Kunstens terror

Santiago Sierra (f. 1966) er verdensberømt for sine ofte provokerende performances. I Tyskland er han kendt i den brede offentlighed for sin udstilling 245m3 i 2006, hvor han fyldte en forhenværende synagoge nær Köln med udstødningsgassen fra fem biler. Beskueren kunne kun betræde udstillingsrummet iført gasmaske. Værket skulle ifølge Sierra gøre op med trivialiseringen af holocaust. Udstillingen blev dog lukket før tid, da den efter få dage var blevet genstand for en sand mediestorm, hvori tabloidavisen Bild førte an.

Kun adgang for spaniere
I kunstverden er Sierra blandt andet kendt for sin ligeledes provokerende udstilling i den spanske pavillon på Venedig Biennalen i 2003, hvor kun gæster med spanske identitetspapirer kunne få adgang. Kunsten er for Sierra på ingen måde et felt fri af grænser eller undertrykkelse.

At udstille og fremvise magtens struktur og de barrierer samt den ufrihed, den skaber, er et gennemgående tema i Sierras kunst.

Dokumentations-udstilling
Begge ovennævnte værker eller aktioner er med på den store udstilling på Sammlung Falckenberg. Men da Sierra fremfor alt er performancekunstner, så bliver en sådan retrospektiv udstilling til en ´dokumentationsudstilling´ bestående af sort-hvide fotos, som henviser til tidligere aktioner.

Det kan hurtig blive en støvet og kedelig omgang. En lang række kunstarter såsom performancekunst, fluxuskunst og land art opleves ofte tørre og tunge indenfor museets vægge, fordi der som sådan ikke er nogen reelle værker, men kun det vage aftryk af det, der engang skete. Dette er dog ikke tilfældet i Sammlung Falckenbergs udstilling.

Påtvungen guide
En væsentlig faktor hertil er, at man kun kan se udstillingen ved at melde sig til en omvisning. Man ledes gennem udstillingen af en guide, som fortæller om de aktioner, der ligger bag de dokumenterende fotos, hvilket åbner værkerne for den ikke allerede indviede.

Det er måske netop i forbindelse med sådanne udstillinger, den nye trend med tvungne omvisninger i privatsamlinger finder sin berettigelse. Det må dog tilstås, at man efter rundturen er slut, gerne vil have haft lov til at gå rundt på egen hånd, hvilket ikke er tilladt.

Den påtvungne guide er dog ikke den eneste grund til udstillingen åbner sig og berører sin beskuer.  

Underbetalte kunstarbejdere
Sierra har igennem sin produktion lavet en række performances, hvor han hyrer folk fra marginaliserede befolkningsgrupper til at lave meningsløst arbejde for meget lav løn – gerne mindstelønnen det pågældende sted.

Et eksempel er værket Objekt 600x57x52 cm (…)  fra 2001, hvor Sierra hyrer to mænd til med en skulder hver at bære den ene ende af en flere meter lang stolpe, hvis modsatte ende hviler mod væggen. På udstillingen blev denne performance genopført de fire timer, ferniseringen varede – den normale besøgende oplever kun værket gennem en fotoplanche og den efterladte stolpe.

Et tilsvarende værk, som blev udført live under ferniseringen, består af en række store papkasser, i hvilke immigranter betales for at side gemt under udstillingen. Umiddelbart vil man mene, at det kan virke hult og uvedkommende, at man i resten af udstillingsperioden kun kan se sporene efter handlingen i form af papkasser og tomme stole.  Det er klart, at det virker anderledes i forhold til den ´ægte´ vare, men de besidder på trods af performernes fravær en ubehagelig karakter.

Disse værker, hvor socialt udsatte immigranter, prosituerede eller narkomaner betales for at udføre eller lægge krop til et kunstværk, forstår Sierra ganske simpelt som en afspejling af virkeligheden. Han ønsker at tydeliggøre den udnyttelse, han mener, den vestlige civilisation bygger sit fundament på.

Overdrivelse fremmer forståelsen
Men ved vi ikke alle, at undertrykkelsen er der, og hvad hjælper det at udstille den? Kan det overhovedet legitimeres at udnytte allerede udsatte grupper i kunstens navn? Det kan dog næsten ikke undgås, at man bliver berørt og indigneret, når man igennem halvanden time igen og igen bliver konfronteret med værker, som påpeger samfundets tendens til social udgrænsning af forskellige grupper. Overdrivelse fremmer forståelsen og er nogle gange nødvendig for at få et budskab ud.

Minimalismens terror
Det er dog ikke alene dette faktum, der beretter Sierras praksis. Det bliver først rigtig interessant, idet Sierra som kunstner – og med museet som hjælper – ikke nøjes med at holde et spejl op for samfundets ansigt, men også anerkender sin egen rolle og medvirken i samfundets magtstruktur. Dette tema bliver tydeligt i Sierras brug af minimalismens formsprog.  

Det er åbentlyst, at Sierra er fascineret af minimalismens æstetik og formsprog, og det kan næsten se ud som om, han ville ønske, han selv kunne lave ´simpel´ minimalistisk kunst. Det kan han bare ikke, fordi denne æstetik for Sierra har undertrykkelsens væsen indlejret i sig. De føromtalte værker ligner til forveksling værker af amerikanske minimalister som Robert Morris eller Donald Judd – hvis det altså bare ikke havde været for de dårligt betalte immigranter, der indgår i Sierras værker.  

I sin kritik af minimalismen – som kun bliver så meget mere vedkommende og mindre frelst, idet Sierra ikke kan undsige sig en fascination af dens æstetik – påpeger Sierra, hvordan Minimalismens kunstværker afspejler kunstnerens eller den ´hvide mands´ blik på verden – et blik som er vant til at beherske den.

Kunsten som undertrykker
Disse værker farver resten af udstillingen og formulerer en institutionskritik, hvor Sierra som kunstner heller ikke selv går fri. Kunstens rum er ikke en isoleret ø men en instans, der på lige fod med alle andre institutioner indgår i den politiske struktur.

Det første værk, man møder på udstillingen, er Dørskilt fra 2006. Dette er en metalplade ophængt ved indgangen med overskriften ”This entrance is strickly prohibited”, hvorefter en lang række personer og grupper remses op såsom ikke-EU-borgere, arbejdsløse, psykisk syge såvel som jokere og kynikere. Værket peger på, hvordan museet og kunsten ofte er ekskluderende frem for inkluderende, og instanser som tjener til samfundets opretholdelse og den dertil hørende undertrykkelse af en lang række grupper.

Det er med denne erkendelse for øje, det kan retfærdiggøres at udstille andre menneskers elendighed og sociale udstødelse. At reproducere verdens sociale ulighed er ikke stor kunst, men det bliver interessant, når den, der står bag reproduktionen bliver til mere end en uskyldig formidler og vedkender og problematiserer sin egen rolle i en global, social kontekst.

Publikum som medskyldige
I sidste instans inddrages beskueren også som medskyldig. Det er kun den naive betragter, som ikke tvinges til at anerkende sin rolle som undertrykker i forhold til de sociale grupper, Sierra benytter i sine aktioner –  i hvert fald så længe, han er besøgende på museet. Når grænsen mellem kunsten og det politiske ikke opretholdes, kan grænsen mellem at være passiv beskuer og politisk individ heller ikke opretholdes.

Sierras kunst lader ikke nogen gå ram forbi.