Kunsten i medierne

Man behøver ikke søge længe på nettet for at opdage, at formidling og kritik af billedkunst stort set ikke spiller nogen rolle i medierne, og at den gennemgående konsensus blandt billedkunstens debattører går på, at det er stærkt bekymrende, at det forholder sig sådan. Men er billedet egentligt så dystert, og er det lige oplagt at formidle billedkunst i alle medier?

Billedkunsten er fraværende
Det er et faktum, at de store aviser ikke har nær så mange fastansatte kunstanmeldere som før, men overvejende har freelancere der kun i ny og næ får lov at skrive en anmeldelse, da billedkunst efterhånden rangerer nederst i kulturstofhierarkiet. Med hensyn til omtale og anmeldelser ligger billedkunst langt under litteratur og film, der i mange aviser gerne har deciderede ugentlige tillæg. Kunstkritik er i det hele taget slet ikke et emne, som nyheds- og underholdningsmedier tør begive sig af med i den benhårde kommercielle konkurrence om læsere og seere, hvor kulturstof generelt ikke er særlig attraktivt, medmindre det kan vinkles med sensationelle eller konfliktbetonede historier.

Billedkunstnere der arbejder med relationel og politisk kunst siger gerne, at deres bestræbelser går på at flytte kunsten fra kultursiderne hen på debat- og nyhedssiderne i avisen. Men det kan ofte synes som en noget uhensigtsmæssig strategi, når man betænker de fleste nyhedsmediers ret så populistiske – og ikke publicistiske – tilgang til, hvad der er den offentlige nyhedsdagsorden. Måske skulle man hellere arbejde for at få kultursiderne gjort mere relevante og prioriterede i mediebilledet?

Kunsten i nyhederne
I det omfang billedkunst optræder i medierne udenfor kultursektionen er det som regel på grund af sensationelle omstændigheder ved kunsten, der ikke har ret meget med kunsten selv at gøre, fx. suspektgørelse af kunststøtten eller skandalisering i forbindelse med religion eller overgreb på dyr.

Noget lignende, omend mere komplekst, har vi senest set i forbindelse med Simone Aaberg Kærns bataljemaleri fra Libyen-krigen. Der fremstilles en hel del kritisk kunst om krigen og dens umenneskelige konsekvenser, der aldrig finder vej til medierne, og Simone Aaberg Kærns bataljemaleri ville nok heller ikke have fået særlig stor opmærksomhed, hvis ikke medierne havde kunnet spinne det til en konfliktbetonet sag om, at billedet uberettiget var blevet afvist af Forsvaret. Simone Aaberg Kærns ærinde er helt igennem legitimt og relevant, for det er demokratisk vigtigt, at vi får en debat, der kan rumme så mange forskellige billeder af krigen som muligt, men ret beset er der ingen, der forbyder Simone Aaberg Kærn at male krigen som hun vil, og maleriet bliver efterfølgende da også udstillet på landets største kunsthal.

Der eksisterer ingen sag om uberettiget afvisning andet end en banal historie om bestillers afvisning af det bestilte på grund af manglende forventningsafstemning, og det er der for så vidt intet usædvanligt i, det sker hele tiden indenfor alle brancher. Det ville være en langt mere journalistisk væsentlig historie, ja, ligefrem en rigtig sensation, hvis Forsvaret rent faktisk betalte kunstnere for at problematisere og iscenesætte en kritik af deres krigsindsats, så vi ikke længere kunne være sikker på, om kunstneren havde en uafhængig stemme.

Ikke alle medier er egnede
Min pointe er, at billedkunsten sjældent kommer til sin ret, når den endelig trænger igennem til nyheds- eller underholdningsmedierne. Den bliver ikke taget alvorligt som en særlig kunstform med særlige aflæsningsbetingelser og virkemidler. Det skyldes til en vis grad også, at alle medier ikke er lige velegnede til formidling af billedkunst.

Det er oplagt at performative kunstarter som teater, film og musik får en større bevågenhed i de elektroniske flow-medier som tv og radio, da det her er muligt til en vis grad at præsentere dem i deres egen ret ved simpelthen at mediere dem stort set som de er. Når billedkunst undtagelsesvis præsenteres i tv er det som regel i en udsendelse om kunst og ikke i en udsendelse, der i sig selv er kunst, for det vil ikke i samme grad være meningsfuldt at vise Per Kirkeby-malerier som et lydløst diasshow i primetime.

