Kunsten at omsætte frihed til eksistentielle udsagn

Afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi viser et hold nye kunstnere, der ønsker at bruge den kunstneriske frihed til en kritisk opmærksomhed på tingenes tilstand.

Rektorens åbningstale til de studerende ved afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi handlede i år bla. om frihed. Lars Bent Petersen, der selv er kunstner, tog udgangspunkt i noget helt centralt for sådan en som ham og ikke mindst for de kommende professionelle billedkunstnere, nemlig friheden: den kunstneriske og den eksistentielle. Friheden til at være kunstner, til at være af sin tid, til at sige det man mener. Og han talte ikke mindst om, hvordan man som nyuddannet kunstner forvalter den. Hvordan man oversætter den til eksempelvis værker, der reflekterer over verden, livet, eksistensen og ens egen samtid.

Og det er dét afgangsudstillerne gør. De skaber eftertænksomme og tankevækkende værker, der er båret af idéer og eksperimenter, der vil os noget. Der handler om vedkommende og aktuelle emner: En hysterisk acceleration af tid, stress, perfektionisme, individualisme. Den frihed som de studerende har haft i rå mængder i akademi-tiden er med afgangsudstillingen omsat til både reflekterede, underholdende, og smukke udtryk, der har meget på hjerte. Og det fungerer sammen – og et langt stykke ad vejen også hver for sig.

Hårdt mod hårdt

Udstillingen viser værker af otte kunstnere med hver deres meget forskellige praksisser. Det er præmissen for enhver afgangsudstilling. Kurator Karen Vestergaard Andersen har samlet værkerne under en fælles ramme, og hun lykkes med at finde fællesnævnere; der er faktisk temaer, der taler sammen, går på tværs, supplerer hinanden, og som – med deres forskellighed og individuelle tilgange – gør samtalen interessant. Med titlen Mellem stenen og den hårde grund er der skabt et tilpas abstrakt rum til alle udstillingens værker, men titlen skaber samtidig en umiddelbart uforsonlig position. Det er hårdt med hårdt på.

Ved nærlæsning af introduktionen forstår man, at der i mellemrummet mellem de stenhårde flader både findes en skrøbelighed og modstandskraft. Om spændingen skal findes i udstillingen som helhed eller i det enkelte værk er ikke helt til at blive klog på, men det virker plausibelt, at kunstnerne tilgår verden med lige del power og sensibilitet. Det fornemmer man på ihvertfald umiddelbart let på værkerne.

Fremtiden kommer tættere på

Der er stærk fokus på formgivningen af de kunstneriske idéer. Og værkerne er flot installerede, enkeltvis og som helhed. Man bevæger sig fra Allan Cruz’ scifi-inspirerede reference til fremtidens pop-og forbrugskultur til Magnus Fischer Vinds litografiske collageteknik, der med abstrakte motiver trækker på både digitale processer og old-school grafiske prints. I hver deres æstetiske renhed og enkelhed kommer fremtiden tættere på, på en gang vedkommende og aktuel. Men den skræmmer ikke.

Også Nanna Katharina Jensen arbejder i spændingsfeltet mellem en digitaliseret, virtual reality-baseret æstetik i videoen og en klassisk formgivning af skulpturelle former på væggene. Og hun er, som Nina Helledie, optaget af at lade kunstens rum være en refleksion over tidens accelererede håndtering af eksistentielle emner som stress, sorg, bekymringer. Helledies metalskulptur drejer stille rundt, alt imens Nanna Katharina Jensen tilbyder massage og up-beat erotiske, successive billeder af dansende par.

Der er en overvægt af rumlige, skulpturelle værker. Og det gør godt for udstillingens udtryk. Heidi Phoebe Nicolaisen arbejder abstrakt med skulpturen i et udvidet felt, der omfatter både væg og gulv. Hvor objekterne – snoren, cirklen, metalstangen – lukker sig om deres egen form, farve og stoflighed, er Simon Fiil anderledes orienteret mod et publikum. Alle værkets elementer er skabt i genbrugt pap og figurativt genkendelige i form af hverdagens fastfood.

Ingen spor efter performancen

Uden for hovedrummet i akademiets trappehal udstiller Jesper Nørbæk og Morten Warborg Hansen. Gæsten møder på første repos et tomt rum, alene beklædt med et gråt gulvtæppe. Introduktionsteksten lader forstå, at Nørbæk viser en performance, men ethvert spor fra den handling, der kun fandt sted under ferniseringen er udeladt. Unægteligt en radikal – og måske lidt for kæk – løsning på en i forvejen formidlingsmæssigt svær genre. Warborg Hansen viser stilfærdigt tre fotobaserede værker øverst oppe. De abstrakte, computergenerede billeder, der fortæller en personlig historie, virker både fremmede og klaustrofobiske. Placeringen yder dem bestemt ikke retfærdighed, men der er nok desværre også kun få, der finder vej til den mørke væg.

En håbefuld fornemmelse

Det er altid interessant at besøge årets afgangsudstillinger og få et indblik i, hvad kunstnerne har arbejdet med gennem årene i den ultimative frihed. Man er ikke i tvivl om, at kunstnerne her ønsker at bruge friheden til en kritisk opmærksomhed på tingenes tilstand. Kunstnerne tilbyder et alternativt rum, et modsvar til, hvordan vi tilgår samtidens svære udfordringer.  Der er rigeligt kunstnerisk materiale, og man får en håbefuld fornemmelse af, hvad der ligger forude, hvis ellers mængden af selvsamme frihed tillader det. Den aktuelle udstilling signalerer ihvertfald en både ansvarlig og relevant måde at omsætte den kunstneriske frihed til eksistentielle udsagn.
Bliv ved med det.

Se flere billeder fra udstillingen her.