Kunsten som alternativ fødselshjælp

Lad dig omslutte af naturfarvede tekstiler og giv dig hen til livmoderens kraft på det lille udstillingssted Collega, som med The Birthkeeper Altar er transformeret til et alternativt fødselsforberedelsescenter.

Skjult bag stilladser ligger det lille udstillingsrum Collega på Vesterbro. På en stormfuld dag har jeg trodset vinden for at se den aktuelle udstilling The Birthkeeper Altar – en gruppeudstilling med kunstnerne Tabita Rezaire, Lea Guldditte Hestelund, Olga Ravn og Nanna Lysholt.

Jeg studser lidt over navnet Collega og finder så ud af, at det stammer fra dogmet om at invitere andre ind til et samarbejde om stedets udstillinger. Her er det især kollegaer fra udlandet, der er med til at kuratere sammen med stedets stifter Lotte Løvholm. Denne gang er det kollektivet AMAKABA, der er blevet inviteret ind til et samarbejde og dermed har været med til at udvælge udstillingens kunstnere.

Doula

AMAKABA er et kunstrum og healingcenter i Amazonjunglen i Fransk Guyana initieret af Tabita Rezaire. Og det er ikke helt tilfældigt, for kunstneren har selv rødder i det sydamerikanske land. Her har kollektivet blandt andet fokus på at træne doulaer og bygge et netværk mellem fødselsarbejdere og traditionelle jordemødre. Udover at være billedkunstner er Rezaire selv doula og kombinerer de to praksisser. Det gør hun blandt andet med dette samarbejde på Collega, der denne gang er blevet transformeret til et doulacenter.

Og hvad er så en doula? Oprindeligt stammer ordet fra græsk og betyder ”en kvinde som tjener”. Men det nutidige begreb dækker også over en person, der er trænet i at støtte den fødende før, under og efter – både praktisk, fysisk og følelsesmæssigt. Man kan fristes til at kalde doulaen for en form for jordemoder, men her er forskellen, at doulaen ikke er en klinisk fagperson. Arbejdet som doula behøver heller ikke kun at være begrænset til barnefødsel – i nyere tid har doulaen også fået funktionen som en person, der kan hjælpe gennem forskellige livsændringer som dødsfald, kønstransition og overgangsalder.

Gardinet mellem nu og dengang

Idet jeg træder ind i rummet, føler jeg mig med det samme omfavnet af en ro og feminin omsorg. Tættest på rummets gadevindue hænger et let transparant gardin fra loft til gulv i naturfarvet brændt gul, orange og dyb bordeauxrød. Olga Ravn er kunstneren bag. Bedst kendt som forfatter er det dog ikke første gang, hun betræder billedkunstens terræn. Hun har blandt andet haft en udstilling på KØS inspireret af heksefortællinger, og hekseriet er da også et stigma, der stadig hænger over doulaen, der ikke er medicinsk uddannet og gør brug af mere alternative metoder.

Værket hedder Curtain between now and then – en passende titel til at markere overgangen fra før og efter fødslen. På en underspillet og poetisk måde understøtter farvernes overgang i gardinet denne livsændring, der både sker gradvist i graviditeten, men også brutalt og pludseligt med fødslens klimaks.

Gardinet omfavner et lille bord. En rund marmorplade i blå nuancer, båret af bastante stålben, der krydser hinanden langs gulvet. I marmorpladen er der udskåret huller i forskellige størrelser, der snor sig langs bordpladens kant. Værket hedder CTD (cervical dilation table) og er skabt af Lea Gulditte Hestelund. En titel, der henviser til et bestemt bræt, der både bruges af doulaen som læringsværktøj, men også som en dekorativ genstand, der symbolsk portrætterer livmoderhalsens udvidelsesproces i løbet af en fødsel – fra én til ti centimeter. Det er typisk for Guldditte Hestelund at kombinere allerede eksisterende brugsgenstande og give dem en ny betydning. Her bliver udvidelsen af livmoderhalsen en del af bordet, der pludselig bliver meget kropsligt, nærmest kødeligt.

Sammen danner gardinet og bordet en både kropslig og tidslig installation. Tidslig, med gardinets opdeling af et før og et nu sammen med bordets gradvise udvidelsesproces af livmoderhalsen før barnet. På den ene side af gardinet står bordet, på kanten af det nye liv. På den anden side er nu’et efter fødslen.

