Kunsten i det offentlige rum er også et musealt rum

Kunsten i det offentlige rum sættes ofte som en modsætning eller et alternativ til det museale rum. En argumentation der efterhånden klinger hult i lyset af dagens udflydende museumspraksis. Spørgsmålet er måske snarere, om kunsten overhovedet kan undslippe det museale rum med alle dets medbetydninger? Poly, en udstillingsplatform for samtidskunst, har indtaget Vordingborg Station og skaber en samtale i rummet, der ikke nødvendigvis handler om kunsten.

Henover vinteren stod ordet PARANOIA skrevet i vinduerne med neonrør på Vordingborg Stationsbygning. Nu lyser vinduerne lyserøde. Poly – Udstillingsplatform har i næsten et år huseret i stationsbygningens ventesal imellem 7-Eleven, et næsten altid tilstoppet toilet og dørene ud til en busterminal og tre togspor. Bænke lavet af træ med høje rygge og armlæn er netop sat op inde i ventesalen. Der sidder næsten altid en teenager eller to med deres mobiltelefon; også den dag jeg slår mig ned i rummet.

Statuetæer

Der er højt til loftet og foliet på vinduerne kaster et lyserødt skær over rummet, som kunstner Nanna Katharina Jensen har indtaget med installationen Serpents with Feet. Sorte fakler er som metalsilhouetter monteret øverst i rummet på de hvide vægge, der reflekterer det lyserøde skær, og når skæret falder på faklerne, illuderer det ild. Øverst er også buede og altertavlelignende vinduer med tunge sorte gardiner for. Hvide marmor- eller gipslignende fødder stikker ud under gardinerne; krummede, knystede og knortede, som tæer nu kan være.

Jeg kigger op på installationen i venteværelset, som jeg kigger op på et offentligt monument, men her på tildækkede kroppe, hvor kun de bare fødder kommer til syne. Fødder som med deres hvidhed leder mine tanker hen på de skulpturer og monumenter, der oftest dyrker en specifik klasse, køn og etnicitet. Nanna Katharina Jensens installation kredser om magtforhold med afsæt i de seneste års fornyede fokus på racisme, gentænkninger af og samtaler om køn samt statuedebatter.

Se flere billeder fra udstillingen Serpents with Feet her

Kunsten ud af de museale rum?

Poly vil med denne udstillingsplatform gerne skabe en flerstemmig samtale, hvor kunsten tages væk fra de museale rum og cubes ud i andre former, fortalte leder af Poly Udstillingsplatform, Dina Lundvall Nielsen, i et interview i lokalavisen Sydsjællands Tidende.

Der er dog ikke så mange white cubes eller museale rum at tage kunsten ud af i Vordingborg. Vil man opleve kunst, bortset fra udsmykninger samt privatpersoners gallerier, så skal man til Kunsthal44 på Møn, til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland eller til kunstinstitutionerne i Næstved. Et (samtids)kunstrum er tiltrængt.

Under bænkene i ventesalen ligger en efterladt Faxe Kondi Booster dåse, og en hveps kredser om bænkene. 7-Elevens automatiske døre åbner og lukker, og et dingdong lyder, hver gang nogen går ind eller ud. To teenagere krammer en tredje. Et ældre par kommer ind, kigger sig omkring, tager billeder, snakker sammen, læser udstillingsteksten og går igen. Andre går efter toilettet, ind i 7eleven eller har ansigtet nede i deres mobil.

Museerne bevæger sig også udenfor murene

Poly er hverken første eller sidste kunstprojekt, der tager kunsten ud i det offentlige, som et alternativ til det museale. Siden slutningen af 1800 tallet har en hel del af kunsten i Europa placeret sig udenfor udenfor og i opposition til de museale (dannelses)rum med dets kritikere, kunsthistorikere og samlinger; Den Frie Udstillingsbygning, i dag regnet for et musealt rum, begyndte netop også i opposition.

