Kunst i forbrugssumpen

Det er overskyet og vinden blæser. Der er flere mudderpøle efter lørdagens regnvejr og affaldet flyver allerede for vinden. Teltene er sat op, bannerne er rejst, der er tændt for musikken, skruet op for bassen og sommerens ørehængere brager ud af højtalerne rundt omkring i lejrene.

Der er en forventningsfuld stemning, som lige når flyet letter og alle mærker et sug i maven. Der er også forvirring. Festivalgæsterne løber rundt mellem hinanden for at finde noget at spise, finde toilettet, vasken og for at finde tilbage til lejren igen.

Nogle ankommer med toget og går rundt på campingområdet med deres store rygsække og leder efter en teltdug, et banner, en stemme eller et ansigt, de kender.

De første aktiviteter i og uden for lejrene er gået i gang.

The Whirl Pool of Waste
I P-området er seks mennesker ved at bygge en katapult. Det er den frivillige kunstorganisation Basurama fra Madrid, der er kommet til Roskilde for at lave installationer af noget af al skraldet, som festivalgæsterne producerer. Basurama rejser rundt for at udbrede og udvikle forskellige genrugsmetoder af industrielt skrald og for at bevidstgøre om det forbrugersamfund, vi er en del af.

De står under et stort net, der er spændt ud mellem fire træpæle. I midten er der en ca. tre meter høj tragt med skrald i bunden. Tragten er også lavet af net. Bagved er der en blå container og ved siden af et bord, hvor der er øldåser, plasticposer, teltdele og andet festivalskrald. Installationen bær titlen The Whirl Pool of Waste.

At visualisere budskabet
Kunstner Lucia Egana fra Barcelona, der er inviteret af Basurama, står bag ved bordet og er i gang med at lave skraldet om til kostumer, masker og instrumenter.

Hun fortæller, at katapulten skal bruges til at få skraldet op i tragten, så det bliver samlet og ikke spredt ud over hele festivalen:

”Vi vil gerne gøre det at samle skrald ind til en fælles og sjov aktivitet”, siger hun, mens hun spiller tre toner på en guitar lavet af blandt andet en øldåse og teltsnore. Hun blinker med det en øje og smiler:

”Det her er en festival. Det er ikke et sted, hvor folk reflekterer så meget. Derfor er vores metode at visualisere budskabet frem for at intellektualisere. Og vi aktiverer og inddrager festivalgæsterne.”

Mens vi står og snakker kommer to piger forbi og smider noget skrald i tragten gennem et hul i nettet. Som dagene går, vil festivalgæsterne se, hvordan skraldet vokser hver gang de går forbi. På den måde bliver det store forbrug af skrald visualiseret. 

Skrald som byggemateriale
Skrald har ikke nogen værdi som skrald, men som byggemateriale har det en værdi, og det får en værdi, når det bliver transformeret til noget brugbart. Basurama har lavet flere workshops i Latinamerika, hvor de lokale lærer at arbejde med de materialer, der er på nye måder, og dåser, plasticposer, bildæk og andet bliver til legepladser og forlystelsesparker. 

På den måde sker der ikke kun en transformation af skraldet, men også af det offentlige rum. ”Det gælder om at se mulighederne i det, der er”, siger Lucia.

”Det er anderledes her på Roskilde, for alle materialerne er nye, og der er mange muligheder.” Hun forsvinder ind i den blå container og kommer ud med et Obelix-kostume lavet af et telt. ”Vi vil lave en parade med kostumer af telte for at opfordre folk til at tage deres telt med hjem.”

Men faktisk er det ikke så anderledes igen, for festivalgæsterne transformerer teltpladsen til et minisamfund med fælles aktivitet ved at bruge de materialer, der er, forklarer Lucia videre. De laver skulpturer af øldåser, vægge af ølkasser, malede teltduge og andet til at afgrænse lejren og give den identitet.

”Vi vil gerne have dem til at tage den udnyttelse af materialer med sig hjem. At se mulighederne i det, der er.”

Et fælles projekt
Tættere på festivalpladsen er den tyske arkitektgruppe Umschichten også ved at transformere skrald. Ved et langbord sidder flere festivalgæster og laver huller og sætter snor i øldåser, så det bliver til et tæppe af øldåser i forskellige flettede mønstre. Bag ved gæsterne er en stor kirkekonstruktion med sort plastic udover.

”Øldåserne skal dække hele konstruktion, så det bliver til en kirke af øldåser, der skinner, så man kan se den over det hele i campingområdet”, fortæller en af medlemmerne i Umschichten.

Umschichten, der laver midlertidig arkitektur ud af genbrugsmateriale, er gået sammen med den amerikanske performancekunstner Jeremy Wade og hans ven Miguel, der laver såkaldt Maksimum Service. De to går rundt mellem festivalgæsterne ved langbordet, krammer dem, får dem til grine, gør dem forlegne, gør dem tilpas, får dem til at synge og råbe i kor.

Skrald med potentiale
Maksimum Service er inspireret af religiøse institutioners gruppeaktivitet, hvor gruppen bliver til en enhed frem for enkeltindivider. Men der er ikke samme højtidelighed som i kirken: Musikken brager ud af de store højtalere ved siden af kirken, og Jeremy Wade og Miguel er klædt ud som såkaldte kirkedamer i spraglede og feminine dragter.

”Når gruppen bliver en enhed, arbejder de hurtigere, længere og resultatet bliver bedre”, forklarer den tyske arkitekt.

Han forklarer videre, at kunst på en festival skal være noget man gør, og ikke noget man ser på. Det sker alt for ofte på festivaler, mener han, at værkerne ikke bliver formidlet. Festivalpublikummet skal vide, hvad det hele går ud på.

”Og det er derfor vi er her”, siger han og understreger, at der ikke er tale om nogen intellektuel bevidstgørelse om materialerne omkring os og deres værdi, men om en bevidstgørelse gennem praktisk omgang med materialerne.

Når vi mærker materialet, lærer vi det også at kende og bliver klar over dets potentiale på en anden måde, end når nogen fortæller os om det. Når vi laver huller i øldåserne, mærker vi hvordan materialet bliver skarpt. Måske skærer vi os. Måske efterlader materialet en lille skramme som påmindelse om dets værdi. Om genbrug og om forbrugersamfundet, som Roskildefestivalen er en del af.