De mere egnede
Vi er ofte alt for fokuserede på nyheds-og underholdningsmedierne, for vi tror tilsyneladende, at det er her den politiske dagsorden sættes. Men der findes heldigvis andre medier derude i kunstlivet og blandt publikum, som er med til at sikre billedkunsten stor udbredelse og betydning.

Billedkunsten har sine egne populære medier, der i højere grad er gearet til at præsentere kunsten i sin egen ret, hvor præsentationen giver mening i forhold til værkerne, og hvor formidlingen og kritikken kan udfolde sig på sine egne præmisser uafhængig af populistiske dagsordener, nemlig bogmediet og internettet. Internettet, hvor nærværende hjemmeside er et fuldgyldigt eksempel på god billedkunstformidling, vil jeg ikke kommentere nærmere, for de fleste er opmærksomme på internettets muligheder. Til gengæld har vi nok en tendens til at overse bogens betydning for billedkunsten.

Kunstbogen
Bogen er det perfekte medium for billedkunst. Både historisk og kontemporært. Tænk på hvor stor betydning kunstbøger har for udbredelsen og forståelse af kunst: Selv om jeg i årevis har rejst jorden rundt og set alverdens biennaler, kunstmuseer og gallerier, så er det meste kunst, jeg har set i min levetid stadig noget, jeg har set i bøger. Alle mennesker har mindst en kunstbog eller to, det er et fantastisk effektivt medie, som vi ofte glemmer omfanget og betydningen af.

Kunstbogen kan overlegent håndtere både billeder og tekst, og så har den i forhold til internettet en fysisk taktilitet, som man aldrig skal undervurdere, når det drejer sig om billedkunst. Trykfarver, papir, den grafiske tilrettelægning og udstyr giver bogen en særlig kvalitet, og bogens sider får et særligt narrativ, når man bladrer i dem. Kunstbogen kan både være formidling og et kunstværk i sig selv, grænsen mellem et kunstkatalog og en artists book kan være hårfin og flydende.

Kunstbogen er på den ene side omfattet af en populær, global industri med mainstreamkunstbøger i store oplag, der udgives af museumsinstitutioner, kommercielle gallerier og specialiserede forlag. Tænk på forlag som Taschen og Phaidon, der har redaktioner spredt ud over hele kloden, og som publicerer i så enorme oplag, at forbrugeren vænnes til at 400 siders flerfarvet kunstbog i fast bind kun koster 250 kr. Eller de fremstiller hundedyre coffee table-kunstbøger, der tjener til at celebrere prestigefyldte kunstnere, så kunstbogen i sig selv bliver den eftertragtede artefakt. Under alle omstændigheder er kunstbogen en global manifestation, der har stor gennemslagskraft hos et bredt publikum.

Artists books / Kunstnerbøger
Og samtidig er kunstbogen genstand for lige så stor dyrkelse og opmærksomhed i den modsatte ende af det kunstneriske spektrum fjernt fra den kommercielle business. I den mere uetablerede og yngre del af kunsten, hvor det meste bæres oppe af selvorganisering og kunstnernes egne projekter, er kunstnerbogen et centralt og væsentligt medie for den kunstneriske distribution og udveksling.

Der eksisterer en frodig underskov af selvbestaltede enkeltmandsforlag og kunstnerinitierede udgivelser, hvor der eksperimenteres og skabes helt nye præsentations- og formidlingsformer for kunst i bogform. Situationen minder om situationen indenfor ølbranchen med få store multinationale traditionelle bryggerier og en frodig underskov af kreative mikrobryggerier. De mange små og mellemstore udgivere af kunstbøger, tidsskrifter og artists books er forbundet i en international bevægelse, en community, der forgrener sig via et netværk af utallige art book fairs rundt om på kloden. Også i Danmark. I den forgangne weekend var der således en messe i forbindelse med udstillingen OPSLAG NEDSLAG – Danske kunstnerbøger på Det Kongelige Bibliotek.

En af de største i verden, New York Art Book Fair arrangeret af Printed Matter, havde sidste måned på tre dage næsten 40.000 besøgende og mere end 370 udstillende forlag. I vores egen del af verden, I Arles i Sydfrankrig, mødes mere end hundrede forlæggere hver sommer til fotofestivalen Rencontres d’Arles og udveksler tusindvis af fotobøger og artists books.