Det museale rum er i dag ikke betinget af vægge; mange museer arbejder udenfor. KØS har som museum for kunst i det offentlige rum i mange år indtaget og arbejdet med byrummet på forskellig vis. Flere og flere udstillinger begrænser sig heller ikke kun til det museale rum, men flyder ud i andre rum, som den stort anlagte udstilling Soil.Sickness.Society på Rønnebæksholm sidste år, der som en organisme bevægede sig ud i byrum, natur og ind i andre institutioner og faglige sfærer.
Museet for Samtidskunst er i gang med en omkalfatring, hvor museet har forladt vægge og rum i Lauritz de Thuras Gule Palæ i Roskilde til fordel for dette såkaldte offentlige rum.

I dag er det museale rum, kunstinstitutionerne, meget andet end white cubes, mægtige dannelsesinstitutioner, afsondrethed og eksklusivitet. Det offentlige rum har endvidere været en fast integreret del af samtidskunstens praksis i årtier. Det museale rum er altså alt andet end et afgrænset og veldefineret rum.

Kunsten som kunst kan, uanset om den integreres i byrummet eller i et musealt defineret rum, heller ikke skrive sig ud af akademier, kunstskoler, museer, udstillinger, gallerier, ferniseringer, kunsthistorier, kunstkritik og kunstens begreber, koder og indforståede samtaler. Vi kan selvfølgelig lade være med at tale om kunsten som kunst, men er det en ærlig samtale?

Det tilstoppede toilet

En mand med to kolde Carlsberg slår sig ned på bænken ved siden af mig. Han har lige været inde og odd’se. Det er fredag, og han skal ned på pubben og spille noget guitar med vennerne. Der opstår en dialog i ventesalen omkring et tilstoppet toilet. Manden med de to kolde Carlsberg rejser sig og tilbyder sin hjælp, imens jeg holder øje med hans øl. Han går ind på toilettet og et gentagent forkølet skyl runger i den lyserøde ventesal, før han kommer ud igen og trækker på skuldrene.

Tilbage på bænken, spørger jeg ham, hvad han synes om installationen. Han kan godt lide farven, siger han, det er en flot udsmykning. Det har de sgu gjort godt, dem som har arrangeret det her, fortsætter han og fortæller, at før blev toiletterne smadret af unge mennesker. Han synes, det er ærgerligt, at de ikke kan lade det være. Nu er der kommet kode på, og han glæder sig til, de sidste bænke er kommet op.

Hærværk – en betingelse i det offentlige rum

Oscar Yran var første kunstner i Poly. Udover ordet PARANOIA bøjet i neon i stationens vinduer bestod installationen også af store, sorte geometriske tegn. Tegn Yran havde fundet som graffiti på stationen, og værker der, ligesom toiletterne, blev udsat for det mest banale i det offentlige rum: hærværk.

Også hærværket er en form for samtale, oftest opfattet som noget ensidigt og ikke-konstruktivt, men samme sprog blev jo brugt overfor magtsymboler og historiske skævvridninger, da statuer blev revet ned.
Hærværk forbindes også ofte med stationsbygninger og er en samtale, man må kalkulere med, når kunsten er en del af det offentlige byrum. På Polys Facebookside blev der også noteret, at der var høstet erfaringer fra dette første projekt.

Ventesalen var hvid og slidt under Yrans installation og uden de nyligt indsatte bænke. Nu er der ikke noget kunst i armhøjde, rummet er istandsat og malet mørkegråt nederst og hvidt øverst.

Ligesom hærværk er kunsten i et offentligt rum en erobring af rum og samtale, som kan være mere eller mindre inkluderende eller ekskluderende og til forhandling. Samtidig skriver kunsten sig ind i de samtaler, der allerede pågår i det givne rum. For min sidemand var det den evige er-det-pænt-eller-grim-samtale, som alle installationer, udsmykninger og kunst i et offentligt rum udsættes for.

Kunst placeret og integreret i et offentligt byrum skriver sig ikke ud af eller fri af det museale med alle dets medbetydninger.

I stedet for at definere noget som inden- eller udenfor det museale rum, kunne vi insistere på, at et udstillingsprojekt som Poly på Vordingborg Station er en generøsitet; en mulighed for samtale i et rum, der ellers ikke ville huse kunst, der samtidig rummer, at disse samtaler ikke nødvendigvis handler om kunsten.