Kritik af Aarhus 2017: Det lokale kunstliv har ikke været involveret

9. december lukkede og slukkede Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 med finaleevents i Hvide Sande og Aarhus. Vi har givet ordet til tre aktører fra kunstscenen for at høre deres respons på Aarhus 2017 – og opfordrer alle læsere til at deltage i debatten.

“Let’s Rethink.” Sloganet for Aarhus 2017 har i flere år været markedsført så massivt, at det nu må være selvskrevet til den danske retskrivningsordbog – i hvert fald i en aarhusiansk lokaludgave. Med et budget på tæt ved en halv milliard har kulturhovedstadsprojektet lagt op til at bryde med vante forestillinger og handlemåder og bruge kunsten og kulturen som veje til løsninger på globale og lokale problemstillinger. Ligeledes har det været langsigtede mål, at projektet skulle gøre kultursektoren stærkere og mere mangfoldig, at det skulle styrke tværinstitutionelle samarbejder, og at kunsten og kulturen i det hele taget får en større betydning i regionen.

Hvordan er det så gået, og hvad er responsen på kulturhovedstadsåret? Vi har spurgt tre aktører fra kunstmiljøet og opfordrer alle til at deltage i debatten.

Søren Taaning, billedkunstner, medstifter af Skovsnogen – Deep Forest Art Land og formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg:
“Kulturhovedstadsprojektet har været en succes, allerede inden kulturåret gik i gang, forstået på den måde, at projektet via sit massive reklamefremstød virkelig har været med til at italesætte kulturens betydning i forhold til at være en del af et samfund. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det samme ikke kunne være opnået ved at bruge flere ressourcer til den kunstneriske satsning, men man må sige, det har været med til at skabe et fokus og en energi, som er nået bredt ud.

Der, hvor projektet står svagest, er i forhold til Rethink-tematikken. Hvis man virkelig havde ment, at tingene skulle gentænkes, skulle man have tænkt det ind fra starten og helt ind i organiseringen. Man kunne i langt højere grad have inviteret de producerende – kunstnerne og alle dem med de skæve ideer – ind fra det første møde og have stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan laver man en festival, der for alvor gentænker formatet og sætter nye platforme i spil? I stedet har man tænkt meget traditionelt, meget institutionelt og opbygget en kæmpeorganisation, som var langt fra os, der producerer.

Det har været et problem, at flere af de arrangementer, som regionens institutioner satte i gang – og som de blev opfordret til at sætte i gang – ikke er blevet understøttet og koordineret på en ordentlig måde. På Heart satsede man for eksempel virkelig og lavede et brag af en udstilling (Socle du Monde, red.), men det var meget lidt synligt på Aarhus 2017’s platforme. Man har haft sine egne arrangementer, som det har virket som om man har haft mere lyst til at promovere.”

Katja Bjørn, billedkunstner:
“Der har været en anden synlighed omkring kulturen, og der er sket meget, som har haft en forholdsvis stor bevågenhed. Selv ude i Struer og Holstebro, hvor jeg kommer en del, har mange mennesker følt sig som en del af ‘vores kulturhovedstadsprojekt’, og det er rigtig fint, for normalt har kulturen aldrig så stort et apparat til at fortælle om sig selv.

Om kulturhovedstadsprojektet får noget langsigtet aftryk på kultursektoren, kan vi måske først se om nogle år. Jeg er spændt på at se, hvad der sker, når alle bannere er taget ned, men der kan godt være sat nogle spor og tanker i gang, som man eksempelvis kan gribe på politisk niveau.

Grundlæggende mener jeg dog, at man kunne have forankret projektet meget mere i lokale kræfter, der kunne bære projektet videre. Det lokale kunstliv har ikke været involveret nævneværdigt, og der har manglet en forståelse for, at det på den lange bane er vigtigt, at man tør satse på det kulturproducerende miljø. Vi har en by, der eksploderer – så få nu fodret det producerende miljø, det er dét, der giver byen værdi!

Aarhus 2017 kunne for eksempel have inddraget de kunstnere og institutioner, der faktisk har stærke internationale netværk – eller man kunne have inddraget Det Jyske Kunstakademi og givet de 4-5 års studerende – fremtidens kunstnere – mulighed for at lave noget helt fantastisk i kulturåret. Jeg tror, det kunne have givet en enorm værdiophobning bagefter.”

Jacob Fabricius, leder Kunsthal Aarhus:
“Med kulturhovedstadsprojektet har Aarhus været igennem en succesfuld brandingproces. Det er imponerende, at det er lykkes at komme så godt ud internationalt. Hvem troede for tre-fire år siden, at Aarhus ville blive “den næstvigtigste by at besøge i Europa” – det har der jo stået forskellige steder.

Jeg synes, at der eksempelvis på ‘O’ Space (kulturhovedstadens eget udstillingssted, red.) har været en god eksponering af kvindelige kunstnere, hvilket er en god ting, fordi kvindelige kunstnere i mange tilfælde bliver underrepræsenteret, og at invitere Anohni som artist-in-residence for at diskutere kønsspørgsmålet er – i hvert fald på papiret – en god ting. Jeg synes dog, man har set al, alt for lidt til hende. Det har mere været et symbolsk artist-in-residence – en slags guardian angel-residency.

Der har været mange af de her big events, og det er selvfølgelig fint, men jeg synes godt, man kunne have barslet lidt mere med det lokale. Man kender det fra biennaler og store sportsbegivenheder rundt om verden. At det er et cirkus, der kommer til byen og forlader det igen. Der kommer et hul eller et tomt stadium. Sådan spiller det, det ved vi jo godt.

Men hvis man havde fokuseret mere på de lokale kunstnere og udstillingssteder og givet dem nogle store produktioner, så kunne det måske godt have givet nogle ekkoer ude i fremtiden.

Som institution har vi ikke haft den oplevelse, at vores kompetencer, netværk og samarbejdsrelationer er blevet sat i spil i særlig grad af kulturhovedstadsprojektet. Det har været top down – hundrede procent. Det er problematisk, for det er jo os, der bliver ved med at være her – og ikke ‘O’ Space, som har lavet nogle store produktioner – imponerende, flotte og af international klasse – men det er ikke et sted, der får grobund bagefter.

Med hensyn til Rethink-temaet og de værdier, som 2017-projektet har brugt meget energi på at lancere (“demokrati”, “bæredygtighed” og “mangfoldighed”, red.), så ser jeg det mest som brandingfloskler. ‘Rethink’ og de andre ord er mest skrevet på engelsk, og det gør det jo ikke specielt “mangfoldigt”. Det ville have givet mere kant, hvis man havde skrevet “ikke-demokrati” eller eksempelvis havde opstillet kompostspande på alle institutioner. Aarhus 2017 er paradoksernes holdeplads. Man siger nogle gode ting, men graver man lidt dybere ned i det, så er der meget, der ikke rigtig hænger sammen.”

Læs: Programchefen svarer igen: “Kunstnerne skulle selv have budt ind i stedet for at beklage sig bagefter.”