Olga Ravn og Lea Guldditte Hestelund har samarbejdet før. Tidligere på Overgaden i forbindelse med Guldditte Hestelunds soloudstilling i 2018. Her skrev Ravn en sci-fi protokol specifikt til udstillingen, som senere skulle blive til gennembrudsromanen De ansatte. Begge er de inspirerede af sci-forfatteren Ursula K. Le Guin, hvilket man godt kan fornemme i denne installation. Et rituelt alter i en ubestemt fremtid, hvor mennesket ikke længere er nærværende, men blot optræder som et historisk levn i objekterne. Samtidig peger installationen på en tidløshed, fordi den portrætterer noget af det mest universelle – nemlig produktion af liv.

Bevismateriale fra fødestuen

Længere inde i rummet har Guldditte Hestelund videreført det skinnende stål med yderligere tre genstande, der spreder sig i tre niveauer langs væggen – en skammel, en slags opbevaringsreol til nogle blå IKEA-lignende plastikmåtter og det, der kunne ligne en knagerække. Møbler med en funktion, der i Guldditte Hestelunds hænder bliver gjort både skulpturelle og kropslige. Stålrør i bløde buer danner omridset af bryster. Typisk for kunstnerens værker kombineres bløde, kunstige materialer med det hårde og brutale. Det fungerer rigtig godt i denne kontekst, hvor lige præcis dén kombination giver associationer til hospitalets skarpe, skinnende og sterile instrumenter og institutionelle, knirkende IKEA-måtter.

Som en anden detektiv går jeg ned i knæ for at betragte skamlen, som ligner noget fra en hospitalsstue. Og ganske rigtigt, på skamlens ene ben sidder der et mærkat, der næsten er kradset af: HVIDOVRE HOSPITAL, FD./AFSNT. Pludselig bliver skamlen et slags bevismateriale, der rækker ud i virkeligheden og vidner om en levet fødselserfaring – om utallige kvinder der har født på lige præcis dét fødeafsnit på Hvidovre Hospital, hvor skamlen stammer fra. Som om møblet nu er en beholder for alle de fødsler, der har fundet sted netop her.

En udstilling for mødre

Jeg slår mig ned på den skinnende stålskammel, der er placeret lige overfor fladskærms-TV’et. Her har Tabita Rezaire lavet et 56 minutter langt videoværk, der dokumenterer fire traditionelle jordemødre fra de nordlige kystområder i Sydamerika. Videoen er en del af AMAKABAs researchproces, hvor vi hører om hver af jordemødrenes erfaring som fødselshjælper. Rezaire er selv doula – faktisk er udstillingen blevet til, fordi hun var doula for Collegas kurator gennem hendes graviditet. Doula-centeret som koncept stikker dybt og er det personlige grundlag for udstillingen, hvor alle medvirkende enten er mødre eller doulaer.

I løbet af udstillingsperioden har der da også været både doula-workshops og fødselsforberedelse for gravide, blandt andet afholdt af Nanna Lysholt – udstillingens sidste medvirkende kunstner og, nåja, doula. Bagerst i rummet har hun lavet en skulpturel installation af egne doula-remedier – redskaber til akupressur og massage, yogaklodser og beroligende dufte.

Det er en interessant måde at bruge et udstillingsrum på, tænker jeg, mens jeg kigger på små klitorisformede stentøjsfigurer, der mest af alt ligner små fantasivæsener. Det virker som om udstillingsstedet giver sig fuldstændig hen til præmissen om, at det nu er forvandlet til et doula center. Jeg kan egentlig godt lide, at udstillingen leger med denne hybrid, der tvinger mig til at se på værkerne med et andet blik. Men det forvirrer mig også – for hvordan skal jeg da betragte genstandene i rummet? Som kunstværker eller fødselsdokumentation? Måske ligger svaret et sted midt imellem – i en konstant vekselvirkning mellem genstande, der har en direkte funktion til fødselsforberedelsen og mere abstrakt i form af gardinet, der bliver en metafor for en betydningsfuld livsændring.

I sin helhed er det en indbydende udstilling – jeg får lyst til at slå mig ned på en yogamåtte til duften af æteriske olier og give mig hen til den indre ur-kvinde og livmoderens kraft. Men en tøven melder sig: Kan jeg egentlig opnå en fuld forståelse af udstillingen, når jeg ikke deler samme erfaring som kvinderne i rummet? Med den tanke, føles udstillingen en smule ekskluderende. Det kan umiddelbart virke som en udstilling, der er rettet til en specifik målgruppe, nemlig mødrene.

Men det er samtidig en udstilling, der omfavner enhver transition i livet, som uundgåeligt bærer på biologiske og følelsesmæssige erfaringer – fuldstændig ligesom doulaens praksis indebærer.