Kulturpolitik: Vi må værne om vores museer som demokratiske institutioner

Vi har brug for en klart formuleret kulturpolitik for at bevare og styrke de demokratiske værdier, som danske museer bygger på. Derfor er det bekymrende, at kulturen er helt fraværende i valgkampen.

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I USA har de god grund til at være stolte af deres kunstsamlinger. Det ene mesterværk efter det andet hænger som perler på en snor og pryder de mange vægge på landets kæmpestore kunstmuseer. LACMA, SFmoma, The MET, MoMA er bare nogle få eksempler på museer i USA, hvor man kan opleve verdenskendte kunstværker i en meget overbevisende kuratering.

Efter en ferie, hvor jeg har brugt noget i retning af 18 timer på diverse museer, står det klart for mig, at amerikanske kunstmuseer har nogle ressourcer, som deres danske kolleger kun kan sukke efter. Langt de fleste værker akkompagneres af udførlige værktekster, der er en skøn balance mellem tematikker og formater, mæcener krediteres i store gyldne bogstaver på væggene, og der er så mange kvadratmeter, at man slet ikke kan få det hele med, selvom man virkelig prøver.

Men ak… Hvis jeg har brugt mange timer, har jeg i hvert fald også brugt mange penge. Vel over 1.000 kroner på 5 museer. Bevares, dollaren er høj for tiden, men billetprisen ligger langt over det danske og europæiske gennemsnit. Det er samtidig tydeligt, at finansieringen kommer fra privatpersoner – patrons – frem for fonde og statsstøtte som herhjemme.

De to ting, samt en meget stærk, men meget traditionel kuratering har en unægtelig, fremmedgørende effekt på mennesker, der ikke i forvejen føler sig stedkendt. Disse museer er drevet af private og økonomiske interesser, og på mange måder er USA’s kunstmuseer med til at bevare et i forvejen meget klasseopdelt samfund.

Danske museer vil noget andet

Det er ikke nogen hemmelighed, at danske og europæiske museer ikke opnår funding på samme niveau som de amerikanske, statsstøtten dækker langt fra alle udgifter, og private fonde vil sjældent finansiere drift, hvilket sætter mange museumsansatte og kunstnere i en prekær arbejdssituation.

Til gengæld er danske midler bundet op på andre præmisser, der skal sikre, at museer lever op til deres kerneopgaver. Her er især indsamling og formidling i høj grad præget af den førte kulturpolitik. I både danske, nordiske og europæiske puljer lægges der vægt på, at penge til kunst og kultur skal bruges på at fremme europæiske værdier såsom fællesskab, inklusion, lighed og demokrati, og derfor er det op til kulturinstitutioner at sørge for, at de arbejder med disse temaer.

Som eksempel herpå kan nævnes nationalgalleriet, Statens Museum for Kunst, der arbejder under overskriften ‘’SMK for alle’’. På deres hjemmeside skriver de, at de i mere end 10 år har arbejdet for at gøre deres samling og museum mere vedkommende og relevant for flere forskellige mennesker.

Ambitionen om, at flere forskellige mennesker skal føle, at museet er et sted for dem, deler de med langt de fleste kunstmuseer i hele Europa, og det kommer til udtryk ved en større variation af programmer, flere muligheder for gratis adgang og skræddersyede undervisningsprogrammer. I Danmark kan man sige, at museet arbejder i demokratiets tjeneste, og ikke for at fremme økonomiske interesser.

Læs også: Mikkel Bogh: “Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum”

En fornuftig kulturpolitik

Det er ikke meget, vi hører om kunst og kultur i den aktuelle valgkamp (eller generelt), men det er vigtigt, at vi har en udtalt kulturpolitik og en kontinuerlig fælles samtale om, hvad vi vil med vores institutioner. Det gælder både kulturlivets aktører, der ofte bliver spillet ud mod hinanden i debatten, når vi snakker om fordeling af midler, det gælder politikere, og det gælder selvfølgelig den brede befolkning, som er dem, der har krav på at kunne nyde de tilbud, som deres skattekroner er med til at finansiere.

Lad os forestille os, at nogle museer godt kunne klare sig for egne midler, hvis de ønskede det, for at være mindre afhængig af fonde og stat. Her kunne vi tage Designmuseum Danmark som eksempel, der før corona havde en flot omsætning, der på mange måder satte dem fri, fordi de havde rigtig mange turister blandt deres besøgende.

Udviklingen, vi ser hos dem, handler imidlertid om, at de netop ønsker også at være noget for danskerne og for folkeoplysningen, hvilket gør, at de har gentænkt museet både i indretning og programmering.

Hvis museerne primært henvendte sig til dem, der havde råd, og til turister, så ville de sagtens kunne skrue op for billetpriser og sikkert klare sig ganske godt på markedet, men så ville vi som resultat få en mere amerikansk model, som i værste fald ville være med til at øge uligheden i samfundet.

Man skal kunne opbygge kulturel kapital uden at skulle bruge en formue på det. Alle skal have fri og lige adgang, og alle skal kunne finde noget, der repræsenterer deres identitet og deres interesser; noget som kan inspirere og møde dem som mennesker, der hvor de er, så individet vokser og samfundet styrkes og samles.

Hvis vi vælger at skære endnu mere i støtten til kunst og kultur, sådan som nogle politikere foreslår, så vil det i værste fald tvinge museer til enten at skrue billetprisen op eller nedprioritere vedkommende og relevante programmer.

Derfor har vi brug for en udtalt kulturpolitik med visioner og strategier for finansiering, så det ikke bare bliver til et spørgsmål om markedskræfter.