Kunsten at observere

Fotografi handler grundlæggende om at forevige tid og rum. Tiden måler livet horisontalt, mens rummet griber det vertikalt. Indtil for cirka et hundrede år siden troede man, at fotografiet var i stand til at forevige et givent rum på et givent tidspunkt på det lysfølsomme papir, sådan som det tog sig ud i virkeligheden.

I dag ved vi bedre. Vi ved, at fotografier kan lyve lige så meget som andre gengivelser, for dels vælger fotografen et specifikt udsnit af virkeligheden – hvorved der ses bort fra resten – dels kan man retouchere, beskære, fjerne og med nutidens teknologi også fotoshoppe et fotografi, så motivet bliver ugenkendeligt, forskønnende eller på anden måde virkelighedsforvrængende. 

På den anden side er fotografiet stadig indeksikalsk, dvs. der er altid et eller andet i et fotografi, som repræsenterer noget, som de facto var der, da fotografen knipsede det. Det rummer dermed en rest af det svundne.

Et posthumt chok
Eller som filosoffen Roland Barthes skrev i den ofte citerede sætning fra hans fototeoretiske klassiker Det lyse kammer (fra 1980, da. 1983), at ”fotografiet tilfører øjeblikket et posthumt chok,” dvs. det påminder om tidens irreversibilitet, at det sekund, fotografiet foreviger, er borte, og at det menneske, som ser fotoet, derfor kan få en oplevelse af, at de døde eller det forgangne vækkes til live i nuet.

Samme Barthes opererer med to begreber i forbindelse med fotografi: Studium og punktum. Det første begreb henviser til det, som fotografiet dokumenterer. Fx hvordan et hus så ud, eller hvordan folk gik klædt, altså oplyser det om dette eller hint i fortiden.

Som sådan kan fotografiet have en nytteværdi som ”huskeredskab” eller som dokumentation. Punktum-oplevelsen er derimod af mere følelsesmæssig art, som når en genstand på et fotografi påfører betragteren en ridse eller et sår på sjælen. I Barthes tilfælde fx en halskæde, som han ser hænge på en sort kvinde, der optræder i et foto af en afrikansk familie. Halskæden er den samme som hans stakkels, døde tantes, og den fremkalder et væld af følelser i ham.

Således er fotografiet et ganske unikt medie, der både kan dokumentere – selv om det altså ikke er et ganske troværdigt sandhedsvidne – og fremkalde følelser – hvad enten det handler om vore egne familiesnapshots eller om professionelle fotos, avisfotos eller om fotokunsten, hvor begavede fotografer bringer dette medie nye steder hen.

Tiden og stedet
Barbara Probst (f. 1964) er en sådan fotokunstner, som udfordrer selve fotografiet som medie, idet hun demonstrerer dets endimensionale synsvinkel. Hendes inciterende fotografier kan nu opleves på en større udstilling i Det nationale Fotomuseum i Den sorte Diamant. Det er første gang, hun præsenteres i Danmark.

Herudover kunne man indtil den 9. november i år se en mindre kammerudstilling med denne kunstner, som deler sit liv mellem München og New York, i Peter Lav Gallery i Bredgade. Den havde en for Probst ganske typisk titel: Exposure # 55: Munich, Waisenhausstrasse 65, 01.17.08. Alle Barbara Probst værker har nemlig sådanne faktuelle titler, der refererer til optagelsens specifikke rum og tid – mens nummeret henviser til hendes værkers interne kronologi.

Det er samme måde at tælle værkerne op på, som vi kender fra Cindy Shermans selviscenesatte, sort-hvide Untitled Filmstills fra 1980’erne. Men selv om Probst ligesom Sherman opererer med iscenesat fotografi, så går hun i en anden retning end sin ældre kollega: Hendes – viser det sig – højst forskellige fotos af det samme motiv i det samme moment er taget med flere kameraer ved hjælp af en elektronisk udløser.

Og hvad er så på færde i Probsts fotos? Vi oplever livet – det senmoderne liv – som det udspiller sig i lejligheder i NYC og i München og i det urbane rum, særligt i NYC, hvor typisk et menneske bevæger sig fra punkt A til punkt B. Nogen gange ses dette menneske ovenfra, andre gange nedefra eller fra siden, men pointen er, at alle fotos viser helt forskellige udsnit af virkeligheden.

Intern ransagning
Man undrer sig såre over, at disse fotografier, skønt optaget på samme sted og på samme tid, er så væsensforskellige. De fremstår som fragmenter af en større helhed, som vi som publikum straks begynder at samle som et puslespil for at få helheden frem. Publikum bliver en slags meddigtende detektiver, men det lykkes aldrig helt at få hold på denne virkelighed. Virkeligheden er nemlig lige som et stykke håndsæbe – den smutter ud af hænderne på én og er ikke til at fange i hele dens kompleksitet.

Der er virkelig meget at komme efter hos Probst. Hendes billeder bliver ved med at melde sig i bevidstheden, længe efter at ’pråsen’, dvs. hendes i grunden uhyre enkle, men ikke desto mindre geniale koncept, er gået op for én. I modsætning til megen anden konceptkunst, som man undertiden kan blive hurtigt færdig med, så er Probsts billeder både dragende og skønne, ligesom de – på trods af at de skildrer den samme situation – er vidt forskellige.

Seværdige virkeligheder
Det er de selvfølgelig, fordi hun stiller sine mange fotografiapparater op forskellige steder på settet med forskellige afstande og zoomindstillinger til objektet/objekterne, ligesom hun skifter mellem sort-hvid foto og farvefotografi.

Førstnævnte virker ofte lidt mere virkelighedstro eller dokumentariske – eller endog historiske – end sidstnævnte, der mere ligner fotos fra i dag, som vi selv ville have kunnet tage dem med vores iPhones eller digitale kameraer. Hun registrerer også en masse overflødigt, der bare foregår i fx en gade, som hun ofte optager i nogle skæve vinkler. Således mimer hun også den mere mekaniske eller computerstyrede virkelighedsregistrering, som ligger i de stadigt mere udbredte overvågningskameraer.

Hos Probst er virkeligheden ligesom et løg, der skrælles: lag på lag. Vi får efterhånden det indtryk, at jo flere fotografier, vi ser af en given situation, des mere indser vi, hvor meget vi ikke ser. Der er altid tale om et valg ud fra en lang række af muligheder, og det er ganske enkelt umuligt at få hele scenen med, da et fotografiapparat kun har en central og dermed meget begrænset synsvinkel. Denne udstilling er absolut seværdig.