Kunst kommer også med posten

Som anmelder skal man ikke se udstillingen på ferniseringen. Det er en uudtalt regel. Dels er der ofte for mange mennesker til, at man kan komme til at se udstillingen ordentligt. Dels kan man blive distraheret af smalltalk og hyggedrinks.

Men måske skal den regel revideres.

Når det gælder udstillingsrækken POST på Kunsthal Charlottenborg, ligger en af udstillingens kvaliteter i hvert fald i, at den åbnes den første hver måned, og at der serveres kaffe og kage til ferniseringen.

En ny udstilling hver måned
Udstillingsrækken har kørt siden februar i år, med en ny kunstner hver måned, og konceptet er det samme:

Kunstneren har fået et honorar og 250 Euro til at dække omkostningerne ved at sende sit værk med gammeldags post, og det bliver således modtaget af Kunsthal Charlottenborg og installeret af udstillingens personale ud fra kunstnerens anvisninger.

Udstillingen varer præcis en måned, og afløses derefter af den næste kunstner i rækken.

God ide, men formidlingen kunne være bedre
Jeg er som udgangspunkt begejstret for konceptet. For et meget lille budget har Kunsthal Charlottenborg skabt en række udstillinger med nye og etablerede internationale kunstnere, og således givet sit publikum et mere varieret udbud af udstillinger.

Og det er faktisk ret forskelligt, hvad der er blevet sendt med posten over dette års tid, alt fra malerier og skulpturer til tegninger og fotografi og dertil instruktioner til både aktivering af ansatte og publikum samt ugentlige performances.

Men netop fordi udstillingsrækken er en blandt mange andre udstillinger på kunsthallen, hvor det typisk er de større udstillinger, som har trukket gæsterne til, bør der være en mere tydelig formidling af de enkelte indslag.

Godt nok ligger der en pressemeddelelse ved udstillingshallens entre, men den er ikke umiddelbart tilgængelig, når man befinder sig to etager længere oppe og ikke helt ved, hvad man står overfor.

Kaffe og kage
Samtidig er der en paradoksal modsætning imellem det hastige skift af udstillinger og den medfølgende aktivering af kunsthallens personale, og så den lidt uforløste erfaring man som almindeligt publikum får, når man står konfronteret med et kunstnerisk projekt, som man ikke helt føler sig klædt på til at forstå ordentligt.

Det var derfor, jeg besluttede mig for at tage med til en fernisering.

Måske kunne det give et indblik i udstillingsrækkens egentlige energi? Hvis der serveres kaffe og kage, så er det måske lidt som en fødselsdagsfest, og måske kan man endda være med til at åbne gaven, som kommer med posten?

Og den formodning var ikke helt forkert. Ferniseringen var nemlig hyggelig. Der var ikke så mange mennesker til stede, men flere ansatte fra kunsthallen selv, parate til at fortælle om både konceptet og den aktuelle udstilling. Det var vist også direktøren selv, som havde bagt kagen denne gang. Så der var en næsten familiær stemning.

Dertil blev der serveret små shots af alkohol, men kun fordi denne måneds kunstner, Trevor Shimizu, havde bedt specifikt om det. Hans udstilling bestod i øvrigt af to malerier med henholdsvis en kvinde og en mand på en bar. Ikke mere end det.

Post som tema
Det er dog ikke ferniseringen, men posten som fænomen og vilkår, der har været den røde tråd igennem årets mange udstillinger. På grund af konceptet har de medvirkende kunstnere ikke blot sendt deres værker med posten, men også relateret til posten som kulturelt fænomen og til dets muligheder og begrænsninger, bl.a. for kunstnerisk virksomhed.

Det gælder fx to af efterårets bedste udstillinger i rækken, skabt af henholdsvis portugisiske Ricardo Valentim og brasilianske Rivane Neuenschwander, som afslutningsvist skal fremhæves.

Demokrati og krig
Valentim præsenterede affotograferinger af sine demokrati-tavler, dvs. trætavler med indgraverede tekster om demokrati, og en række amerikanske frimærker, hvis motiver relaterer til amerikanske forestillinger om demokrati.

At hans oprindelige idé havde været at sende disse tavler fra USA til udstillingen, og ergo havde købt frimærkerne ind til dette formål, bliver man klogere på ved at læse pressemeddelelsen. Men det er stadig uklart for mig, hvorfor præcist det amerikanske postvæsen alligevel ikke ville sende dem af sted, og generelt ville dette projekt have været tjent med en mere udfoldet formidling af kunstnerens perspektiv på forholdet mellem demokrati, ytringsfrihed og post.

Heroverfor var Neuenschwanders bidrag lidt mere let tilgængeligt. På postkort med motiver af arkitektoniske monumenter, starletter og lækre biler fra en forsvunden tid, hvor det moderne fremskridt stadig var en gylden forestilling, er der skrevet både lette hilsner og hilsner, der handler om krigens brutalitet: ”Vi dræber folk i grupper med en kugle i hovedet. Når hullet er fuldt, fylder vi det med jord.”

Men det er også fint at vide, at postkortenes motiver og beskeder har sit udgangspunkt i en sekvens fra Jean Luc Godards 1963-film Soldaterne, der fortæller historien om to fattige mænd, der bifaldet af deres koner drager i krig for at blive rige.