun gik ud for at handle observerede hun de velhavende tilflyttere ved bordene inde på cafeerne på samme måde, som man betragter omgivelserne på en ferie i udlandet.

Byen og sproget
I mellemtiden koster lejlighederne mindst det dobbelte, der er kommet lås på døren ind til gården, og Ørstedsværket har skiftet navn et par gange. En lang overgang stod der DONG Energy på bygningen, men neonskiltet er nu skiftet til navnet ØRSTED, som har mere glorværdige historiske referencer.

I dag kan man ikke længere se havnen; der er nye høje huse overalt og selv baneterrænet på modsatte side af togskinnerne bliver langsomt bebygget. Togene transporterer ikke længere øl fra Carlsberg, som har forlagt produktionen til Fredericia og revet smukke gamle bygninger ned for at etablere en bydel med nostalgiske navne på forstadslignende huse indeholdende lejligheder til tocifrede millionbeløb.

Hr. og fru Lynggaard lever ikke længere, og jeg havde ikke tænkt på vores samtale om landskabet i mange år, før jeg selv blev kontaktet angående udsigten. Nærmere bestemt begyndte kommunen at sende høringsforslag til mig bl.a. angående den nye lokalplan for modsatte side af togskinnerne.

Retorikken i den offentlige kommunikation
Det, de skrev, var lidt svært at forstå: Ved at bygge et IKEA-varehus i samme plan, som banen på den ene side af Dybbølsbro, og et enormt kontordomicil for Banedanmark, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet og Energistyrelsen på den anden, samt etablere et offentligt tilgængeligt grønt parklandskab gennem passager i og udenom bygningerne, ville Vesterbro, som er det område i København, der har mindst grønt areal pr. indbygger, blive tilført landskab.

Jeg skrev til dem, at det var en dårlig ide; min udsigt ville blive ødelagt. Der var andre borgere, som skrev, at de syntes, at det gamle baneterræn udgjorde en tiltrængt pause mellem de høje huse og foreslog en almindelig park i stedet. Desværre blev vi ikke hørt. Foreløbig er den gigantiske kontorbygning ved at være færdig, og umiddelbart ligner den ikke noget, man får lyst til at botanisere omkring.

Borgermødet som offentlig performance
Sidste år blev der holdt et velkoreograferet borgermøde om nedrivning af Paladsbygningen og overdækningen af baneterrænet ved Vesterport. Nogle projektmagere fremviste en ny plads og en bygning med “kulturelle aktiviteter” og “trafikfrit område”, “grøn beplantning”, “smukke sigtlinier i byrummet” mm. – floromvundne beskrivelser, som var svære at koble på de tegninger, vi fik fremvist. Der var ingen dagsorden forud for mødet og intet referat. Man fik indtryk af, at beslutningen var taget på forhånd.

På spørgsmålet om, hvorfor Palads skulle rives ned, var forklaringen, at Nordisk Film havde brug for en større biograf. En repræsentant for DSB ejendomme, som ejer den “luft” over banen, som man nu vil overdække og bebygge, gentog som i et loop, at “formålet med DSB ejendomme var at bygge og sælge ejendomme” – som om dette i sig selv udgjorde en særlig logik og tjente et højere formål end at bevare en speciel bygning og et kunstværk udført af en original dansk kunstner.

Forskellige fremmødte protestgrupper fremførte argumenter for biografens bevarelse og protesterede imod højden på det nye planlagte byggeri. Jakob Lange fra Hovedstadens Forskønnelse foreslog en udvidelse af fredningsloven, så det blev sværere at at rive den slags ikoniske bygninger ned. Igen overhørte kommunen alle protester.

Vesterbro bør ikke overgive sig
Jeg er godt klar over, at jeg ved at fastholde den arbejderkultur, som hr. og fru Lynggaard kom fra, og som er en vigtig del af fortællingen om Vesterbro, hurtigt kommer til at lyde som et sentimentalt Peter Belli plagiat fra 1970’erne.

Men mine gamle naboer nåede ikke at blive bekendt med begreber som bæredygtighed og sigtelinjer i byrummet. De levede i en tid, hvor sproget og byen udviklede sig langsommere, hvor man stadig kunne finde ud af hvad man talte om. Det er faktisk ikke så længe siden.

Selvfølgelig var det godt, at vi slap for kultog udenfor og fik centralvarme og forsatsvinduer i opgangen, og selvfølgelig har det relevans med nye bygninger. Men bæredygtighed betyder vel egentlig at lade være med at bygge nyt, hvis det gamle stadig har en værdi og tænke over, hvad vi bygger og for hvem. Det må der holdes øje med og kommenteres på, og vi må kræve forståelige svar.

Vi må allesammen følge med i, hvad der sker udenfor vinduerne.