Samfund af Bindinger udfolder sig i venteområdet på Jordemodercentret ved Aalborg Universitetshospital. Her er kunsten ikke alene udsmykning, men en kritisk medskaber af rummenes tempo, stemning og relationer. Projektet undersøger, hvordan æstetiske erfaringer kan påvirke oplevelsen af at være personale, gravid og pårørende på centret.
Hvordan påvirker rum den måde, vi har det på? Hvad sker der, når kunst ikke blot placeres i et sundhedsmiljø, men begynder at påvirke måden, der tænkes, sanses og arbejdes på? Hvad sker der med rum, når kunsten får lov til at arbejde i det?
Rum skaber forbindelser. De binder os til hinanden
I Jordemodercentrets ventesal møder man blandt andet Sara Hagins' Vitex Agnus-Castus. Det plantefarvede, broderede tekstil forbinder fertilitet og omsorg med personlige fortællinger. Via en QR-kode kan man lytte til en samtale mellem kunstneren og hendes mor.
Vitex Agnus-Castus af Sara Hagins. Foto: Simon Bendix Borregaard
Værket ændrer ikke rummets funktion, men dets formidling af planters egenskaber til at øge fertilitet eller skabe en abort giver krop til erfaringer, som deles af mange, der kommer i venteområdet, men som sjældent får plads i det offentlige rum.
At lytte med kroppen
Lyd spiller også en rolle i lydkunstner Tanja Schlanders Har du nynnet i dag?. Her indgår ventilationens vedvarende summen som en del af værket. I en subversiv gestus inviteres besøgende til at stimulere vagusnerven (red: Vagusnerven er en kompleks nerve, der strækker sig fra hjernestammen ned til flere vitale organer som hjerte, lunger, mave og tarme), ved at nynne med på rummets maskinlyde. Herved tillades lyden at være der på en måde, hvor den maskeres og beroliger nervesystemet.
At bevæge sig i ventetiden
Med SWAY inviterer billedkunstner og doula Liesel Burisch kroppen ind i ventetiden gennem blid bevægelse. Store, bløde yogabolde giver mulighed for at den gravide krop kan finde en siddeposition, som tilgodeser kroppens led og vægt.
På gulvet står sætningen:
“To bounce with the fluidity of transition.”
Teksten skaber plads til modsatrettede og svære følelser – og en anerkendelse af den gravide krop i forandring.
Hospitalets tempo og strukturer
Jordemodercentret er forankret i sundhedsvidenskabens logikker om evidens, sikkerhed og præcision. I deres arkitektur og procedurer er hospitaler skabt til effektivitet og overblik. Bevægelse, beslutninger og tid organiseres med effektivitet og optimering for øje. Det former også tempo, stemning og spænding i kroppen. Man går hurtigere ned ad gangene. Man taler lavere. Man venter.
Rummets tempo opstår ikke tilfældigt. Det er formet af institutionens rytmer, oparbejdet og cementeret i skemaer, konsultationer, vagtskifte og registreringer op gennem det 20. århundrede. Her organiserer ventetiden kroppen i pauser i et mellemrum, hvor man endnu ikke er patient, men heller ikke er helt uden for systemet.
Venteværelset i Ålborg Jordemodercenter. I baggrunden The Great Clotheslines af Eva Posas & Alan Sierra. Foto: Simon Bendix Borregaard
The Great Clotheslines af Eva Posas & Alan Sierra. Foto: Simon Bendix Borregaard
Close up af The Great Clotheslines af Eva Posas & Alan Sierra. Foto: Simon Bendix Borregaard
At tegne forbindelser
På en af væggene i ventesalen breder den Holland-baserede mexicanske kurator og redaktør Eva Posas' og den mexicanske billedkunstner og forfatter Alan Sierras værk The Great Clotheslines prikkede linjer sig ud over vægfladen, som tørresnore fra et træ. Træets stamme snor sig i en DNA-strengs lignende figur, mens træets grene og tørresnore bærer små babysokker, køkkenredskaber, en fuglerede med æg og andre symboler på moderskab, slægt og tilhørighed.
Værket er udført i blodrødt sanguine-pigment med en spolveroteknik fra renæssancen, som mexicanske modernister under 1910'ernes muralismebevægelse gjorde brug af, når de skulle overføre en tegning til en større vægflade.
Kollaboration og ordløs kommunikation
Værket er udviklet kollaborativt. Eva Posas’ arbejde med skrivning og omsorgens politik møder Alan Sierras kropslige tegnepraksis, og værket fungerer som både dokument eller arkiv og som en åben gestus. Intentionen er, at værket vil kunne fungere som en ordløs ledsager i ventesituationen – en måde at kommunikere uden ord og åbne for en indre dialog hos den, der er i rummet.
Omsorgens historiske rum
Jordemodercentret som rum er historisk relativt nyt. Det er mindre end hundrede år siden, at graviditet og fødsel i stor skala flyttede fra hjemmet til hospitalet. Før da arbejdede jordemødre i private hjem, hvor deres tilstedeværelse skulle forhandles i andres rum - mellem familier, møbler, køkkener og soveværelser. Autoritet og omsorg opstod i relationer snarere end i institutionelle rammer.
Jordemodercentret repræsenterer derfor ikke blot sundhedspleje, men en bestemt organisering af omsorg. Når kunsten træder ind i dette rum, intervenerer den ikke i et neutralt miljø, men i et system af rytmer, magtforhold og forventninger.
Videnskab og poesi som parallelle sprog
Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin skriver:
“Science describes accurately from outside, poetry describes accurately from inside. Science explicates, poetry implicates. Both celebrate what they describe. We need the languages of both science and poetry to save us from merely stockpiling endless ‘information’ that fails to inform our ignorance or our irresponsibility.”
Citatet peger på en bevægelse i projektet: At sundhedsvidenskabens og kunstens sprog ikke er modsætninger, men forskellige måder at forstå verden på. Tænkning, metoder og praksisser fra kunst- og kulturområdet udforskes for at give social, økonomisk, fysisk og kulturel plads i institutionen og i det daglige arbejde. Her bliver kunsten et sprog for det indre, det sansede, det relationelle. Ikke som supplement, men som et parallelt og nødvendigt perspektiv.
Venteværelset i Jordemodercentret. Kamilla Mez’ værk Bukken, Venden, Åbnen hænger på væggen i baggrunden. Foto: Simon Bendix Borregaard
Detalje fra Kamilla Mez’ værk Bukken, Venden, Åbnen. Foto: Simon Bendix Borregaard
Foldeværket Bukken, Venden, Åbnen af Kamilla Mez. Foto: Simon Bendix Borregaard
En samtale, der kan tages med
Et andet værk i rummet er udviklet af billedkunstner og grafiker Kamilla Mez. Det tager udgangspunkt i en “samtaleblomst”, som anvendes i konsultationerne på jordemodercentret. Hos Mez udvides modellen til et poetisk redskab for refleksion i form af et foldbart ark, der kan formes til en åkande. I naturen fungerer åkanden som et rensende element i mudrede farvande. På lignende vis er værket tænkt som et redskab til at bearbejde tanker og samtaler, hvor tvivl og forventninger kan få form.
Arket indeholder spørgsmål, kropslige øvelser og poetiske invitationer. Det kan bruges af gravide alene eller sammen med en partner og tages med hjem mellem konsultationerne. Når arket foldes og foldes ud igen, genbesøges refleksionerne.
Det var en ny oplevelse af min arbejdsplads og af værkerne – og en anden måde at opleve kunsten på.
Medskabelse og personalets perspektiv
Værkerne i ventesalen peger tilbage på institutionen selv og sætter fokus på personalet i konsultationerne og deres relation til de gravide.
Netop det er grundlaget for projektets fagdag, hvor jordemødrene deltager i en workshop sammen med de visuelle kunstnere bag værkerne. Her får medarbejderne mulighed for at artikulere deres oplevelse af værkerne og dele deres ønsker og idéer til fremtidige værker i det nye afsnit.
Et citat fra en af jordemødrene opsummerer oplevelsen:
“Det var en ny oplevelse af min arbejdsplads og af værkerne – og en anden måde at opleve kunsten på”
Denne fagdag er en del af projektets overordnede intention om kontinuerligt at dele og udveksle viden mellem sundheds- og kunstfaglige perspektiver. Formålet er at give indsigt i, hvordan levende samtidskunst kan blive en del af jordemodercentrets dagligdag og være afsæt for refleksion, dialog og fælles erfaringer.
Fra fagdagen på Jordemodercentret, hvor de udstillende kunstnere gav indsigt i værkerne. Foto: Simon Bendix Borregaard
Et tredje rum for kunsten
Projektet omfatter workshops og samtaler, hvor medarbejdere inviteres ind i billedkunstens rum for med æstetikken og æstetiske tænkning at formulere drømme for et andet jordemodercenter. Samtaler om tid, pauser, magt, blødhed og omsorg er til stede i formuleringen af et manifest for fremtidens omsorgsrum.
“Samarbejdet har givet os dybere indsigt i, hvordan kunst kan fremme tryghed, omsorg og refleksion i mødet med kommende forældre,” fortæller en medarbejder fra Jordemodercentret.
Projektet og udstillingen er udviklet i samarbejde mellem ARIEL – Feminisms in the Aesthetics, lím collective, og hospitalsindsatsen Patientnær Kunst og Kultur. Graviditet og fødsel rummer tvivl, sårbarhed og individuelle kropslige erfaringer, som kan være svære at rumme. Gennem fælles undersøgelser af rummets materialer og personalets rytmer på jordemodercentret er der arbejdet med en enkelt tanke: Omgivelser og relationer påvirker nervesystemet.
Fakta
Udstillingen og pilotprojektet Samfund af Bindinger på Jordemodercentret ved Aalborg Universitetshospital – er et kuratorisk og tværfagligt projekt, der undersøger kunstens råderum og virkekraft i en sundhedskontekst. Udstillingen præsenterer værker af Tanja Schlander, Sara Hagins, Eva Posas & Alan Sierra, Liesel Burisch og Kamilla Mez og installeres i tre faser mellem efteråret 2025 og foråret 2026. Værkerne er udviklet specifikt til Jordemodercentrets rum i tæt dialog med sundhedspersonale og borgere og installeres gradvist i ventesalen. Sideløbende gennemføres et toårigt pilotprojekt og et offentligt formidlingsprogram, Society of Molecules, med fokus på reproduktion, fødsel og tværfaglig vidensudveksling. Støttet af Statens Kunstfond, Billedkunstnernes Forbund, Aalborg Kommune, Bikubenfonden og Augustinus Fonden. Læs mere her
Drømme om fremtidens omsorgsrum
Samfund af Bindinger placerer sig et tredje sted mellem udsmykning og terapi, hvor den kritiske samtidskunst kan leve uden at blive hverken behandling eller dekoration. Her kan den være et kritisk og poetisk redskab til at gentænke institutionens strukturer, relationer og fortællinger – og måske også selve de rum, hvor omsorgen finder sted.
Projektet er et pilotprojekt i sin tidlige fase og afrundes med et tværfagligt seminar og publikation for vidensdeling i sensommeren 2026.
